Vinderne er fundet. Få overblik over Byens Bedste 2018 her.

Jubel og takketaler - Byens Bedste-vindere er kåret, og det skete til et brag af en fest lørdag 9. juni i Kunsthal Charlottenborgs gård.

Det var 18. gang, at Berlingske AOK fejrede Byens Bedste. Denne gang blev 20 vindere hædret med titlen som Byens Bedste 2018.

Ved festen i Charlottenborgs gård var Anders Stegger vært, og han sørgede for at guide de glade festdeltagere gennem prisoverrækkelsen, mens KOPS og Iris Gold sørgede for musikken.

Tusindvis af stemmer fra AOKs brugere og Byens Bedste-juryen gik op i en højere enhed. I alt modtog 20 vindere den nye titel ud af et felt på 100 nominerede.

Her får du overblikket over alle vinderne, som vores journalister beskrev dem, da de blev nomineret.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Byens Bedste Urbane Initiativ

Badezonerne
Flere steder i byen

Byens havnebade har længe været en favorit hos opkogte københavnere i sommervarmen. Det er heller ikke et sjældent syn, at folk blot springer i vandet de steder, de lyster. Men de seneste år har Kommunen udvidet badeområderne med nye badezoner, så der nu er endnu flere muligheder for at hoppe en tur i havnen. Og hvor er det dog skønt, at vi kan bade i rent havvand inde midt i storbyen. De københavnske badezoner fik i sommeren 2017 en ny ven, da der blev indført en badezone i det nye Nordhavn ved Sandkaj.

Foto: Anne Bæk
Vis mere

Byens Bedste Nye Restaurant

Sanchez
Istedgade 60, 1650 København V

Den mexicanske taco-dronning Rosio Sanchez har med Sanchez i Istedgade åbnet sin første store restaurant i København. Her er plads til 46 gæster, og hun har fået designfirmaet La Metropolitana fra Mexico City til at indrette. På restauranten giver den tidligere Noma-kok sit eget take på de klassiske mexicanske retter. Guacamolen er den bedste, vores anmelder har smagt til dato, de lækre tacos er delikate og det mexicanske svar på pulled pork.

Jah Izakaya

Byens Bedste På Budget

Jah Izakaya
Gasværksvej 21, 1656 København V

Når man bliver træt af at høre sig selv sukke efter autentisk japansk mad i København, må man gøre noget ved det. Sådan tænkte Jonas Hartz, og dermed åbnede han japaner-pubben Jah Izakaya på Gasværksvej. På adressen er stemningen nu lige så afslappet som på en ægte japansk izakaya, og i køkkenet klarer kokken alt fra kimchi til sashimi og bøffer. Retterne er velegnede til deling ved bordet, og man bør ikke forlade Jah Izakaya uden at have skyllet mindst ét glas sake ned.

Foto: Jason Loucas
Vis mere

Byens Bedste Gastronomi

Noma
Refshalevej 96, 1432 København K

Den 15. februar 2018 slog Noma dørene op til version 2.0. I helt nye bygninger på Refshaleøen henrykker René Redzepi atter gæster fra hele kloden. Det nye koncept deler året op i tre sæsoner, og menuen ændrer sig fra gang til gang. Der blev lagt ud med fisk og skaldyr, og herefter kan man glæde sig til en sæson med fokus på planteriget og til sidst en vildt-
og skovsæson. Vores anmelder kalder alt på det nye Noma for unika, og han gav oplevelsen seks stjerner med torsketunge opad.

Foto: Rasmus Kramer Schou Picasa
Vis mere

Byens Bedste Cocktailbar

Brønnum
August Bournonvilles Passage 1, 1055 København K

På Kongens Nytorv ligger et 400 kvadratmeter stort cocktail-nirvana ved navn Brønnum. Ejerne står også bag de efterhånden legendariske barer Ruby og Lidkoeb, og Brønnum må betegnes som kronen på værket. Lokalerne er mildest talt historiske, og her er flere cocktailstuer ensuite. I glasset får man international stil med et dansk tvist. Eksempelvis er den irske kaffe blevet genopfundet og moderniseret, så den både kan gå til de nysgerrige, og samtidig ikke skræmmer de ældre fans af drikken væk.

Foto: Camilla Stahlschmidt
Vis mere

Byens Bedste Brunch/Morgenmad

Far’s Dreng
Ny Adelgade 7, 1104 København K

Far’s Dreng er altid en farverig smagsoplevelse med fotogent anrettede måltider. I 2017 udvidede folkene bag restauranten med endnu en afdeling på adressen Rosengården 12. Den er ligesom den oprindelige indrettet i hyggelige rustikke omgivelser. Udenfor er der bænke og borde, så man også kan nyde maden med højt til himlen. Det er særligt morgenmaden, stedet er kendt for. Her kan man bl.a. både få croissanter, skyr, vafler og ristet rugbrød eller den større »Sønnikes signatur« med diverse fristelser. Av, det’ lækkert.

