Han var i 60erne og 70erne anfører for ’De vilde engle’. I fredags blev Danmarks første rocker, 71-årige Bjørn Andersen, sendt til himlen af gamle motorcykel- venner. Kroppen hos et menneske, der var født til at leve vildt, kunne ikke mere

Get your motor runnin’.
Head out on the highway.
Looking for adventure.
In whatever comes our way.

Steppenwolf, ’Born to be Wild’, 1968

Der skal nok have været nogle fra det pænere borgerskab på Frederiksberg i København, der blev rystet i den gode smags grundvolde, da de fredag passerede Mariendal Kirke og hørte det gamle Steppenwolf-nummer brage ud af kirkens højtalere, så de blyindfattede glas rystede. Og på den måde kan man sige, at den vilde engel Bjørn Andersen steg til himmels, som han kørte på motorcykel i livet. Som en torn i øjet på normaliteten, som en provokation af borgerdyrene.

’Danmarks første rocker død’, lød overskrifterne for en uge siden, da 71-årige Bjørn Andersen blev fundet død i sin lejlighed i Brøndby. Selvom han var stærkt invalideret ved sin død - med benprotese og glasøje - var det alligevel et falmet, men dog stadig skarpt billede af en frygtet og berygtet bandeleder og hans lige så berygtede rockerbande ’De vilde engle’, der blev manet frem på mange ældre danskeres nethinde. Billedet af en bande, som spredte skræk og rædsel landet over, når de iført rockeruniformen, bestående af læderjakke, tyskerhjelm og nazisymboler, svingede deres motorcykelkæder over de langhårede hippier i slut-60erne.

Bjørn Andersen (split)

Saga Bio

’En af de mest aggressive og brutale politihåndlangere i ’engle-flokkene’, som i disse dage terroriserer demonstranter og tilskuere ved Saga Bio i København, blev i går anmeldt for vold af et af sine ofre’, kunne man i maj 1969 læse i avisen Land og Folk om Bjørn Andersen i forbindelse med voldsomme sammenstød mellem demonstranter og ’De vilde engle’ ved premieren på John Wayne-filmen ’De grønne djævle’.

’Han er iført nazitysk stålhjelm, dekoreret med jernkors og blev iagttaget af tusinder under uafbrudt patruljering langs politikæderne tirsdag aften. Hans bevæbning, en svær stålkæde, havde han konstant klar til slag’, stod der videre om ’De vilde engle’s anfører.

Men hvem var han, Danmarks første rocker? Og hvem og hvad var ’De vilde engle’, som man i dag opfatter som en forløber for nutidens hårde rockerbander som Hells Angels og Bandidos? Historien begynder lige efter Anden Verdenskrigs udbrud.



Bjørn kom til verden i 1941, året efter at tyskerne havde besat Danmark, og var dermed et barn af 40ernes bekymrende fødsels-statistik. Under besættelsen steg fødselstallet med hele 35 til 40 pct., og den store årgang var ikke alene en økonomisk udfordring for den enkelte familie, men også for staten i forhold til pladser i skolerne, udddannelsesinstitutioner og lærepladser. Det massive antal børn og unge gjorde intet for at udligne sociale skel i Danmark. Én gang arbejderklasse, altid arbejderklasse. Og dér hørte Bjørn og hans lillebror Palle - bedre kendt som musikeren Lille Palle - hjemme med en enlig mor på Frederiksberg.

- Der var kun os to. Vi passede os selv, for mor var lidt let på tråden og altid på værtshus. Hun arbejdede som servitrice og elskede at gå ud, elskede at fjante og danse. Så vi måtte passe os selv. Den eneste grund til, at vi slap for forsorgen, var, at vores naboer sagde, at vi godt kunne klare os selv, som Palle Andersen mindes barndoms- og ungdomsårene.

Stærkt sammenhold

At have truslen om forsorgen i baghovedet skabte et enormt stærkt sammenhold hos de to brødre, der sørgede for at løse de opgaver, der kom deres vej.

- Det var os, der var på den, hvis der skete noget, erkender Palle Andersen, som er et år yngre end broderen.

