Den komplette Klaus Rifbjerg-samling fylder omkring to meter på Hanne-Vibeke Holsts bogreoler.
Hun er datter af digteren Knud Holst, som var en nær ven af Rifbjerg-familien, og hun husker tydeligt, at Klaus Rifbjerg kom i barndomshjemmet.
I går døde den berømte danske forfatter efter lang tids sygdom.
»Rifbjerg var en kæmpe i dansk litteratur og i samfundet. Det er næsten lige som, hvis Dronningen var død,« siger Hanne-Vibeke Holst.
Hun beskriver forfatteren som en »stor skikkelse med en kæmpe kunstnerisk kraft.«
Læs også:
»Han har været enormt vital lige siden 50’erne - både som forfatter og samfundsdebattør. Nogle har opfattet ham som provokerende og irriterende, men han har altid været frygtløs og uforfærdet. Og han har stået stensikkert på sine holdninger og værdier.«
Hendes far Knud Holst var en del af den modernistiske strømning i starten af 60’erne, og han mødte Klaus Rifbjerg i samme forfattermiljø.
»De var enormt gode venner, og han kom i vores hjem, da jeg var en lille pige. Jeg husker Klaus Rifbjerg som en meget selvsikker og karismatisk mand. Og så havde han den dybe stemme og den meget specielle Rifbjerg’ske intonation.«
Læs også:
Klaus Rifbjergs forfatterskab har været en stor inspirationskilde for Hanne-Vibeke Holst. Hun har flere favoritter, men hans debut-roman ’Den Kroniske Uskyld’ har gjort et særligt indtryk:
»Min søn har faktisk lige læst 'Den kroniske uskyld', så vi snakket meget om den herhjemme. For rigtig mange unge mennesker har den gjort et dybt indtryk. For det første er det en rigtig god historie. Og så ser man hele den sproglige saft og kraft, som han havde. Han var en elegant, kraftfuld sprogfornyer med sin helt egen tone. Og en utrolig lethed – kan kunne alt sprogligt.«
At han var en mand med stærke holdninger kom til udtryk både som forfatter og privatperson, mener Hanne-Vibeke Holst:
Læs også:
»Han havde kraftige værdier i forhold til samfundet og i forhold til frisind. Han var kulturradikal, og det betød, at han var meget imod enhver form for snævertsynethed, fremmedfjendskhed og intolerance.«
Hans rolle som samfundskritiker medførte da også, at nogle opfattede ham som en provo:
»Han sagde lige præcis, hvad der passede ham, og han var heller ikke bleg for at være utrolig perfid – også over for venner i sit forfatterskab. Han har gamle venner, som blev til fjender, fordi han har skrevet om dem på en lidet flatterende måde. Han slog nogle slag i bolledejen, hvis han synes, at det var nødvendigt, og så var han iskold over for, hvad folk tænkte.«
