Kommunal institution har siden 2010 svigtet alle væsentlige løfter om udviklingshæmmede Jan Arvidssons kontakt til sine nærmeste
31-årige Jan Arvidsson er fysisk og mentalt udviklingshæmmet og er i udstrakt grad afhængig af hjælp fra andre. Han er diagnosticeret med cerebral parese, en spastisk lammelse i hele kroppen. Lammelserne er særligt udprægede i begge ben og den ene arm. På det mentale plan er Jan som et mindre barn.
I maj 2010 flyttede han ind i den kommunale institution Koktvedparken i Frederikshavn, som har til opgave og bliver betalt for at tage sig af Jan Arvidsson.
Men gennem nu mere end fem et halvt år er den 31-årige nordjyde systematisk blevet svigtet, fordi ingen af de væsentligste aftaler, som på hans vegne blev indgået mellem hans familie og institutionens ledelse ved hans indflytning, er blevet overholdt.
BT er i besiddelse af omfattende skriftlig dokumentation - fremskaffet gennem aktindsigt - for, at Frederikshavn Kommune og Koktvedparken på en række områder ikke har overholdt de aftaler, der er indgået. Ikke mindst er aftalerneangående hans kontakt til sin mor blevet tilsidesat i helt enestående grad.
Kun tre gennemførte opkald
Af en udskrift af opkaldslisten for indgående opkald til moderen Lillian Arvidssons mobiltelefon fremgår det, at der over mere end halvandet år, begyndende fra den 2. april 2014 og frem til den 23. oktober 2015 - samme dag som hans mor Lillian Arvidsson bukkede under for sin kræftsygdom og døde - er registreret i alt 11 opkald fra Koktvedparken. Heraf er otte opkald ubesvarede. Altså er der i løbet af de mere end 18 måneder kun tre gennemførte opkald fra Jan Arvidsson til sin mor.
Af den indgåede aftale om Jans telefoniske kontakt til sin mor fremgår det, at han skal have hjælp til at ringe hende op minimum en gang om ugen.
Den senest registrerede indgåede samtale fra Koktvedparken til Lillian Arvidssons telefon er den 31. januar, hvor der har været en samtale af 5 minutter og 38 sekunders varighed.
Ønsker at flytte
Som BT tidligere har beskrevet, har Jan Arvidssson på grund af en lang række af stærkt utilfredsstillende forhold i Koltvedparken sammen med sin værge, storebroderen Michael, siden januar 2013 ønsket at flytte væk fra institutionen og til Aarhus, så familien kan samles der. Værgen bor selv i Aarhus.
Men intet er sket i flyttesagen. For på trods af at Jan Arvidsson har krav på at kunne flytte hvorhen, han vil, hvilket er nedfældet sort på hvidt i FNs Handicapkonvention, sidder han nu på sjette år på institutionen i den nordjyske havneby, isoleret fra sine nærmeste, fordi Frederikshavn Kommune modarbejder hans ønske om flytning.
»Institutionen og dermed også Frederikshavn Kommune har systematisk forsømt at overholde de aftaler, som betyder allermest for Jans trivsel. De har bevidst fortiet og direkte løjet om hans reelle situation. Utallige gange har de ignoreret, at han har det meget dårligt. Jan er trods gentagne løfter om forbedring blevet fysisk og mentalt understimuleret,« siger Michael Arvidsson. Og fortsætter:
»På det sociale plan har Koktvedparken direkte isoleret Jan fra sit tidligere velfungerende netværk. Bl.a. har de gennem en årrække ikke gennemført de aftalte besøg hos Jans mor og i Skagen Viseklub, og de har heller ikke hjulpet ham med telefonisk at holde tæt kontakt til mor. Dansk Handicap Forbund og jeg som værge har igen og igen gennem årene påpeget, at aftalerne mellem os og Koktvedparken ikke bliver overholdt. Vi har konstateret og sagt, at Jan ikke trives, og at hele forudsætningen for hans ophold bliver ignoreret. Og nu er det allervæsentligste slet ikke muligt mere: For nu er vores mor død,« siger Michael Arvidsson.
Skal orientere værge
Chanette Holst, formand i Dansk Handicap Forbund NordVest og bisidder for værgen, siger: »Fra Frederikshavn Kommunes side har man gennem årene fuldstændig fået ødelagt Jans forhold til sin mor. Nu er det for sent og umuligt at rette op på, for hun er her ikke mere. Men nu kan man så som det næste frygte, at deres handlinger - eller mangel på samme - går ud over forholdet mellem Jan og Michael. De står i en fuldstændig håbløs situation.«
Michael Arvidsson konstaterer videre: »I aftalen med Koktvedparken om, hvordan de skal tage sig af Jan, står der, at han mindst en gang om ugen skal have hjælp til at ringe op til sin mor. Og hvis det af den ene eller anden grund glipper, skal jeg som værge orienteres om det.«
At institutionen kun har formået at få tre opkald igennem fra Jan Arvidsson til sin mor på mere end halvandet år, står i grel kontrast til, hvad ledelsen selv har skrevet år efter år i Jans personlige og pædagogiske plan. Her bruges nemlig formuleringen: »Jan har god kontakt til sin mor.«
I aftalen mellem Koktvedparken og værgen er det også nedfældet, at Jan - da hans mor stadig boede i Frederikshavn, blot halvanden kilometer fra institutionen - skal køres på besøg hos hende mindst to gange om måneden.
Jan sidder stadig i Frederikshavn
Ifølge kørebogen til den udviklingshæmmede nordjydes handicapbil har personalet på Koktvedparken i en periode over to et halvt år kun fem gange noteret, at de har kørt Jan fra bostedet og de 1.500 meter hen til plejehjemmet, hvor hans mor dengang boede.
»Da vores mor boede meget tæt på institutionen, tog de kun ganske få gange i løbet af 30 måneder initiativ til, at Jan kunne besøge hende. Så i erkendelse af at det nok aldrig blev bedre, valgte hun til sidst, fra begyndelsen af januar 2014, at flytte til Aarhus i nærheden af mig. Jeg havde som Jans værge allerede i januar året før søgt om, at han skulle flytte ud af Koktvedparken og til Aarhus, så familien kunne samles der. Men det er aldrig lykkedes. Jan sidder stadig oppe i Frederikshavn, og vores mor er i mellemtiden afgået ved døden,« konstaterer Michael Arvidsson.