Allerede dengang var der fuld fart på den vilde engel. På Flintholm Alle, hvor familien boede, var der gang i gaden og Bjørn var den naturlige leder, der ikke var bleg for at tage initiativ til ungernes vilde lege.

Men ubekymretheden havde en snarlig deadline. For som økonomien var i familien, var der ikke den mindste tvivl om, at de to knægte skulle ud og tjene til føden. Jo hurtigere jo bedre. 14 år gammel blev Bjørn smidt ud af skolen og efter forskellige løse job,kom han som 16-årig i slagterlære.

Bjørn Andersen (split)

Men der var stadig for meget krudt i røven på ham. En rastløshed, der havde svært ved at finde afløb, indtil han købte sin første knallert og begyndte at hænge ud på kaffebaren ’Slap A’ i Danmarksgade på Frederiksberg, sammen med knallertslænget og andre utilpassede unge, der gik under betegnelsen ’sjakket fra Danmarksgade’. Her opstod der er et fællesskab. Ikke alene omkring de tohjulede. Men også den nye musik, rock’n’roll, og film som ’Farlig ungdom’ og ’Rock around the Clock’. Der kom anderøv i pandehåret, gabardinebukser og gummisko på de behårede drengeben, der blev danset jitterbug i Enghaveparken på Vesterbro og givet den første finger til det pæne borgerskab i deres cottoncoats og bløde hatte.

Også dengang var der gang i gaden, hvor ’sjakket’ kom frem. Bl.a. da netop filmen ’Rock around the Clock’ i 1957 endelig fik dansk biografpremiere.

- Vi var i Bristol (biograf i indre København, red.) hver aften. Og der var fandeme kul på. Politiet stormede, når vi begyndte at lave ståjhej, og så fortsatte slagsmålet langt ud på Rådhuspladsen. Det endte altid med det samme. Salatfadene stod klar, og så fik vi, så hatten passede, som Bjørn Andersen selv fortalte i bogen ’Action, mand!’ fra 1976.

’Indre krudt’

- Jeg synes ikke, at vi var så voldelige dengang. Vi var måske nok provokerende, sagde han videre og forklarede, at de var en flok store drenge, som ’havde så meget indre krudt, som skulle brændes af’.

Eller som Jørgen Christensen - en af de nulevende ’vilde engle’, der dengang gik under øgenavnet Tarzan - i dag udtrykker det:

- Så længe folk ikke generede os, så gjorde vi heller ikke dem noget. Vi havde et kæmpe sammenhold, og det, jeg især godt kunne lide, var vores weekendture til Møns Klint Camping. Så stod den på fest, øl og høj musik, når vi sad og råhyggede os på nogle træstammer rundt om lejrbålet, siger 72-årige Jørgen Christensen - i dag pensionist, der stadig bor i barndomsgaden på Frederiksberg - hvis skæbne også har været farvet af det vilde liv - på godt og ondt.

Lejrbål var der dog ikke meget af, når flokken var på hjemmebane i København. I slutningen af 50erne måtte en delegation fra Danmarksgade-sjakket ligefrem indkaldes til et decideret ’fredsmøde’ for at løse den blodige krig, der var opstået mellem sjakket og den stigende gruppe af fremmedarbejdere, ungarerne. En krig udsprunget af, at de fremmede ’var røget på nakken af et par af vores kællinger’. Og dem skulle de holde sig fra.

I det hele taget havde banden i en årrække masser af sammenstød med dem, de selv kaldte ’spaghettierne’. Næverne sad løst, når de fremmede kom for tæt på den stigende horde af piger, der var stærkt tiltrukket af miljøet og hestekræfterne, som selvfølgelig blev større og stærkere, da det nye årti kom til, og knallerterne blev udskiftet med motorcykler.

Også ’kællingerne’ havde øgenavne. Som Susan Stensikker, Lange Lone, Flade Jensen og Brokbind.

Jette, som Bjørn Andersen mødte i 1962, var dog ikke en del af kliken, men forelskede blev de samme år som The Beatles sang ’Love me do’. Han elskede hende så meget, at hun blev gravid. Han stak af. Vendte tilbage og blev far for første gang. Til datteren Katja Heidi. Snart efter til sønnen Flemming.

