Den tidligere prostituerede Tanja Rahm har i et blogindlæg sat gang i debatten om prostitution på ny. Men branchen indeholder ikke kun mørke historier.

- Jeg har kun haft søde og rare kunder. Én enkelt gang har jeg haft en dårlig oplevelse på de fem år, jeg var prostitueret. Sådan lyder beretningen fra 36-årige Heidi Hansen, der har arbejdet både på bordel og som escortpige indtil for to år siden.



Hun tror ikke på, at alle prostituerede er ulykkelige og bliver behandlet dårligt - for hendes egen oplevelse af branchen har været god. Derfor ærgrer det hende også, at Tanja Rahms historie om sin tid som prostitueret tegner et så dystert billede af branchen. Heidi Hansen mener nemlig, at man altid selv har et valg.

- Hun får det til at lyde som om, at det er frygteligt at være prostitueret. Medmindre du er blevet direkte tvunget ud i jobbet, har du altid ret til at sige nej, siger Heidi Hansen.

Tanja Rahms blogindlæg er siden sin publicering i sidste uge gået viralt. Her fortæller hun blandt andet om, hvordan hun kun havde foragt til overs for sine kunder. Tanja Rahm var prostitueret i tre år.



- Det er noget værre fis. Jeg blev både mere glad og fik mere selvtillid, da jeg arbejdede som prostitueret. Og jeg kunne starte igen i morgen, hvis det var, fortæller Heidi Hansen. Hun stoppede som prostitueret, da hun kom i et fast forhold, og mener desuden, at kunderne bare betaler for sex.

- Kunderne ved, at vi faker. De betaler ikke for sex, men for at vi holder vores kæft.