Først gik skibsrederen Lars Juhl i koma. Men ét wake up call var ikke nok. Så døde han to gange. Det hjalp heller ikke. Men da han kørte til Lolland og var stille i tre dage, skete der noget.

»Har du haft en god dag, skat?«

Vi springer ind i Lars Juhls liv i 2009. Han er godt 40 år og har et hektisk arbejdsliv bag sig, hvor det har handlet om én ting og én ting alene: At tjene så mange penge som overhovedet muligt. Koste hvad det vil.

Lars Juhl voksede op nord for København i en familie, der ikke havde lige så mange penge, som de familier hvis børn han omgav sig med. På et tidspunkt blev forældrene skilt, fordi moren fandt en ny mand. Lars og hans bror valgte at blive hos faren, selv om også han forsvandt mere eller mindre ud af deres liv, da han fik en ny kæreste.

Det er en historie om arv og miljø. Om svigt. Og om at bruge penge og statussymboler til at vise, at man er god nok.

Som ung tog Lars Juhl til London og blev tøjsælger. Han skiftede til shipping, for der var flere penge. Flyttede til Asien. Fik med årene titel af skibsreder. Og blev et tiltagende dumt svin. Svindlede og sejlede med våben og andre tvivlsomme laster om dagen. Var sine kærester utro med hundredvis af prostituerede om aftenen.

Det hele spænder over 20 eskalerende år og er beskrevet ned til mindste slibrige detalje i bogen »Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op«. Underholdende, ubehagelig og sjældent ærligt skrevet i samarbejde med journalist Steffen Stubager – og på hylderne hos boghandlerne i morgen.

Da vi kommer ind i hans liv i 2009, er Lars Juhl blevet far og gift med Diana. Parret flyttede tilbage til Danmark efter nogle år i Houston i USA, hvor Lars Juhl gav den som fandens karl. Arbejdede med 240 i timen og var for første gang døden nær, da et væddemål om at løbe om kap i 37 graders varme endte med tre dage i koma og en overhængende fare for levertransplantation.

Hans krop var ved at sige stop. For selv om han havde lagt druk og seksuelle udskejelser på hylden, havde han aldrig arbejdet hårdere. Hvilket sagde ikke så lidt i hans tilfælde. Året forinden blev et af hans skibe kapret af somaliske pirater, og han sov nærmest ikke i 30 dage, mens han forhandlede med piraterne. Næppe var den krise overstået, før en ny indtraf: Finanskrisen.

Op til da fik den ikke for lidt. Lars Juhl købte biler i et væk. En ejendom her og der. Købte finere og finere heste til Diana. Sendte hende til Island for at shoppe heste til 400.000 kroner stykket. Tog på dyrskue og så en frontlæsser med teleskoparm. Sådan en måtte de da bare have. Til en kvart million. Plus ekstraudstyr for 100.000 mere. Kom forbi en forretning med både en dag og tænkte: »Vi har jo en sø på vores nye gård. Vi skal da have en båd.« Købte den. Sejlede en tur i den. Den gik på grund, fordi søen var for lille og for lav. De sejlede aldrig i den igen.

Men pludselig vendte det. Efter årevis, hvor det nye kvartal altid var bedre end det forrige, gik det pludselig den forkerte vej. Og det går hurtigt, når man har lejet 20-30-40 skibe til 15.000 dollars i døgnet, men pludselig ikke har noget at sejle med.

»Har du haft en god dag, skat?«

»Arrhhh, det kan man ikke lige sige. Vi har lige tabt 100 millioner kroner.«

VISUALISER DIN EGEN BEGRAVELSE

Det er en solrig dag i september 2015. Lars Juhl sidder på sit kontor på herregården Ødemark tæt ved Sorø for at tale om sin nye bog. Han har et stramt designerjakkesæt på, smartphonen ringer og bipper jævnligt, og Teslaen holder til opladning udenfor. På overfladen ser det ud til, at intet er forandret. Men alt er forandret, betror han mig.

Han har lige fortalt mig om komaen i Houston, om de somaliske pirater og om de 100 millioner, der forsvandt fra den ene dag til den anden. Og om den efterfølgende »blodige turnaround«, hvor hans firma Skan-Trans lukkede halvdelen af kontorerne, fyrede halvdelen af medarbejderne, og alle de resterende gik drastisk ned i løn.

