Torsdag kunne BT fortælle om ny dansk forskning, der har undersøgt studerendes psykopatiske personlighedstræk.

Konklusionen var, at uddannelser inden for business og økonomi havde de studerende, der scorede højst i 'de psykologiske personlighedstræk'. Men hvordan spotter man så, om man rent faktisk studerer, arbejder eller måske danner par med en psykopat?

Det har vi spurgt Tine Wøbbe om. Hun er censor på Institut for Psykologi på Københavns Universitet, og så er hun ledende psykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Hun understreger først og fremmest, at der er et klart overtal af mænd, der er psykopater, og at de tit bliver kendetegnet ved at sætte sig selv og sine egne behov over alt andet og alle andre. I et kærlighedsforhold betyder det også, at en psykopatisk mand i begyndelsen kan være rar, men at facaden stille og roligt krakelerer:

»I et forhold vil en psykopatisk partner tit være uforudsigelig, manipulerende og vanskelig at være i et forhold med. Typisk vil det være sådan, at der vil være en 'honeymoon-fase', hvor han vil være rigtig god til at læse dine behov og være prinsen på den hvide hest. Men på et eller andet tidspunkt får piben en anden lyd, og du skal leve op til en masse krav, og du bliver hele tiden usikker i nærheden af ham. Så er det fordi, 'spillet er i gang',« fortæller Tine Wøbbe.

En stærk ejerfornemmelse er også et karaktertræk, der bør få de røde alarmklokker til at ringe i et forhold:

»En psykopatisk mand er nødvendigvis ikke jaloux, men ofte handler det om, at det, 'der er mit, det er fandme mit, så det skal du ikke komme og tage'. Så det er ikke nødvendigvis, fordi han bliver jaloux, hvis hun kigger på en anden, men hun er hans eje, og sådan er det,« siger Tine Wøbbe.

Også på arbejdspladsen kan du løbe ind i en psykopat eller en person med stærke psykopatiske træk. Her er det især karaktertræk som uforudsigelighed og manipulation, der bør bekymre:

»Med en psykopatisk chef kan man ofte komme ud for, at man den ene dag er inde i varmen, men at man så dagen efter nærmest bliver ignoreret. Det gør dig forvirret, og det skaber egentligt bare mere spillerum for en psykopat, for så kan han bedre manipulere dig. Man siger nogle gange - måske lidt karikeret - at psykopater er gode til 'dukkeflytteri', hvor de bruger andre til at spille ud mod hinanden, så de selv kan vinde,« fortæller Tine Wøbbe.

Tine Wøbbe peger også på, at psykopater ofte vender på en tallerken. I det ene øjeblik er vedkommende høflig og venlig, men når personen bliver presset eller stresset, eksploderer det.

Psykopater kan findes alle steder, men især i stillinger med magt bør man have paraderne oppe:

»Man ser især folk med højere psykopatiske træk i positioner, hvor de har magt og beføjelser. Det kan være forretningsmænd, som man ofte har hørt om, men det kan også sagtens være kirurger, der har en persons liv i deres hænder. I sådanne jobs kan man finde flere folk med højere psykopatiske træk. Jeg tror ikke, at man finder nær så mange smørrebrødsjomfruer, der er svært psykopatiske, som man kan finde på direktionsgangene,« siger Tine Wøbbe.

Tine Wøbbe understreger dog, at forskningen om psykopater primært bygger på dem, der er indlagte i forbindelse med en dom. Det betyder altså også, at man ikke har lige så meget viden om de psykopater, som man kan møde på arbejdspladsen eller i privatlivet.