- Men Flemming var ikke mere end halvandet år, da de blev skilt. Og der gik mange år, før jeg så ham igen, siger hans første-fødte Katja Heidi Olsen.

For det borgerlige liv - dét som Bjørn foragtede og så som et snærende bånd - ville han ikke lukkes inde i. Han ville have sin frihed med gutterne på to hjul, fest og farver og masse af ballade.

I takt med at 60erne drønede derudad, gjorde sjakket det også på deres to hjul. Og ligesom deres maskiner var skiftet ud, blev fjenderne det også. Selvom kampen mod ’spaghettierne’ stadig stod på, var det nu også de langhårede, hippierne, der kunne få Bjørn og co. op i det røde felt.


Det, der var kendetegnende for læderjakkerne - som de nu blev kaldt i folkemunde - var, at de var arbejdende folk. Tjente til føden og deres hobby om dagen og brugte al deres fritid på at høste frugterne af det ofte hårde fysiske arbejde. De langhårede derimod var studerende og i læderjakkernes øjne samfundssnyltere, der bare sugede penge ud af statskassen.

Igen var det de kulturelle bølger ovre fra USA, der satte deres præg på den danske ungdom. Langhårede såvel som læderjakker. Og da Bjørn Andersen som 26-årig så filmen ’De vilde engle’ - som den danske filmcensur ellers havde forbudt visning af - i 1967, var både han og resten af banden solgt.

- Den gav sjakket en hårdere drejning over i retning af de amerikanske Hells Angels, forklarer Bjørn Andersen i bogen ’Action, mand!’.

Det var en journalist, der fandt på at kalde motorcykel-sjakket for ’De vilde engle’. Og Bjørn Andersen - hvis øgenavn var ’Slagtersvend’ - blev med sine talegaver og ukuelighed hurtigt deres leder.

Et af de mest omtalte sammenstød mellem ’De vilde engle’ og de langhårede var, som tidligere beskrevet, i forbindelse med premieren på krigsfilmen ’De grønne djævle’ i maj 1969. For hippierne var filmen en forherligelse af den forhadte Vietnam-krig, som de jævnligt demonstrerede imod. Og premieren i Sagabiografen var en oplagt lejlighed til igen at vise fredsflaget og foragten for USAs regering.

For ’De vilde engle’ var den blot en krigsfilm.

- De der venstreorienterede ville forhindre nogle af vores venner i at se den film. Det skulle de sgu ikke gøre. Så røg vi i totterne på hinanden, er sådan, som Jørgen Christensen, som stadig kalder sig og bliver kaldt ’Tarzan’, husker det i dag.

Men det gik voldsomt og blodigt for sig. Over flere dage faktisk.

- Vores demonstration havde som sådan intet med ’De vilde engle’ at gøre. Vi ville markere vores modstand mod USAs krig i Vietnam, siger Lars Hutters, som i dag er læge, men dengang var venstrefløjsaktivist.

- Både politi og ’De vilde engle’ ville have os væk fra biografen og englene angreb os med motorcykel-kæder. De var hurtige på aftrækkeren, hvis de følte sig provokeret, husker han om de voldsomme sammenstød, der stod på over flere dage.

- Tredie dag var vi godt forberedt. Så der var vi flest og de endte med at måtte trække sig tilbage, fortæller han.

Billederne fra demonstrationen gik verden rundt, og frygten for de hårdtslående engle bredte sig i hele Danmark.

Aldrig politisk

Men i modsætning til de langhårede, var det bestemt ikke politiske motiver, der drev englene. Hvilket Bjørn Andersen selv slog fast med syvtommersøm i bogen ’Action, mand!’.

- Når vi en gang imellem har været indblandet i større ting, har der som regel været to årsager. For det første kan vi ikke fordrage subjekter, som bliver hjulpet i hoved og røv af samfundet, forklarede han og fortsatte:

- For det andet elsker vi action. Vi kan simpelthen ikke holde os væk, når der er rav i gaden.

