Når det bliver varmere, kan havene ikke længere opsuge så store mængder drivhusgasser, som de gør i dag. Det får store konsekvenser, siger forskere.

Verdenshavene optager i øjeblikket mellem en tredjedel og halvdelen af de drivhusgasser, menneskeheden sender ud i atmosfæren. Men det vil næppe fortsætte, for de stigende temperaturer påvirker også oceanernes evne til at opsuge CO2.

I det hele taget spiller havene så stor en rolle for Jordens økosystemer, at vi har brug for meget mere viden om processerne under vandoverfladen, siger havøkolog og professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet under et symposium onsdag i København om havene og klimaforandringer.

- Vi tror, at klimaforandringer drejer sig om luften, fordi vi mennesker befinder os i den. Men det er kun 4-5 procent af den varme, der ophobes ved jordoverfladen, som findes i luften. Omkring 85 procent havner i oceanerne. Havet opvarmes meget, meget hurtigt. Data fra 2008 viser, at havene opvarmes 50 procent hurtigere end antaget i den seneste rapport fra FN's Klimapanel. Og temperaturændringer betyder meget for havets optag af CO2 fra atmosfæren, siger Katherine Richardson.

Hun peger på, at klodens hedetur formentlig vil betyde, at koralrev sidst i dette århundrede ikke længere kan overleve nogetsteds. Det skyldes bl.a., at havene bliver forsurede, når CO2-indholdet øges, og det påvirker korallernes evne til at danne kalk. Det får igen økonomisk betydning, da koralrev har stor betydning som turistattraktioner og fiskepladser.

Symposiet i København med forskere fra 50 lande er arrangeret af det internationale netværk Global Biodiversity Information Facility (GBIF), som har sekretariat på Københavns Universitet. Netværket indsamler data om havenes biologiske mangfoldighed til brug for regeringer og andre beslutningstagere.

/ritzau/