I seks år var Frank Martinsen livvagt for Anders Fogh Rasmussen. Før det havde han startet sin karriere i det dansk forsvar. Næste skridt var politiet, hvor han arbejdede i rockerpatruljen og narkoafdelingen. Det blev erstattet med en chefstilling hos Politiets Aktionsstyrke.
Men det var efter tiden som livvagt, at det gik galt for ham. Det var under en ansættelse hos et britisk sikkerhedsfirma, at det hele kørte op i en spids, da Frank Martinsen var på opgave i Gaza, hvor han skulle agere livvagt for en gruppe EU-ledere. Det fortæller han til Politiken.
Frank Martinsen blev ramt af konstant hovedpine, og han havde svært ved at sove. Han sagde sit job op og endte som hjemløs. Han var blevet ramt af ptsd - post traumatisk stress-syndrom. Det betyder, at han altid er i 'kampberedskab'.
En lidelse, som han i længere tid forsøgte at drukne ved hjælp af alkohol.
Ifølge ham selv blev han reddet af en ansat fra Forsvarets Veterancenter, som fandt frem til ham på et herberg i Valby. Nu er han 'funktionelt hjemløs, og da avisen besøger ham, er det ikke i lejligheden på Frederiksberg, men på et forsorgshjem på Fyn. Her kan han nemlig finde ro.
Den i dag 55-årige tidligere livvagt fortæller, at det især er store menneskemængder, han har svært ved at kapere.
»Jeg har det fint i lejligheden, når jeg lukker mig inde i den. Men jeg skal jo stadig ud og handle, hvor der er mange mennesker«, siger han og fortsætter:
»Hvis jeg kører i bus, og der kommer en børnehave ind, så står jeg af med det samme. Det kan jeg bare ikke. Den der råben og skrigen ... Argh! ... så kører det bare op.«
På lang sigt er planen at han skal tilbage på arbejdsmarkedet. Og han satser på at vende tilbage til sin lejlighed i april eller maj.
I 2014 udgav Frank Martinsen bogen 'Livvagt', hvor han fortalte om sit arbejde som livvagt for Anders Fogh Rasmussen. Selvsamme emne har han også holdt foredrag om.