'Han kyssede mig i elevatoren. Jeg fik så mange spasmer, at jeg kørte ind i en dør med kørestolen'

Sonny faldt for Mulles charme, hendes humør og hendes glimt i øjet. Han har kendt mange kvinder, siger han, men ingen som Mulle. Hun gjorde et eller andet ved ham, der fik roden til at falde til ro og blive familiefar. Og så ser hun ovenikøbet ’hammergodt ud’. Sonnys kærlighed er blind. Han er fuldstændig ligeglad med, at Mulle er handicappet.

Mulle Skovbo er spastiker. Hun har hjælper døgnet rundt. Hun skal have hjælp til at komme op af sengen, få tøj på, komme på toilet og nogle gange, afhængig af dagsformen, til at spise. Hun kan mærke hele sin krop, men hun er ikke altid herre over den.

Hendes finmotorik er bedre end de fleste andre med cerebral parese. Hun lægger selv makeup og skriver sms’er. Men hun har det svært med grovmotorikken og kan f.eks. ikke skifte ble på Natascha, der kom til verden for 10 måneder siden. Et lille pludrende vidnesbyrd på parrets fysiske kærlighed. Den fejler nemlig ikke noget.



Virker 'den'?

Parret beviser, at man sagtens kan have et sprudlende sexliv, selvom man er handicappet. At følelser og lyster hører med til at have en krop. Uanset hvordan den fungerer eller tager sig ud.

Mulle og andre med forskellige handicap viser nøgent og ærligt i en ny fotoudstilling, at en krop med en forkrampet hånd, et manglende ben eller en hjerneskade også kan være en seksuel krop.
’LigeLyst’ kaldes udstillingen, der kommer til at turnere på bl.a. gymnasier i foråret. Den er initieret af Sammenslutningen af Unge med Handicap og Socialt Udviklingscenter. Projektet skal overordnet sætte fokus på handicappedes seksualitet.

Se de andre billeder fra LigeLyst-udstillingen her.

- Det er ikke alle, der kobler seksualitet og handicap sammen. Nogen bliver overraskede over, at man kan have en seksualitet, når man er handicappet. At det overhovedet virker ’dernede’, fortæller Kim Steimle Rasmussen, projektmedarbejder for Sammenslutningen af Unge med Handicap.


Føle sig forkert

Projektets mission er også at afmontere tabuer og sikre seksualundervisning, der er tilpasset unge med handicap. Som om puberteten ikke er hård nok i sig selv, så skal disse unge nemlig også bokse med udfordringer, der relaterer sig til deres handicap.

Fysisk handicappede kan have brug for hjælp til at få det fysiske til at ske, mens mentalt handicappede skal have hjælp til at forstå, hvad der sker i kroppen, når lysterne vågner.

Hvordan beder man f.eks. sin hjælper om assistance til at købe eller bruge sexlegetøj? Skal man skrive i en datingprofil, at man sidder i kørestol? Og hvordan hjælper man en udviklingshæmmet med at få en sund og tryg seksualitet? Sådan nogle ting giver ikke sig selv.

- Et menneske med et funktionsniveau som et tre-årigt barn i hovedet kommer også i puberteten, men har begrænset forståelse for, hvad der sker med dem. Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis de ikke bliver hjulpet til at forstå det. Så vil de føle sig forkerte eller ikke vide, hvordan de skal tackle de nye lyster. Og det kan resultere i overgreb på andre, hvis ingen fortæller, hvad der er rigtigt og forkert, forklarer Kim Steimle Rasmussen, der også er seksualvejleder.

- Det handler også om at lære sine grænser at kende. At lære at mærke, hvornår noget føles godt eller dårligt. Jeg tror, der er rigtig mange udviklingshæmmede, der har svært ved at sige nej, fordi de er vant til at skulle føje forældre og pædagoger. Og hvor langt kan man bede en hjælper om at gå? Det kræver altså mod at tage en snak om, at man har brug for hjælp til at dyrke sex alene eller med andre.




