Shaho Pirani valgte at tage til Iran for at bekæmpe det iranske præstestyre, fordi det er hans pligt, men forældrene og vennerne har svært ved at forstå hans valg.
»Det er svært at sætte sig ind i, når man bor i Danmark. Men når ens familie bliver dræbt, er det svært at sidde og kigge på. Nogle af os vælger at tage våben i hænderne, for man kan ikke få ro i Danmark, når man ved at ens folk bliver slagtet. Det er ikke til at holde ud at se på«.
Passionen er ikke til at tage fejl af. 31-årige Shaho Pirani betegner sig selv som en frihedskæmper for PDKI, der forsvarer sit folk mod det, han betegner som en besættelsesmagt i form af det iranske præstestyre.
Et tv-hold fra Kanal 5 fulgte ham, da han var tre måneder i Iran, og optagelserne blev til udsendelsen 'Janus og skyggedanmark - Krigere på egen hånd', der vises onsdag aften kl. 21.00 på Kanal 5.
Shaho er nu hjemme i Danmark igen, hvor han har to børn på otte og fem år. Hans forældre bor også i Danmark, efter de flygtede hertil, da Shaho var syv år gammel.
Faderen var selv frihedskæmper i tre årtier, inden familien flygtede, så han ved, hvor farligt det er, når Shaho tager til Iran for at passe sin pligt, som han siger.
Første gang han var dernede var for to år siden. Dengang var det roligt i området. Men lige pludselig eksploderede det, og Shaho var klar over, at han ville gøre en forskel for at hjælpe sit folk.
Han kunne have gjort brug af de kompetencer, han har tilegnet sig ved at tage en kandidat i international udvikling og kultur på Roskilde Universitets Center.Men i første omgang valgte han den militære vej.
»Det virker ikke til at være farligt i starten. Men når du først er der er det meget voldsomt. Når du ser fly bombe er det heftigt, og man tænker sig om. Det er som om himlen falder ned. Det er virkelig skræmmende, når de flyver hen over en.
Man tænker: ’Hvad har jeg gang i?’ Men når der er ro på igen, finder man ud af at det var det rigtige valg. Man tager det som det kommer, men det er med livet som indsats,« siger Shaho Pirani til BT.
Der er ikke mange af vennerne, der forstår, hvorfor Shaho vil i krig i Iran. Heller ikke hos den nærmeste familie er der udbredt begejstring.
»Min mor er meget bekyrmet. Hun vil ikke have jeg skal i krig, for mine forældre er flygtet med nød og næppe. Så det er en absurd situation for dem,« siger Shaho Pirani.
Lige så absurd er det, når han sidder i Iran og snakker med sin kone og børn over Skype eller på andre måder holder kontakten vedlige.
»Jeg har det rigtig dårligt med at forlade børnene. Når man snakker over skype og ser, hvor langt de er væk, er det ikke særlig fedt. Så bliver man blød i knæene. Men man skal ofre noget for at få noget,« siger Shaho Pirani.
Lige nu er der roligt i området på grund af vinteren, som gør det umuligt at udføre operationer. Men til foråret regner den 31-årige kurder med, at han skal til Iran igen.
Her skal han være med i en udenlandsk specialenhed, der skal sabotere den besættelsesmagt, han kæmper imod. Han bliver ved, indtil de opnår et resultat. Det resultat skulle gerne være fred.
