Greenpeace vil lørdag vise støtte til sine 30 medlemmer, der sidder fængslet i Rusland tiltalt for pirateri. Det sker i en verdensomspændende demonstration, som i Danmark kommer til at foregå i Østre Anlæg i København fra klokken 15.

Her vil Amnestys danske vicegeneralsekretær, Trine Christensen, holde tale, og der vil blive tændt lys og fakler, ligesom det vil være muligt at sende en hilsen til de fængslede, oplyser Greenpeace i en pressemeddelelse.

Resten af verden vil ligeledes blive mødt af Greenpeace-støttedemonstrationer, og organisationen melder således, at der lørdag vil være arrangementer i mere end 80 byer i 50 lande.

Blandt de fængslede er danske Anne Mie Roer Jensen, der i september blev anholdt af de russiske myndigheder sammen med 29 andre aktivister, efter at to af dem var kravlet om bord på en af energiselskabet Gazproms olieboreplatforme i Arktis nord for Rusland. Ifølge Greenpeace for at »beskytte Arktis mod selskabets risikable olieboringer i Rusland«.

BNB