En ukendt, dansk milliardær har ifølge flere engelske medier meldt sig ind i ræset om den engelske fodboldklub Notts County F.C, der aktuelt befinder sig i den fjerdebedste række i England.

Ifølge BBC skulle de nuværende ejere hos Notts County, der er baseret i Nottingham i det nordlige England, ellers være langt i forhandlingerne om et salg til den lokale forretningsmand, Alan Hardy. Den proces skulle dog være blevet sat i bero, efter den ukendte dansker skulle have luftet sin interesse.

Ifølge BBC er der tale om en dansk »milliardær«, hvilket i så fald begrænser feltet noget.

Notts County befinder sig aktuelt i et både sportsligt og økonomisk morads, og salgsprisen ventes at ligge et sted mellem 80 og 100 danske millioner kroner. Til gengæld vil køberen kunne prale af at eje verdens ældste fodboldklub.

Det er Ray Trew, den nuværende bestyrelsesformand, der ejer klubben, men han meldte for få dage siden, at han trådte af og satte samtidig klubben til salg. Ifølge det lokale medie Nottingham Post skulle Ray Trew have modtaget adskillelige henvendelser fra potentielle købere siden, men den danske millardær skulle være en af få, man har holdt samtaler med.

Ifølge lokalmediet skulle den danske milliardær have stillet det krav, at Trew fortsætter som bestyrelsesformand, hvilket tilsyneladende adskiller parterne aktuelt.

Udover den danske milliardær meldes en indisk rigmandsfamilie ligeledes interesseret i den traditionsrige klub.