»I vores familie kæmper vi, til vi segner. Og så kæmper vi videre, når vi vågner igen. Vi giver ikke op. Det er ikke legitimt at give op, før man er død. Så jeg overhører alle de signaler, der er. Som min farfar sagde: Der skal bare mere halm i træskoene. Hvis det knirker, så bare løb hurtigere, så kan vi ikke høre det.«

Døden nær med to hjertestop og en nær-levertransplantation fik ikke Lars Juhl til at geare ned. Men seks katolske nonner på Lolland fik ham på andre tanker.
Døden nær med to hjertestop og en nær-levertransplantation fik ikke Lars Juhl til at geare ned. Men seks katolske nonner på Lolland fik ham på andre tanker. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

På et tidspunkt stod Lars Juhl i Barnes & Nobles i Houston og flåede en tilfældig bog ned blandt de nærmest uendelige hyldemeter med selvhjælpsbøger. Det var Stephen Coheys »7 Habits Of Highly Effective People«, hvor han præsenterer den berømte øvelse, hvor man skal forestille sig at ligge i kisten til sin egen begravelse – og tænke over, hvad man gerne vil have, folk siger om en.

»Jeg tænker, at det er en genial øvelse, men får aldrig gjort det. Jeg reflekterer simpelthen ikke over, hvor jeg er på vej hen, og hvad det hele handler om. Heller ikke da jeg gik i koma og var ved at få en levertransplantation. Der sker først noget, da jeg dratter om med hjertestop hjemme i huset i Sorø. Mandag 31. oktober 2011. Diana giver mig hjertemassage og får gang i mig igen. På hospitalet tvinger hun lægerne til at beholde mig, og det er meget godt, for da jeg går ud i kaffestuen om aftenen, banker jeg hovedet ned i kaffebordet med et nyt hjertestop. Jeg får at vide, at jeg skal have en tokamret pacemaker. Jeg ville ikke ringe hjem og sige det, for Diana ville blive sindssygt bekymret, men den aften satte jeg mig ned og skrev, hvad jeg gerne ville have, at hun sagde om mig til min begravelse.«

Hvordan går det?

»Det går sådan, at i det øjeblik, hun skal til at sige sine mindeord, borer jeg begge fingre ind i øregangene, for jeg vil bare ikke høre, hvad hun siger. Jeg ved jo i virkeligheden godt, at jeg ikke har levet et liv, som får hende til at sige de ting, jeg gerne vil have, hun skal sige om mig.«

Ser du lyset, eller kommer det gradvist?

»Jeg ser ikke lyset endnu, men lå omvendt heller ikke der og ærgrede mig over, at jeg ikke havde brugt noget mere tid på kontoret… Tværtimod ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde brugt mere tid med familien og venner og været der for nogen. Man ligger der: Fuck, mand… Pacemaker! Jeg er 43 år og i mit livs bedste form. Hvad fanden sker der lige for det? Nu er mit liv afhængig af noget hardware og noget software, nogle ledninger, der går ind gennem hjerteklapperne. Din iPhone skal genstartes engang imellem, og nogle gange skal din printer hives ud af stikket og sættes til igen. Det samme med mig – og det kan jeg sgu ikke gøre selv. Det er et kæmpe tab af kontrol. Vi tror alle, at vi er udødelige og sover stille ind som 86-årige mæt af dage med en kærlig familie omkring os. Men det er ikke altid, det er sådan. Det går pludselig op for mig, at jeg er dødelig, og at der er en grænse for, hvad min krop kan klare. Så jeg føler mig dum, at jeg har presset mig selv derud. Grundlæggende er der tre måder, vi kan reagere på, når vi oplever noget traumatisk. Vi kan kæmpe, vi kan flygte, eller vi kan stivne. Jeg har altid kæmpet. Men for første gang flygtede jeg. Jeg tænkte: Holy shit, jeg skal bare ikke tilbage til det der. Det er fanme for farligt.«

FRA HJERTESTOP TILBAGE TIL HAMSTERHJULET

Nu skulle man tro, Lars Juhl var blevet klogere. Efter en koma og to hjertestop. Og det var han måske også. Men ikke klog nok. Han får i tiden efter tunnelsyn og panikangst og kan i øjeblikke mærke, at han selv sætter ud, og at det er pacemakeren, der slår for ham. Han gør det eneste rigtige: Taler med en psykolog om det. Og han gør det eneste forkerte: Begynder at arbejde igen.

