54-årige Hanne Keis Pommers lange jobtørke startede i december 1990 - i det forrige årtusinde, dengang Øst- og Vesttyskland blev genforenet, Poul Schlüter stadig var statsminister og Danmark endnu ikke havde vundet EM-guld i fodbold.
Nykøbing Falster er en etableret del af Udkantsdanmark. Et af de steder, hvor køen til jobcenteret kan være ekstra lang. En af dem, Guldborgsund kommune skal forsørge, er langtidsledige Hanne Keis Pommer, der de seneste mange år har levet af kontanthjælp.
Hun har sendt mere end 3000 ansøgninger, men alligevel er det 26 år siden, hun sidst har haft et arbejde og syv år siden, hun overhovedet har været indkaldt til en jobsamtale.
Hanne Keis Pommer medvirkede i dokumentar-serien 'Asger og de langtidsledige' på DR2 i 2013. Her skulle erhvervsmanden Asger Aamund forsøge at få Hanne Keis Pommer og fem andre langtidsledige i job. Programmet bliver lige nu genudsendt på dr.dk. Hanne Keis Pommer meldte sig til programmet, fordi hun øjnede en mulighed for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Tre år efter er hun stadig på kontanthjælp.
»Det er lidt ligesom at være kronisk syg. Når man har været ledig så længe, som jeg har, er man klar til at gøre hvad som helst. Jeg håbede, der ville sidde en arbejdsgiver et sted i Danmark og tænke: 'Hende kan jeg da godt bruge.’ Det skete så ikke,« siger hun til BT.
Hanne Keis Pommer har søgt arbejde alle steder i Danmark på nær Bornholm. Hun har også udvidet søgningen til udlandet og sendt ansøgninger til Tyskland, Polen, Sverige, USA, Spanien og sågar Kina.
»Wow,« siger hun og holder en lang pause, da hun bliver spurgt, hvornår hun sidst har været til en jobsamtale:
»Det må have været seks-syv år siden. Åh, hvor er det længe. Jeg ville falde ned ad stolen, hvis jeg pludselig blev indkaldt til en samtale.«
Med tiden har hun fået sværere ved at skrive ansøgninger. Hun skriver minimum to om ugen, nogle gange helt op til 14 og vurderer, at hun siden 1990 har skrevet over 3.000 ansøgninger.
»Jeg har søgt og søgt og søgt. Så meget at jeg er ved at brække mig. Jeg er nået dertil, at jeg er total udbrændt. Jeg føler ikke, jeg kan skrive ansøgninger længere, uden at det bliver noget juks. Jeg kan ikke få ordene ned, når jeg for gang nummer tusind skal skrive en ansøgning til et job, jeg alligevel ikke kommer i betragtning til,« siger hun.
Det er ikke så rart at sige højt, synes hun, men hvis hun skal være helt ærlig, så tror hun ikke, hun nogensinde får et ordinært job. Hun er holdt op med at tro på, at der er en plads til hende på arbejdsmarkedet.
»Jeg vil så gerne have et job. Bare et eller andet, noget at stå op til og muligheden for at kunne tjene mine egne penge og klare mig selv. Men nu har jeg været ledig så længe, at det ikke kommer til at ske. Jeg har svært ved at se, hvordan jeg skulle kunne få et job,« siger hun.
Og det er en frustrerende følelse at være arbejdsløs på 26. år. Hver dag at vågne op uden at have et arbejde at passe.
»Det kan ikke beskrives, hvor fuldstændig frustrerende det er. Man bliver en rasende idiot af det. Det var ikke sådan, det skulle gå. Det er ydmygende ikke at kunne klare sig selv,« siger hun.
Hanne Keis Pommer ramte bunden i 2013. Hun havde mistet retten til dagpenge og skulle på kontanthjælp, så hun havde ikke råd til at blive boende i sin lejlighed længere. De næste to år boede hun derfor i et lille, mørkt kælderværelse hos nogle bekendte i Nykøbing Falster. Værelset var kun ti kvadratmeter, så der var ikke plads til andet end seng, skrivebord og skab. Resten af sine møbler var hun nødt til at opmagasinere. Hun havde heller ikke noget køkken, så i to år stod menuen på rugbrødsmadder og mikrobølgeovnsvarmet mad. Til gengæld var huslejen kun på 1000 kroner.
»Det var helt forfærdeligt at flytte i kælderen. Så kan man ligesom ikke falde dybere. Det ville være noget andet, hvis jeg var ung, men når man har passeret de 50, er det virkelig ydmygende. Hvis min mor og datter ikke havde pakket alle mine ting væk for mig, havde jeg ikke kunnet gøre det. Jeg var helt nede,« siger hun.
