Mandag offentliggjorde Sports Illustrated en række billeder af en nøgen bodypaintet Caroline Wozniacki. Det fik Berlingskes sportsredaktør til at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Wozniacki nu var et større brand end sportsnavn i dagens udgave af Berlingske. »Sexistisk« lyder det fra Dansk Kvindesamfund.

Er Caroline Wozniacki i virkeligheden gået hen og blevet et større brand end en sportsstjerne, spurgte Morten Crone Sejersbøl i en klumme dagens udgave af Berlingske. Det fik Dansk Kvindesamfund til at reagere:

Efterfølgende uddybede Helena Hansen så over for BT.

»Underlødig og sexistisk måde han omtaler hende på, da hun bliver "slutshamet" og udskammet for hendes seksualitet, og understreger at han ikke anerkender hende som sportsstjerne,« siger Helena Hansen fra Dansk Kvindesamfund til BT om Berlingskes sportsredaktør, Morten Crone Sejersbøl.

Morten Crone Sejersbøl argumenterer i klummen for, at Caroline Wozniacki er et større brand end sportsstjerne qua hendes nuværende 19.-plads på verdensranglisten, mens hun poserer nøgen i det populære sportsmagasin Sports Illustrated.

Og det er billederne af Caroline Wozniacki uden en trevl i Sports Illustrated et symbol på, mener Morten Crone Sejersbøl.

Den påstand anfægter man dog hos Dansk Kvindesamfund.

»Hun er trods alt den danske tennisspiller, der har klaret sig bedst, men fordi hun nu er med i et magasin og er bodypaintet, så er det ikke ok?,« spørger Helena G. Hansen og udtaler samtidig, at man ikke ser lignende artikler om mandlige sportsstjerner, hvor hovedfokus er på deres udseende frem for sportslige præstationer.

Men ifølge Morten Crone Sejersbøl har det intet at gøre med personen Caroline Wozniacki:

»Vi har skrevet adskillige artikler om Ronaldo og Nicklas Bendtner og andre bodypaintede kvinder, så det gør vi også. Men det er jo opsigtsvækkende, når de træder ud af den arena, som de normalt optræder i. Det skal ikke opfattes som en kritik det her,« lyder det fra Morten Crone Sejersbøl.

Hun bliver dømt

I klummen hæfter Morten Crone Sejersbøl sig desuden ved, at kurven for Caroline Wozniacki som atlet de seneste år har været nedadgående, mens kurven for danskerens brand har været opadgående.

Og i takt med den opadgående brand-kurve har Caroline Wozniacki også være mere tilbøjelig til at smide tøjet, hvilket kulminerede med billederne i Sports Illustrated mandag.

»Det sexistiske i det her er, at journalisten går ind og dømmer hende på hendes udseende mens han siger, at hun bliver dårligere jo mere tøj, hun smider. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Hvorfor er det kun Wozniacki og andre kvindelige sportsstjerner der udsættes for den slags? Man dømmer jo ikke David Beckham for at vise brystvorter og bule i underbukserne, men med Wozniacki er det en anden sag på grund af hendes køn. Det er dobbeltmoralsk,« lyder det fra Helena G. Hansen.

Morten Crone Sejersbøl anser dog ikke hans klumme for en kritik af Caroline Wozniacki:

»Det er mere en analyse end en holdning. Hun er i sin gode ret til at bestemme, hvad hun stiller op til, og jeg udtrykker ingen holdning til, om billederne er underlødige eller ej. Jeg kan godt forstå, at det kan opfattes som om, at jeg dermed mener, at det er rigtigt at kritisere hendes valg, men det er slet ikke min hensigt at gå ind i den diskussion.«

Brand eller ej?

Morten Crone Sejersbøl har haft til hensigt at »diskutere, hvorledes Caroline Wozniacki er størst som sportsudøver eller som brand.«

En diskussion, som han selv erkender, er to svært sammenlignelige størrelser.

»Men jeg konstaterer, at hun helt objektivt efter en meget flot karriere, hvor hun nåede at være nummer 1 i verden meget længe, nu befinder sig på samme niveau på verdensranglisten, som hun gjorde for otte år siden«, lyder det.

Helena G. Hansen ærgrer sig dog over de rammer, kvindelige sportsstjerner har at manøvrere i forhold til, hvilke idealer de skal leve op til. Ifølge Helena G Hansen skal tennisspillerne - udover gerne at vinde - helst se godt ud, når de spiller, men samtidigt må de ikke se for mandige ud, som Serena Williams bliver beskyldt for. Når de så viser meget bar hud, hvilket »givetvis« er en måde at brande sig på, så bliver de »udskammet« for det.

»Man forlanger det umulige af hende. Hun skal være sexet, men ikke for sexet.«