Først når Kinas præsident, Hu Jintao, lander i Københavns Lufthavn fredag eftermiddag og sætter sig i limousinekortegen, afsløres de hidtil hemmeligholdte logistiske informationer for besøget.

For indtil da ved offentligheden næsten ingenting om hvor, hvornår og hvordan Hu Jintao bliver transporteret til og rundt i København. Der har eksempelvis været spekuleret i, hvilken rute den enorme kinesiske kortege vil tage fra lufthavnen og ind til det centrale København. Københavns Politi har flere valgmuligheder.

- Vi har dog altid en foretrukken. Men jeg kan naturligvis ikke fortælle dig om den, siger pressekoordinator Lars-Christian Borg fra Københavns Politi.

Præsident Hu Jintao, der er en af verdens mest magtfulde mænd, skal under sit officielle visit i Danmark besøge danske seværdigheder som Rosenborg, Christiansborg og den lille havfrue.

Men det er den enorme delegation, og de møder de skal holde med danske embedsmænd, der kan blive mest interessant set med handelsmæssige briller. Det forventes nemlig, at aftaler for flere milliarder kroner bliver underskrevet i løbet af weekenden. Københavns Politi skal både tage højde for den store delegation og Hu Jintao selv under besøget.

- Når vi får så vigtig en person på besøg i Danmark, er det vigtigt at alt klapper. Den kinesiske delegation er på cirka 200 mennesker, og det er altid en udfordring med så mange mennesker. Alle de steder præsidenten skal være skal afspærres og cleares. Vi har holdt mange møder, og arbejder lige nu på højtryk, siger Lars-Christian Borg.

Ukendt logistik

Ifølge Jyllands-Posten ankommer Hu Jintao til Vilhelm Lauritzen terminalen i København mellem klokken 16 og 17 torsdag. Dette tidspunkt kan dog ikke bekræftes.

Hu Jintao skulle angiveligt ankomme i en specialbygget Boeing 747, hvor hele den kinesiske delegation er ombord. Heriblandt Hu Jintaos hustru, den kinesiske handelsminister, udenrigsministeren, embedsmænd, repræsentanter for kinesiske virksomheder og flere andre højtplacerede folk i Kommunistpartiet.

Udover det kendte officielle program for besøget i Danmark er der endnu ikke sluppet noget ud om, hvad Hu Jintao skal foretage sig. Det kan dog forventes, at han skal besøge det kinesiske samfund i Danmark.
 
BT erfarer, at Hu Jintao og den enorme delegation skal bo på Hotel Radisson Blu Scandinavia på Amager.

Omfattende sikkerhed

Det bliver et ukendt antal specialtrænede kinesiske sikkerhedsstyrker, der sammen med Københavns Politi skal følge Hu Jintao rundt i København. Jyllands-Posten mener at vide, at de kinesiske sikkerhedsstyrker skal samarbejde med PET's livvagter, som skal stå for den såkaldte 'close protection'. Det kan dog hverken be- eller afkræftes af PET.

Når den store kinesiske kortege skal manøvre rundt i København, vil det nødvendigvis også forsage trafikale afspærringer og ophold af trafikken i perioder.

- Men det bliver ikke kaos. Der bliver nogle korte ophold, mens kortegen kører forbi. Det kan vare mellem alt fra 5-10 minutter til en halv time. Men ved Amalienborg skal man nok forvente afspærring i noget længere tid, siger Lars-Christian Borg.

Ligeså ukendt som Hu Jintaos ankomst i Københavns Lufthavn er, ligeså ukendt er hans afgang. Sikkert er det dog, at han flyver mod Mexico og G20-møde omkring lørdag eftermiddag.