»Jeg havde besluttet, at jeg ikke ville tilbage til shipping igen. Men så talte jeg med min partner: »Synes du ikke, du skylder de 20 år i shipping lige at slutte det af på ordentlig vis? Lige komme tilbage og overlevere stafetten i god ro og orden… Du bliver sgu lige nødt til at hjælpe mig. Vi skal lige have fremtidssikret virksomheden…« Så jeg vender tilbage, og min familie tænker, at nu rabler det sgu for ham.«

Det gjorde det vel også?

»Ja, men jeg var a man on a mission. Jeg skulle jo fremtidssikre virksomheden. Det handlede om at rejse større kapital, fordi vi jo havde mistet 100 millioner overnight nogle år tilbage. Så vi begyndte at fusionere med det amerikanske rederi Intermarine, som er kapitalfondsejet. Det betød mange ture til New York, hvor jeg var der i 22 timer og så fløj hjem igen. Hårde ture. Så var jeg hjemme i nogle få dage og så til Houston. Hjemme en uge, så til Hong Kong eller Korea eller Kina. Og jeg havde lige haft hjertestop. Min kone græd. Mine børn græd. Hver gang, jeg tog fra dem, troede de ikke, at de ville se mig i live igen.«

Skan-Trans fusionerer i august 2012 med Intermarine, men Lars Juhl bliver ved med at arbejde. De vil gerne have hans hjælp til at gennemføre den kulturforandring, man må forvente, når en amerikansk og en europæisk virksomhed skal til at arbejde sammen.

»Og så skete der det, at det blev ski-de-sjovt at gå på arbejde igen. Jeg lærte en masse af det. Samtidig røg jeg jo lige tilbage i hamsterhjulet. Min familie græd. Min søns ben kunne ikke bære ham, for han var bange for at miste mig. Det var helt forfærdeligt. Når jeg kom hjem fra arbejde, lå jeg i fosterstilling i sofaen og kunne slet ikke rejse mig eller gå ud at spise. Jeg lå bare og brummede. Når ungerne spurgte »Far, kan du ikke lige spille fodbold i ti minutter, inden vi skal spise,« svarede jeg »Jeg orker det ikke.« »Jamen, du kan bare stå på mål...« »Nej, jeg orker det ikke.« (sukker.)«

Hvad siger psykologen til dig i det her forløb?

»Han fortæller mig, at hver af de ting, jeg har været igennem – hjertestop, et blodigt turnaround, piratoverfald på skibet – er traumatiske i sig selv. Og samlet set kan de give en udmattelsesdepression, hvor kroppen simpelthen ikke kan kapere mere. Så han beder mig hive stikket i tre måneder, ellers dør jeg. Jeg siger, at det kan jeg ikke. Når man er med i guldfireren, så ror man, til blodet sprøjter. På det tidspunkt havde der lige været episoden med passagerskibet Costa Concordia, der gik ned i Italien, hvor kaptajnen fik så meget hug offentligt, fordi han forlod skuden før sidste mand. Det var kujonagtigt i mine øjne, så det kunne jeg jo ikke gøre.«

Hvordan nåede psykologen ind til dig?

»Han sagde: »Hvad gør en fornuftig kaptajn, hvis han finder ud af, at på trods af, at skibssiden er nymalet, så er stålet tæret af rust indefra, så det stort set bare hænger i malingen? Der skal bare en ridse i lakken til, før hele lortet går ned med mand og mus. Hvad vil en ansvarlig kaptajn så gøre?« »Så vil han sejle den i den nærmeste tørdok og styrke stålet indefra,« svarede jeg. »Hmm. Det, synes jeg, lyder fornuftigt. Er du en ansvarlig kaptajn?« Det var et billede, jeg kunne forstå.«

KATOLSKE NONNER PÅ LOLLAND

Lars Juhl hev stikket ud, som man siger. Blev fredet i klasse A. Ingen telefonopkald. Ingen sms’er. Ingen mails. Hvilket hovedet måske kan forstå, mens kroppen har lidt sværere ved det. Når han slog græsplænen, slukkede han motoren på plæneklipperen hvert andet minut, fordi han syntes, telefonen vibrerede. »Jeg var jo vant til at hive telefonen op af lommen 700 gange om dagen,« som han siger, og det er formentlig ikke en overdrivelse.