Det første års tid i kælderen kunne hun ikke holde ud at være på værelset særligt længe adgangen, så hun gik lange ture, besøgte sine børn og gjorde hvad hun kunne for ikke at skulle hjem i kælderen. Hun begyndte også at strikke og se serier for at få tiden til at gå og holde depressionslignende symptomer på afstand.
»Det sværeste er, at jeg ikke er herre over min egen indtægt. Jeg har mistet min frihed og er afhængig af det offentlige, som for eksempel kan bestemme, at jeg ikke må tage på ferie. Jeg føler mig begrænset i min viden, fordi jeg går glip af det, at være en del af en arbejdsplads, og jeg er afskåret fra samfundet, fordi jeg ikke kan tjene mine egne penge. Sådan noget rammer ens selvbillede,« siger hun.
Nu bor hun i en dyrere lejlighed, da hun har fået boligstøtte til at klare huslejen. Prisen er dog stadig »i den dyre ende« af det, hun har råd til, så de kniber lidt med at få afbetalt alle de kreditorer, hun skylder penge. Samlet har hun en gæld på mellem 100.000 og 120.000 kroner i forskellige forbrugs- og indskudslån. For eksempel har hun været nødt til at låne penge til et køleskab og en flyttebil.
Hanne Keis Pommer er vokset op i et arbejderhjem i Brøndby i en børneflok på fem. Hendes mor var rengøringskone og hendes far mekaniker. Hanne Keis Pommer havde det svært i skolen, men hun fik både en realeksamen, en ét-årig handelsskoleeksamen og en to et halvt-årig kontoruddannelse på biblioteket i Brøndby. Senere fik hun arbejde på en telefonvirksomhed i Glostrup.
Da hun var ung, drømte hun om at blive advokat. Hun drømte om et prestigefyldt job og om at tjene gode penge. Som barn blev hun mobbet i skolen, og hun havde lyst til at vise sine tidligere klassekammerater, at de tog fejl af hende.
»Jeg skulle vise dem, at jeg godt kunne, at jeg var noget. Det skete så ikke,« siger Hanne Keis Pommer.
I 1980 blev hun mor til Tanja, som i dag er 35 år, men forholdet til faderen holdt ikke. I 1990 blev hun forælder til Maria, som i dag er 25 år, med en ny kæreste. Som spæd havde Maria dog gentagne gang mellemørebetændelse, og Hanne Keis Pommer havde en del fravær fra sit arbejde for at passe hende. Fraværet resulterede i en fyring, der skulle vise sig at få store konsekvenser for resten af hendes liv. Det var den dag, hendes »lange nedtur startede«.
I 1992 flyttede familien til Sundby på Falster for at få lidt luftforandring. Forholdet til kæresten holdt dog ikke, så sammen med sine døtre flyttede hun i en treværelses lejlighed i Nykøbing. Som enlig, arbejdsløs mor var der ikke meget at rutte med.
»Mine børn var aldrig på en eneste ferie, og de har heller aldrig gået til noget i fritiden. De havde kun tøj på kroppen, fordi jeg selv kunne sy det billigt. Jeg synes, det er synd for pigerne, at jeg ikke kunne give dem det, jeg gerne ville. Men på et tidspunkt er man nødt til at holde op med at have dårlig samvittighed, for det kan man ikke bruge til noget,« siger hun.
Hun sendte bunkevis af ansøgninger af sted, men hun fik aldrig et ordinært job. I løbet af de 26 år har hun været i forskellige job med løntilskud og har blandt andet undervist på en friskole. Hun har også haft et sommerjob som kasseassistent på en færge og haft enkelte timer i en kantine på VUC.
»Jeg føler mig glemt og svigtet af systemet. Hvis jobcenteret i starten af min ledighed havde givet mig noget mere uddannelse, kunne mit liv have set helt anderledes ud. Der er brugt mange resurser på at sende mig i aktivering, men jeg har ikke fået noget job. Jeg ved ikke, hvorfor jeg åbenbart står under en uheldig palme. Jeg bliver ældre med tiden og kommer kun længere væk fra arbejdsmarkedet, og nu tror jeg, det er ved at være for sent,« siger hun.
Hun understreget dog, at hun stadig er klar til at tage alle slags job, så længe hun kan holde til det fysisk. Hun har slidgigt i fingrene og af og til problemer med ryggen.
»Jeg bliver gal, hver gang jeg ser arbejdsgivere i fjernsynet brokke sig over, at de mangler arbejdskraft, for jeg sidder jo lige her. Jeg er så træt af at høre Christiansborg-politikere kloge sig og påstå, at hvis bare de strammer skruen, kommer flere i arbejde. Selvfølgelig ville jeg tage et arbejde, hvis der var et,« siger hun.
»Min fremtidsdrøm er og har altid været at få et job. Et arbejde som alle andre – det er det, jeg går og drømmer om,« siger hun