Og netop den del af sin brors liv havde Palle Andersen meget svært ved at affinde sig med.

- I forhold til rockere i dag var de sgu de rene engle. Men jeg kunne ikke lide dem, når de var i flok. Så var de nogle skiderikker, og der var godt nok nogle brodne kar imellem, som var på udkig efter ballade. Men havde du dem hver for sig, var mange af dem flinke, fortæller Palle Andersen, som kun i en kort periode i ’knallert-fasen’ var en del af broderens slæng.

En af dem, der dog fik en hel del ud af ’De vilde engle’ som flok, var tv-manden Poul Martinsen. Som ung journalist på Politiken havde han i midten af 60erne fået lov til at følge englene på en udflugt til Sverige. Men sammenstødet ved Sagabiografen inspirerede ham til et psykologisk eksperiment, som kom til at hedde ’Broen’.

Poul Martinsen var nu på Danmarks Radio og var interesseret i at se, om to grupper, der hadede hinanden - nemlig de langhårede og læderjakkerne - kunne finde ud af at arbejde sammen om en fælles opgave. I dette tilfælde bygge en hængebro til fastlandet ude fra en lille ø.

- Bjørn havde udprægede lederevner. Han var velbegavet og morsom og kunne godt se, at der ikke var noget vundet ved, at hans gruppe begyndte at tæve løs på de langhårede. Og det undgik de faktisk, bortset fra til allersidst, hvor en af de langhårede fik en øretæve. Ikke af Bjørn men af en af de andre engle. Og broen blev bygget. Eksperimentet lykkedes, siger den nu 79-årige Poul Martinsen, som selv blot var syv år ældre end Bjørn og indbegrebet af en pæn borgerdreng.

Og dermed én af dem, der kunne have foragtet englene og det, de stod for.

Venstrefløjsaktivisten

- Hvis man gjorde sig den ulejlighed at komme ind i gruppen, snakke med dem og tage dem alvorligt, fandt man jo ud af, at det meste af det, man hørte om dem, blot var fordomme. Alt det med deres nazi-udstyr, jamen der var ingen form for nazisme i de der drenge. Hvis de blev provokeret, ja så slog de igen. Men det var skæg og ballade det meste. De fandt jo ud af, at det forargede folk bare at se dem, at det forargede, når de gassede op på deres store tunge motorcykler og drønede ned gennem gaderne. Folk var ved at falde ud ad vinduerne, siger Poul Martinsen.

Han var ikke ene om at få et mere nuanceret forhold til englene og især deres leder Bjørn Andersen.

Venstrefløjsaktivisten Lars Hutters, der som nævnt ovenfor var i direkte kamp mod Bjørns bande foran Saga i 1969, endte med at få et nært forhold til sin ’fjende’ Bjørn Andersen.

- Kort efter sammenstødene arrangerede Politiets ungdomsklub flere debatmøder mellem mig og Bjørn, og der kom jeg til at lære ham at kende. Han var ualmindeligt sød, en dejlig og varm person, og vi kom til at holde rigtig meget af hinanden.

Opløsningen

- Jeg har aldrig forstået, når folk sidenhen har betragtet dem som forløbere for rigtige rockere. Jeg er selv vokset op i et kvarter, hvor vi var lidt vilde. Og hvis jeg ikke var blevet læge, vil jeg ikke afvise, at jeg var blevet ligesom Bjørn. Så jeg forstod dem godt. Sådan var tiden. Jeg kommer selv fra en arbejderklasse-familie, er vokset op i ghetto, og mange af mine kammerater fra dengang fik det svært og nogle af dem slog på tæven. Jeg var bare så heldig at få nogle muligheder, som fik mig ud af det miljø. Men jeg forstod dem, siger Lars Hutters i dag.

Muligheder var også, hvad de fleste engle gik og ventede på. Og for mange blev stiftelse af egen familie den mulighed. Allerede i midten af 70erne begyndte ’De vilde engle’ lige så langsomt at opløses, og nye, mere brutale bander som Filthy Few og Galloping Goose tog over. Og da Poul Martinsen i 1980 vendte tilbage til englene for at lave en ny dokumentar om dem, var de selv blevet det, de foragtede. Borgerdyr.