Til sidst blev det for meget for hustruen Diana. Hun sendte ham på såkaldt erhvervsretræte på Sankt Birgitta Kloster, et refugium drevet af katolske nonner på Lolland. Lars Juhl trak i jeans, T-shirt og Converse og kørte sin Audi S6 5,2 liter V10 mod Maribo. Mobilen blev i handskerummet, da han gik ind.

»Jeg fik tre dage i stilhed, og det blev en skelsættende begivenhed i mit liv. Tre døgn er lang tid ikke at sige noget eller tale med nogen, men bare være og reflektere over livet. På et tidspunkt prøvede jeg at lære de lange ord, der stod med småt på tandpastatuben. Jeg var ved at gå amok og overvejede at stikke af. I takt med den ydre stilhed, kom en indre larm. Som en transistorradio, du skal finde kanalen på. Jeg er ved at gå nuts. For hvert minut blev larmen mere kværnende og mere insisterende. Ved slutningen på andendagen går jeg en tur ude langs Søndersø. Jeg ser nogle siv, der ligesom lukker sig, men jeg kan se, at der er to brædder og et lille hul, man kan gå igennem. Noget siger mig, at der skal jeg ud. Så jeg går igennem – det er helt fødselsagtigt – og så åbner den der sø sig, og jeg går ud for enden af broen. Jeg kan ikke komme længere og er nødt til at vende mig og gå diametralt den modsatte vej. Det er nærmest symbolsk.«

Hvordan?

»Hvis man er gået passioneret i én retning og pludselig er nødt til at gå i den modsatte retning, så er det måske et godt tidspunkt at sætte sig ned og reflektere over, hvorfor den gamle vej var forkert, og den nye vej nu pludselig er den rigtige. Så jeg satte mig ned, og der kværnede det allermest i mit hoved. Pludselig (knipser med fingrene) er der bare komplet stilhed i mit sind. Som en oplevelse af Guds nærvær eller universets kraft. Jeg får et klarsyn. I stedet for alle mulige tanker, der farer gennem mit hoved, og som jeg ikke kan fastholde, er jeg nu helt klar i min tankerække.«

Lars Juhl indser, at hvis han kommer tilbage på job igen, vil kapitalfonden sætte nye mål. Når han dem, løfter de barren. Det stopper aldrig. Og et retrætejob er utænkeligt for ham.

»Enten er man med, eller også er man ude. Så jeg træffer beslutningen derude på broen: Jeg kan ikke gå tilbage. Og så falder mine skuldre, og farverne kommer tilbage. Det er slutningen af maj 2013, og pludselig kan jeg dufte duftene, høre insekterne, se det hele i farver, høre gruset under mine Converse-sko. Det er en fuldstændig spacey oplevelse, som om jeg hidtil havde levet i sorthvid. Jeg tænker, at det kommer til at få nogle sindssyge økonomiske konsekvenser. Men jeg vidste to ting: Det var ikke den rigeste mand på kirkegården, der havde vundet. Og: »Rig er ikke den, der har meget, men den, som behøver lidt.« Jeg kunne jo se nonnerne på klostret, de havde intet andet tøj end det, de gik i, men virkede lykkelige. For første gang var jeg ikke bange for at miste alt mit jordiske gods. Strip me naked!«

DEN DELVISE HAPPY ENDING

Lars Juhl kører hjem og meddeler først familien sin beslutning, dernæst virksomheden. Han begynder at rydde op i sit liv, hvilket i hans tilfælde betyder at afhænde ejendomme, biler, både og dyre heste. I hvert fald nogle af dem... Han starter firmaet Bounce Development, hvorfra han hjælper topledere med at håndtere stress. Det er hans kald, finder han ud af. Med en let omskrivning af det berømte Kennedy-citat spørger han ikke længere, hvad livet kan give ham, men hvad han kan give her i livet. Han begynder at køre sine børn til fritidsaktiviteter og glæder sig til at finde melodien igen med sin kone. Smukt orkestreret. Bortset fra, at sådan går det ikke. Projektet lykkes kun delvist. Først businessdelen:

»Jeg har været alle de her sindssyge ting igennem, og jeg ved, at mine war stories kan inspirere andre. Så »At fascinere, inspirere og motivere mine medmennesker til at oprette eller genoprette balance i alle livets forhold« bliver mit kald, det bliver sådan en sætning for mig.«

Har du tænkt over, hvilke farer der er for, at du falder i igen?

»Jeg har lavet min 4-40-40-regel, som jeg er rimelig religiøs omkring. Jeg arbejder fire dage om ugen, 40 uger om året og rejser max 40 dage om året. Du kender sikkert den der historie med, at hvis du putter en levende frø ned i noget kogende vand, så hopper den op og overlever – forbrændt, men den overlever. Men hvis du putter den ned i noget iskoldt vand og varmer det langsomt op, så koger den til døde. Med min regel undgår jeg at komme tilbage i hamsterhjulet. Det er lidt ligesom parforholdet. De der små snigende forandringer, hvor det går langsomt ned ad bakke, og pludselig er det bare dødt.«

Apropos parforhold, du blev skilt for nylig. Hvorfor – nu er du endelig til at være sammen med, skulle man synes?

»Jeg havde en romantisk forestilling om, at når jeg kom hjem og arbejdede lidt hjemmefra, så ville vi blive kærester igen og knalde som kaniner på Lolland, når børnene var i skole. Men vi gik og traumatiserede hinanden. Hvis jeg sad i sofaen og trak vejret dybt, var hun straks over mig: »Er du OK?« Jeg fik et chok. Men hun var jo stadig bange. Hvis hun hørte en ambulance og ikke lige kunne finde mig på grunden, gik hun i panik og kørte rundt på ATV’en og ledte efter mig. Og skældte mig hæder og ære fra, fordi jeg måske gik med musik i ørerne. Hun havde jo set mig få hjertestop. Så vi psykede hinanden hele tiden, og den romantiske forestilling om, at nu skulle vi være kærester igen, skete bare ikke.«

Hvad har det lært dig?

»Jeg foretog jo en megaforandring. Jeg gik fra hard core business med dollartegn foran, og da jeg røg i grøften der, drejede jeg nærmest kontra og røg lige over i den anden grøft, hvor jeg lavede velgørende arbejde, skulle redde stress-patienter og blev frivillig mentor i Vestre Fængsel – og ville ikke have penge for noget af det. Jeg lavede alle mulige sociale projekter. Jeg var ikke længere den person, hun i sin tid var vild med. Jeg blev halvreligiøs og havde et kald. Det, tror jeg, var med til at ødelægge forholdet. Så jeg har lært, at hvis du er ved at ryge i grøften i den ene side, så skal du ikke justere fuldstændig modsat over i den anden grøft, men bare nogle få grader, så du kommer ind mod midten igen. Så det har jeg fortrudt. At jeg tog så drastisk en bevægelse. Det har også noget at gøre med maskulinitet og femininitet. I det øjeblik, en mand føjer sin kvinde, så hænger han i kuglerne på juletræet. Sådan er det bare. Og det får man ikke noget godt ud af.«

Hvad er lektien her to år efter dine hjertestop?

»Jeg ville gerne have sluttet min bog af med, at jeg er blevet frelst, og at alt er godt igen. Halleluja. Men sådan er det ikke. Jeg er kun på vej ind på midten igen. Jeg har lige været til reception nede hos mine gamle kolleger på Intermarine, og der er godt nok meget, der trækker... At være en del af det fællesskab. Så jeg har ikke fundet balancen igen. Jeg tror, det er ligesom Sisyfos-myten. Du skubber stenen op ad bjerget, og så ryger den ned igen. Balance er en meget, meget flygtig ting. Når man skal bevæge sig fremad, så skubber man sig hele tiden også ud af balance, tager et skridt og lander, og kommer så ud af balance igen. Balance er det samme som stilstand. Og livet er ubalanceret. Det er konstant foranderligt.«