'Hej. Jeg er en ung pige på 15 år, som leder efter et arbejde fordi jeg mangler penge. Ring, hvis I kan bruge mig. Knuzzer.'

Denne jobansøgning har jobportalen for unge, ungarbejde.dk, rent faktisk modtaget, skriver Avisen.dk. Og Rasmus Terp, der er medejer af portalen, der formidler kontakt mellem erhvervslivet og unge mellem 13 og 25, er efterhånden chokeret over, hvor forkælede og tankeløse de unge fremstår.

LÆS OGSÅ: Her er verdens måske værste jobansøgning

- Vi modtager dagligt jobansøgninger, der simpelthen ikke kan bruges til noget som helst. Det er utroligt, hvad de unge tror, de kan tillade sig. De virker utroligt forkælede og har en idé om, at erhvervslivet eller vores jobportal skal finde et arbejde til dem, siger han til bt.dk og giver et par eksempler på henvendelser, de har modtaget.

- Fornyeligt sendte en dreng på 13 år en besked til os, hvor han blot skrev - 'Hej, jeg er tretten. Kan jeg ikke få et job?' Der er også de mere typiske, som - 'Hej, jeg er ret god til mennesker. Så sig til, hvis I vil have mig. Ses.'

De useriøse ansøgninger er meget udbredt blandt de helt unge teenagere på 13 til 16 år. Men også de ældre mangler dygtighed.

- Vi oplever også fejlene, når de bliver ældre, men ikke på helt samme måde. Der er skrevet mere til, men ansøgningerne har en kæmpe mængde stavefejl. Navne er ikke skrevet med stort, og begrundelsen for at søge arbejde er stadig ret ofte - 'jeg mangler penge'. Der mangler seriøsitet i deres ansøgning og deres tilgang til jobsøgning, siger Rasmus Terp.

Og problemerne stopper ikke ved de mangelfulde ansøgninger. Hvis de unge er så heldige at komme igennem nåleøjet og blive kaldt til jobsamtale, er det langt fra alle, der rent faktisk møder op.

- Kun 50 procent af de unge møder op til den aftalte jobsamtale. Det oplever mange af de virksomheder, som vi er i kontakt med. De unge mangler helt grundlæggende en seriøs tilgang til et fritidsjob, så hvis de hellere vil hænge ud med vennerne den dag, hvor samtalen falder, så bliver de bare væk, siger Rasmus Terp til bt.dk.

På ungarbejde.dk var der flere fritidsjob at vælge mellem for to år siden end i dag. Og det gør det endnu sværere for de unge at få job.

- Ikke nok med, at de unge gør det næsten umuligt for dem selv at få et fritidsjob med det engagement, de lægger for dagen, så er det endda svært at komme forrest i køen i øjeblikket, hvor virksomheder kan vælge og vrage mellem unge mennesker. Man skal tage sig sammen, hvis man vil have et job, siger Rasmus Terp til bt.dk, der anslår, at man skal sende omkring 10 ansøgninger, før man rammer plet.

Og så skal ansøgningen altså også være i orden. Herunder ses nogle eksempler på ansøgninger, som unge har sendt ud til forskellige virksomheder.

Hej Jeg hedder Peter og jeg er 15 år. og jeg tænkte om jeg kunne få arbejde her´i sommeren. Fordi jeg kan li' at abejde. Og håber at jeg får arbejde her hos jer - I virker ret søde.

Hej
Søger job, som avis bud i skanerborg. Jeg bor op i skanderborg øst. har i nogle ledig rutter til mig? Venlig Hilsen XXX

Hej. Jeg søger et arbejde i Storkøbenhavn. Det skal være under ordnede forhold. Jeg er rigtig god til at arbejde, og regner med, at jeg hurtigt kan lære de nye områder i et nyt arbejde, at kende. Venlig hilsen Lise

Hej Svend,
Har brug for hjælp, til at finde et fritidsarbejde. Har det svært med, at finde et. Håber i kan bruge mig. M.V.H Dennis



Hej jeg hedder Patricia og jeg er 12 år og bliver 13 til august ville jeg ikk kunne arbejde lidt før jeg bliver 13. Send mig en mail.

Hej UngeArbejde.dk :)
Kan i ikke finde et godt job til en 13 årig ( fra KBH ) :) Alt andet end det der Avis Shit..

Hejsa! :) Jeg er en frisk ung 17 årig pige. Jeg søger meget efter et job, men det er lidt svært at finde et. Jeg tænkte på om i kunne hjælpe mig. Please kontakt mig via mail eller mobil.

Hej. Jeg vil gerne arbejde. hvor mange gysser får man! og hvilken rute får man og får man et kort til turen?

Hej ,jeg kvinde meget stabil og fleksible med rengørings erfaring i10 år .jeg gør rent hos privat jeg glæde at høre fra jer for hånde tak

Jeg er en pige på 23, Jeg har hørt at i at i nogen gange mangler noget hjælp, og det er perfækt, for jeg står og mangler et job på 37 timer, og kan starte med det samme. I er meget velkommen til at ringe til mig, for at høre mere, jeg er villig til at komme i praktik først

hej jeg hedder kristoffer. jeg søget et arbejde og tænke på om i kan hjælpe mig for jeg har søgte arbejde i rigtig lang tid og kan ikke find et og jeg vil meget gerne arbejde.