Første kys

For Mulle (26) og Sonny (30) er Mulles handicap ingen hindring. De lærte hinanden at kende gennem bekendte, da de begge gik meget i byen. Men Sonny var godt på vej til at drikke sig ihjel. Mulle havde kun set ham ’fuld og usoigneret’. Han var ’en bums’ i hendes øjne.

En dag i 2010 vågnede han på sygehuset til beskeden om, at han nok ikke ville komme hjem igen. Hans lever var brændt sammen, og flere vitale organer havde taget skade.

Men Sonny overlevede. Og da han var kommet ovenpå igen, skrev han til Mulle, der var nysgerrig og sagde ja til at mødes.

- Jeg er glad for, at jeg ikke kan gå, for han sparkede benene fuldstændig væk under mig, fortæller Mulle grinende.

Sonny var ’et helt andet menneske’. Han var ædru og så godt ud, syntes Mulle. Der var kun ét problem: Hendes søster var hendes hjælper netop den dag.

Mulle forsøgte desperat at slippe af med søsteren. Prøvede at få hende til at gå ned at handle, så hun kunne få lidt alenetid med sin date.

Det lykkedes først, da hun fulgte ham ud til hans bil.

- Han kyssede mig i elevatoren. Jeg fik så mange spasmer og sommerfugle i maven, at jeg kørte ind i en dør med kørestolen, storgriner hun.


Bare en normal familie

- Dengang var han stadig lidt af en rod. Men jeg har jo et barn fra et tidligere forhold, så jeg sagde til ham, at han måtte vælge, hvad han ville. Hvis han ville have mig, så skulle han også tage min datter - og så skulle han gøre sin sti ren og komme ud af alt det med de bøller, han omgav sig med. Og det gjorde han. Fra den ene dag til den anden, fortæller Mulle Skovbo stolt.

Hun sagde ’ja’, da han faldt på knæ med en rose og en ring. De blev gift i Sahl Kirke mellem Bjerringbro og Viborg 6. oktober 2012. Siden har Mulle født Sonny en datter. Og manden, der før var hårdkogt og ligeglad med sit liv, blev overmandet af følelser og gik i gulvet.

Parret og deres to piger bor i dag i et hus på Djursland. Der er altid en hjælper i huset, men det generer dem ikke. Det er lidt ligesom at have en kammerat på besøg, der bare ikke går hjem, formulerer Sonny det. Og når parret vil mere end at holde i hånd, går hjælperen bare ind til sig selv. Det klarer de fint selv.

- Vi udnytter mine hjælpemidler fuldt ud. Min loftslift kan jo f.eks. bruges som sexgynge, min elkørestol kan hejses op og ned, så højden passer, og jeg er så lille, at Sonny nemt kan kaste rundt med mig. Og jeg får ikke spasmer, når vi har sex, fortæller Mulle Skovbo bramfrit.

- Det er det, der er så dejligt ved Sonny. Jeg er spastiker, men han ser det ikke som nogen hindring. Han tager bare det hele oppefra og ned.

Sonny Skovbo har aldrig haft tvivl eller betænkninger ved at vælge en kvinde med et handicap, siger han. Det var hende, han ville have.

- I mine øjne er hun funktionsnedsat. Hun kan lidt mindre end mig, men det er fandme ikke i hovedet. Så det er ikke noget problem. Jeg synes heller ikke, at vi oplever de vilde begrænsninger. Det er jo, hvad man gør det til, siger Sonny Skovbo.

- Alt i alt er vi bare en normal familie, der måske lever lidt mere end normale mennesker. Jeg er gået direkte fra at være en alkoholisk bums, der var lige ved at dø, til at være familiefar. Det er nok derfor, jeg elsker livet så meget nu. Det er fantastisk, hvad livet kan udvikle sig til, siger han.