Mange julegaver bliver i år købt på nettet. Det giver trængsel og alarm i pakkebokse og posthuse rundt i landet.

Seks ud af ti danskere forventer at købe en eller flere julegaver på nettet i år. Men mange bliver nødt til at tage en ekstra omvej for at hente sin pakke, andre må vente længe i kø på posthuset og visse får beskeden om, at deres pakke er forsinket. PostNord og GLS bringer en del af julepakkerne ud i år, og de mærker i den grad til travlheden.

»Vi plejer at bruge udtrykket, at vi i denne periode skal have alle mand og biler på gaden,« siger Jørgen Fischer, e-handelsrådgiver hos PostNord.

En ny undersøgelse fra Foreningen for Dansk Internet Handel, FDIH, viser, at over halvdelen af danskerne forventer at købe julegaver på nettet, og det gør de især, fordi de sparer tid. Men i sidste ende kan det store pakkekaos på posthusene og pakkeboksene gøre, at man alligevel skal bruge lang tid på at få julegaven hjem.

GLS Danmark og PostNord har været nødt til at sende nogle af deres pakke-modtagere på en omvej, fordi pakkeboksene eller posthusene var fulde, og nogle af GLS’ kunder må vente længere tid på deres pakker.

»Vi har oplevet en voldsom stigning i volumen i år. Næsten dobbelt så mange pakker som samme tid sidste år. De mængder, vi oplever, er langt større, end hvad vi kunne forudsige. Nu er vi godt i gang med anden sidste uge inden jul og er godt med, men vi har meget at se til og dermed forsinkelser i vores standard dag-til-dag service,« skriver Marianne Møller Jensen Manager Customer Service fra GLS.

Danskerne er vilde med at købe julegaver på nettet, viser en ny undersøgelse fra Foreningen for Dansk Internet Handel
Danskerne er vilde med at købe julegaver på nettet, viser en ny undersøgelse fra Foreningen for Dansk Internet Handel Foto: Kilde: FDIH
Vis mere

Syv procent af dem, som ikke vil købe deres julegaver på nettet, vælger de fysiske butikker, fordi er bange for, at pakken aldrig kommer frem, viser undersøgelsen fra FDIH.

PostNord fortæller, at de på nogle af de største pakkedage i julen omdeler over en halv million pakker og breve fra netbutikker. Derfor kan det ske, at en pakkeboks eller et posthus er fyldt, og nogle må på en omvej for at få deres pakke. Alternativet ville være, at de skulle vente på deres pakke. De tusindvis af pakker, som skal over disken på posthusene kan give længere ventetid. Men omvejen og ventetiden kan man undgå.

»Men man kan hjælpe sig selv, ved at hente pakkerne tidligt om morgenen eller sent om aftenen, netop fordi vores posthuse er i supermarkederne med lang åbningstid. Hvis man vil undgå posthuset, kan man bruge vores ’modtagerflex’, hvor man kan levere pakken, selvom der ikke er nogen hjemme,« siger Jørgen Fischer, e-handelsrådgiver hos PostNord.

Sådan slipper du for pakkekaos:

1. Bestil julegaverne i god tid, når du handler på nettet og hold øje med netbutikkens sidste leverings frist
2. Hent Postnords trackingapp, så får du automatisk besked, når der er nyt om pakken.
3. Udnyt åbningstiderne på posthusene, der ligger i supermarkederne.