- De selvsamme piger, som de havde haft en grov tone overfor, var dem, der endte med at få dem til at sidde og drikke te og stritte med lillefingeren. Englene blev borgerliggjort. Men det skete ikke for Bjørn. Han holdt fast i at ville være sig selv. Leve frit. Han mente det alvorligt, siger Poul Martinsen.

Bjørn Andersen havde ellers haft rig mulighed for at stække sine vinger i familiens skød. Efter skilsmissen fra Jette fandt han i 1967 sammen med en af ’kællingerne’ fra gruppen, Hanne - eller ’Store Salami’ som hendes øgenavn var - og fik sønnerne Morten og Peter med hende. Heller ikke det forhold holdt længe. Dernæst fulgte Elsebeth, som han i starten af 70erne fik Tommy og Marianne med, og var det tætteste han kom på en slags familieliv.

Og det var også på det tidspunkt, at hans første-fødte Katja Heidi Olsen besluttede at tage kontakt til sin far igen. Efter ti års tavshed.

- Hvem Heidi? sagde stemmen i den anden ende af telefonrøret. Seks børn var mere, end han kunne holde styr på.

Genforenet med datteren

Den vilde engel blev dog genforenet med sin datter, som dermed fik mulighed for at følge med i livet efter englene. I et liv, hvor der som tilbage i 1957 ’fandeme skulle være kul på’.

Nu foregik det bare på værkstedet med at ombygge Harley’er. Og med at være bodyguard for verdensstjerner som Liza Minelli, Sammy Davis Jr. og Abba. Bjørn Andersen var begyndt at hænge ud i musikmiljøet og på den tid var personlige bodyguards ikke en del af stjernernes entourage. Så selv om den tidligere engel blot var ’en lille lort’ på 1,65 m, udstrålede han tilpas meget autoritet til tjansen. En autoritet han i øvrigt også brugte løs af, da daværende chefredaktør Kurt Thyboe på mandebladet Ugens Rapport hyrede ham til at være deres fotograf i verdens brændpunkter. Bjørn Andersen var bare født til at leve vildt.

- Min far har været en kat. Han har brugt mindst ni liv. Har haft nyresvigt to gange, amputeret både det ene og det andet, havde kunstige hofter, ligget i koma i Tyskland efter en ulykke. Han kunne bare ikke slås ihjel, siger datteren Katja.

Men det kunne han altså.

Selvom Bjørn med sin benprotese, glasøje og nedsatte syn på det raske øje havde haft god grund til at synke ind i selvmedlidenhedens klynkende favn, insisterede han til det sidste på at der skulle være action i hans liv. Måske ikke som i gamle dage. Men Bjørn Andersen kunne nøjes med mindre. Hvadenten det var banko om søndagen eller fisketure med sønnen Morten og vennerne. Eller sine årlige rejser til Benalmadena i Spanien, hvor han nød livet i solen.

Det var her, han i april af lægerne på hospitalet fik sin dødsdom. Hans sukkersyge var gået amok, alt var eksploderet inde i hans krop, sagde de og nægtede at lade ham flyve hjem. Det var for risikabelt. ’Bliv her og dø’, tilbød de.

Bjørn Andersen fløj hjem. Og fik - som så ofte før - kontrol over sukkersygen. Men ikke længe. Pinselørdag kunne den vilde engels krop ikke længere. Han døde i sin lille lejlighed i et betonbyggeri i Brøndby Strand. På 15. sal, tæt på himlen.

Hun er ked af det, den førstefødte Katja Heidi Olsen. Men sorgen har ikke overmandet hende endnu. Der har ikke været tid. Ligesom sin far bliver hun stående, til hun vælter.

- Er du stærk nok, så overlever du. Ellers går du ned med flaget. Og det er der nogle af hans børn, der har gjort. Men sådan er jeg bare ikke. Der ligner jeg min far for meget, siger hun.

- Jeg er bare glad for, at han har levet livet lige til det sidste.

Steppenwolf, ’Born to be wild’, 1968.