Byens Bedste Ølbar

Brus
Guldbergsgade 29F, 2200 København N

Øl i topklasse og storby-coolness bliver mikset til perfektion på adressen Guldbergsgade 29F, hvor bryggeriet To Øl har omdannet en tidligere fabrikshal til bryggeri, tapperi, spisested, bar og gourmetbutik. Hos Brus brygger de øllet på stedet, og med deres 1000-literstanke har de muligheden for at brygge mange forskellige slags øl. Man kan bestille burgere, chicken wings, tatar og andre godter i baren, og man kan komme med til smagninger og rundvisninger i bryggeriet.

Foto: Rasmus Kramer Schou
Vis mere

Byens Bedste Takeaway

Olioli
Gammel Kongevej 169, 1850 Frederiksberg C

Den hawaiianske fiske-tsunami er endelig skyllet ind over København, og OliOli er skyllet med. I de pastelfarvede lokaler på Gammel Kongevej er den rå fiskesalat poke i fokus, og bag disken anrettes den ene farverige skål fyldt med sunde råvarer efter den anden. Man kan blandt andet få tun, laks, rejer eller kammusling på en bund af blomkålsris, radiser, avokado og andre sunde sager, og så kan der skylles efter med Oliolis hjemmelavede juice.

Foto: Peter Troest
Vis mere

Byens Bedste Musikoplevelse

Pumpehusets Byhaven
Studiestræde 52, 1554 København V

En grøn oase med kulørte lamper, kolde drinks og gratis koncerter lige midt i byen. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men den er god nok. Fra maj til september forvandles pladsen foran spillestedet Pumpehuset i Studiestræde til en hyggelig byhave med fest og farver, og her kan man holde fyraften i godt selskab og lytte til fed musik leveret af både etablerede musikere og helt nye bands. Der er altid gratis adgang til Byhaven, lige meget om man kigger forbi onsdag, torsdag, fredag eller lørdag.

Foto: pr
Vis mere

Byens Bedste Streetfood

Hooked
Nørrebrogade 59, 2200 København N

I et års tid trillede den lille food-truck Hooked rundt i København og testede sit koncept af, inden den svingede ned ad Nørrebrogade og åbnede et fast spisested. Hos Hooked bliver alt godt fra havet lavet om til lækker fastfood, og som gæst skal man ikke være bange for at få fedtede fingre. Tanken er, at man hverken behøver at gå på fine eller dyre restauranter for at opleve havets delikatesser. Det kan også sagtens serveres, så alle kan være med.

Byens Bedste Søde Sager

Social Foodies
Gammel Kongevej 115, 1850 Frederiksberg C

Social Foodies er en socialøkonomisk virksomhed, grundlagt i Danmark og med hjertet i Afrika. De har etableret sig flere steder i den tredje verden, hvor de arbejder for at skabe bl.a. flere arbejdspladser og uddannelse. Om sommeren er den hjemmelavede is i fokus. Her kan man vælge mellem masser af delikate smage, og man skal unde sig selv en omgang hjemmelavet guf. Glem alt om den snaskede, lyserøde guf, som man fik i »gamle dage«. Her er guffen fast og »sej«, præcis som man kender den fra en frisklavet flødebolle, som de i øvrigt også producerer på daglig basis.

Foto: Rasmus Kramer Schou Picasa
Vis mere

Byens Bedste Bageri

Juno the Bakery
Århusgade 48, 2100 København Ø

Selvom Juno the Bakery kun har haft åbent siden 29. november, har de allerede skaffet sig en gedigen stamkundekreds. Det forstår man godt, når man sætter tænderne i den knasende croissant, der splintrer som det fineste glas og afslører lag på lag af smørbagt velsmag. Bag Juno står Emil Glaser, der var kok på Noma i seks år, inden han realiserede drømmen om eget bageri. Udvalget er med vilje holdt enkelt, men niveauet er afsindigt højt. Især må Junos kardemommesnurrer og croissanter være hele køen værd.

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Byens Bedste For Børn

Tycho Brahe Planetarium
Gammel Kongevej 10, 1610 København V

Ved søerne finder man Tycho Brahe Planetarium, der åbnede i 1989. En bygning fyldt med viden om rummet. I februar 2018 fik Planetariet en ny fast udstilling under navnet »Made in Space«, der handler om, hvor vi alle sammen kommer fra. Her kan man komme med på en visuel kosmisk rejse i rummet og opleve, hvordan kroppens grundstoffer bliver dannet af alverdens atomer. Derudover kan man også se 3D- og 4D-film på Planetariets kuppelformede lærred, som giver fornemmelsen af selv at være til stede i filmen.

