48-årig mand forlod hospitalet med sjælden høj og livsfarlig promille

En 48-årig mand blev søndag morgen kørt til Kolding Sygehus med en promille på 5,7. Kort efter forlod manden hospitalet og drak en ny flaske vodka. Sjælden høj promille, mener overlæge.

- Den 48-årige mand blev indlagt med en promille på 5,7, men efter noget tid besluttede han sig for at gå hjem og drikke videre, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Martin Rasmussen.

Ifølge politiets oplysninger købte manden et par flasker vodka på vej hjem og drak knap en flaske, før en kammerat på bopælen fandt den 48-årige bevidstløs. Manden blev atter kørt på hospitalet, og da han vågnede, ville han igen forlade hospitalet for at drikke videre.

- Havde han drukket videre, så var han altså død. Derfor blev han tvangsindlagt til afrusning, siger vagtchefen. Den 48-årige er ifølge politiet nu uden for livsfare.

Normalt giver en promille på over tre risiko for bevidstløshed og koma og over fire kan være livsfarligt.

Udvikler alkohol-tolerence

- Det er meget sjældent, at vi ser nogen med så høj en promille, siger klinisk overlæge ved Center for Misbrugsbehandling og Pleje, Christian Hvidt. Han har kun en gang behandlet en person med en promille på over fem.

Når nogle personer kan overleve en så høj promille, så skyldes det ifølge overlægen formentlig toleranceudvikling. Et længerevarende misbrug af alkohol kan føre til toleranceudvikling, hvor man kan tåle mere og mere, og bliver mindre fuld af den samme mængde alkohol.

- Han må være helt exceptionel tolerant, altså kan tåle rigtig meget. Man kan normalt ikke slippe godt fra en promille på over 5 – man skal have indtaget alkohol i længere tid for at kunne tåle det, siger Christian Hvidt.

Fakta om promiller

Rusvirkningen af alkohol indtræder efter 5-20 minutter.

0,2 promille: Øjets evne til at fokusere og omstille sig fra lys til mørke forringes.

0,5 promille: Evnen til at opfatte situationer og samtidig udføre præcise bevægelser forringes. Synsvinklen indsnævres.

0,8 promille: Nedsat koordinationsevne og øget reaktionstid.

1,0 promille: Opmærksomheden og koncentrationsevnen er svækket. Man begynder at blive træt og får nedsat balance og bevægelsesevner.

1,5 promille: Man får udtalt forringet bevægelsesevne og talebesvær. Centralnervesystemet har fået nok (og maven sikkert også).

2,0: promille: Udtalte forgiftningssymptomer, manglende selvkontrol.

3,0 promille: Man har manglende kontrol med for eksempel urinblæren og kan miste bevidstheden.

4,0 promille og derover: Bevidstløshed og livsfare.