Har du oplevet en lignende episode? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Henrik Tjørnvig er ikke imponeret over Aarhus Kommunes p-vagter.

Forleden besøgte han en kammerat i Risskov. Han parkerede foran indkørslen, da kammeraten jo ikke skulle nogen steder. Men det skulle han aldrig have gjort.

’Da min datter og jeg efter hyggeligt samvær vil til at køre hjem, sidder der denne hilsen fra Århus Kommune. En bøde på kr. 1.020.- Som der står på parkeringsafgiften, så "spærrer jeg for ind og udkørsel"! Sagen er den, at jeg er til middag for hvem jeg "spærrer" indkørselen’, skriver Henrik Tjørnvig på Facebook.

Aarhus Kommune har sit på det tørre. Ifølge færdselsloven er det nemlig ikke tilladt at parkere ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom – og derfor er p-vagten i sin gode ret til at udstede en bøde. Også selv om der er tale om gæster til den pågældende ejendom.

LÆS OGSÅ: De uhyggelige fund på Raket-Madsens computer: 'Der er nogen, der tænder på den slags'

»Færdselsloven undtager ikke nogen. I det konkrete tilfælde kunne det lige så godt have været naboen, der holdt i indkørslen,« siger parkeringschef Joshua Krogager, Aarhus Kommune.

Er det ikke oplagt, at bilen tilhører en, der er i huset, siden den holder på tværs af indkørslen? Det kunne I jo have undersøgt ved at ringe på?

»Vi går aldrig ind nogle steder. Til gengæld har parkeringsvagterne selvlysende gult tøj på – og de skjuler sig ikke. De går typisk frem og tilbage foran bilen og observerer,« siger Joshua Krogager.

Såfremt Henrik Tjørnvig var kommet ud, mens vagterne var til stede, ville han have sluppet for en bøde, pointerer parkeringschefen, der tilføjer, at p-vagterne tidligere har nøjes med at give advarsler på vejen, men at de nu har bødeblokken med, når de kommer forbi.

»Så vidt jeg ved, er vi faktisk de eneste, der giver advarsler,« siger han.

Håndterer I reglerne nidkært?

»Vores holdning er ikke at være nidkære, men at sikre trafiksikkerhed og fremkommelighed.«

Er det parkeringer på små villaveje, der er det største problem i Aarhus?

»Vi interesserer os ikke meget for små villaveje. Vi har hele Aarhus, og vi er til stede alle steder med forskellig intensitet. Vi kommer ikke oftest i villakvarterer, men vi kommer der selvfølgelig, for ellers ville folk miste respekten for færdselsloven. Vi bliver nødt til at komme regelmæssigt på kontrol.«

På Frederiksberg holder man også vågent øje med bilisternes parkeringssynder, men har for flere år siden indført ti bud, som parkeringsvagterne arbejder efter.

»Vi arbejder efter reglerne, men vi prøver at udvise noget konduite. Vores vagter arbejder efter et forsigtighedsprincip, hvor de vi beder dem spørge sig selv, om de selv ville finde det rimeligt at få den bøde, de er ved at udstede,« forklarer parkeringschef Stefan Rasmussen, Frederiksberg Kommune.

Han ønsker ikke forholde sig til sagen fra Aarhus, men nævner et eksempel på, hvordan Frederiksbergs parkeringsvagter udviser konduite.

»Hvis en parkerende bilist kommer hen til bilen, mens vi står der, vejleder vi om reglerne og giver ham mulighed for at fjerne bilen - uden at udstede en afgift,« siger Stefan Rasmussen.

Forleden kom det frem, at parkeringsområdet - både afgifter og betaling for parkering - årligt indbringer de 98 danske kommuner mere end 800 millioner kroner. En stor del af beløbet afleveres dog i afgift til staten.

Henrik Tjørnvig har umiddelbart før offentliggørelsen af denne artikel valgt at slette sit opslag på Facebook. Han har ikke ønsket at uddybe sin kritik yderligere overfor BT.