En britisk Helmand-specialist gør i en ny bog op med grundlaget for NATOs krig i Afghanistan. Danskerne og den internationale koalition misforstod hele situationen, hævder han.

Danskerne troede til det sidste, at NATOs krig i Afghanistan handlede om at slå talebanere ihjel. Men det er helt misforstået, hævder den britiske sprogofficer og kaptajn Mike Martin i en ny bog. Det skriver Information. I 2008 blev han sendt til Helmand for at opbygge en enhed i den britiske hær, der skulle kortlægge lokale magtrelationer. Han var også rådgiver for de britiske brigadechefer i Helmand, der havde kommandoen over de danske styrker.

I bogen »An Intimate War« sætter han et stort spørgsmålstegn ved, hvad Danmark og de internationale styrker opnåede i Helmand. Han hævder blandt andet, at de væbnede grupper, danskerne så som en del af Taleban, ofte ikke var andet end fattige fodsoldater, lokale vagtværn og utilfredse ledere.

»Vi førte krig mod de samme mennesker, som vi var i Helmand for at beskytte,« siger den britiske hærs Helmand-specialist nummer ét til Information.

I bogen argumenterer han ifølge avisen for, at danskerne og briterne misforstod »det meste af det, der foregik i Helmand«.

Ifølge kaptajnen blev danskerne blandt andet snydt af en lokal militsleder, der lod, som om hans militsfolk tilhørte den afghanske politistyrke og i årevis styrede en række vejspærringer, som ifølge Mike Martin indbragte ham en daglig indtægt på over 10.000 dollar.

Han hævder også, at danske og britiske officerer lukkede øjnene for en massiv korruptionsskandale ved at betale en million dollar for opførelsen af en politistation, der reelt kostede en tiendedel.

Mike Martin anslår, at NATOs militæraktioner i Helmand har kostet over 10.000 Helmand-borgere livet – hvoraf de fleste efter hans opfattelse ikke burde have været dræbt.

Han påpeger også, at der intet bliver gjort for at opretholde den infrastruktur, der er blevet opbygget, og at veje, el- og vandforsyning i hans vurdering vil være ødelagt om fem til ti år.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.