Foto: PR
Vis mere

Byens Bedste Burger

Gasoline Grill
Niels Hemmingsens Gade 20, 1153 København K

Det var et bøf-i-bolle-brag af dimensioner, der ramte København, da det amerikanske medie Bloomberg udnævnte Gasoline Grills burger til en af verdens 27 bedste. Pludselig var lange køer af sultne burgerfans hverdag for den gamle tankstation på Landegreven, og ejer Klaus Wittrup var klar over, at noget måtte gøres. Resultatet blev, at det hypede burgerparadis udvidede med en toer, så der nu også fås økologisk kød i potato-rolls på adressen Niels Hemmingsens Gade 20.

Foto: PR
Vis mere

Byens Bedste Veganske

Souls
Melchiors Plads 3, 2100 København Ø

Københavnerne kan på Østerbro få boghvedepizza, avokado smash, quinoa­pandekager og sunde juicer på den bæredygtige måde. Bag Souls står to australske fyre, Matthew og Jason, som har slået sig ned i København. Deres afslappede væsen og altid store smil gør som regel et besøg herinde til en fornøjelse. Her kan man nyde morgenmad, brunch, salater, vegetarburgere eller blot en kop kaffe. Aftenkortet byder bl.a. på pizza, ramen, salater og en pulled »pork«-burger hvor kødet er erstattet med seitan.

Foto: Gita Femhøj
Vis mere

Byens Bedste Café

Arrebo
Midgårdsgade 1, 2200 København N

Mellem Den Sorte og Røde Plads på Nørrebro ligger Arrebo. En charmerende hjørnecafé, der åbnede i 2017. Her er der »no laptops or tablets«-regel. Arrebo er bestemt også en café, der indbyder til hygge med en enkel og stemningsfyldt indretning. På menuen finder man diverse morgenmadsprodukter og Arrebo-specialiteter som bl. a. karamelliseret grape og surdejsboller med nøddecreme. Både kaffen og maden kan enten nydes inde eller ude, hvor der er opstillede bænke og borde.

Foto: PR
Vis mere

Byens Bedste Nye Butik

Flower Studio
Store Kongensgade 118, 1264 København K

I Store Kongensgade 118 lige over for Nyboder åbnede florist og blomsterbogsforfatter Lars Jon sin anden blomsterbutik under navnet Flower Studio. Butikken er dog først og fremmest et studio, hvor man kan komme ind fra gaden og købe buketter og planter til haven eller få inspiration til blomsterbinderi og dekorationer ved bl.a. at deltage i binderi og dekorationskursus. Her finder man nemlig en butik, der løfter niveauet og oplevelsen af at komme ind i en blomsterbutik, ikke mindst ved at byde på champagne hver fredag.

Foto: Stine Hansen
Vis mere

Byens Bedste Kulturoplevelse

Mystery Makers
Grønningen 15, 1270 København K

Hos Mystery Makers foregår underholdningen ikke kun i lukkede rum. Holdet bag har nemlig udviklet en række skattejagter forskellige steder, som er oplagt til en anderledes venneaften. Indtil videre kan man tage med Mystery Makers på fire forskellige skattejagter på Kronborg, Kastellet, Christinasborg Slot og i Kongens Have. Avancerede skattejagter a la Dan Browns »Da Vinci-mysteriet«, hvor der hele tiden er nye spor, der leder en i den rigtige retning. Måske er gåde- eller mysteriejagt et bedre ord. Fed måde at få historie ind på.

Foto: PR
Vis mere

Byens Bedste Modebutik

Strøm
Strandvejen 102 C og 169 A, 2900 Hellerup

En af Strandvejens lækreste modebutikker er både for ham og hende. Eller det vil sige, Strøm er ikke blot en butik men to, der ligger lige over for hinanden på hver sin side af Strandvejen i Hellerup. Strøm er bestemt ikke en ny spiller på markedet - den åbnede tilbage i 2003, men trods 15 år i branchen formår  butikken at forny sig løbende, både når det kommer til brands og butikkernes visuelle udtryk. Man kan altid være sikker på, at udvalget er værd at smide penge efter. Her finder man bl.a. mærker som Ganni, Acne Studio og Saks Potts.

Saxogade.
Saxogade. Foto: Mark Schiller
Vis mere

AOK-prisen

Saxogade
Saxogade, Vesterbro

Saxogade på Vesterbro er ikke en helt almindelig gade. Her hersker Settlementet, som har forvandlet gaden til en social handelsgade, hvor alle butikker kombinerer en økonomisk, en social og en grøn bundlinje. Virksomhederne i Saxogade er socialøkonomiske og skal tjene penge på almindelige markedsvilkår, men bruger overskuddet til at kreere job og praktikpladser til borgere med mindre bemidlet baggrund. I gaden finder man café, blomsterbutik, designbutik, børnetøj og et værksted.