»De to kunne ikke fungere uden hinanden, så vi kunne lige så godt sætte dem sammen.«

Sådan lyder det fra kunstneren Rasmus Balstrøm, der fredag viste sit graffitimaleri af ’spyttemanden’ og integrationsminister, Inger Støjberg (V), frem i Nordvest.

Maleriet stod i løbet af fredagen frit fremme ved Nørrebro Bycenter, hvor kunsteventet ’Mall Wall’ fandt sted. Kunsteventet havde til formål at sætte kulør på byrummet.

Og kulør blev der sat på af blandt andre den 28-årige Rasmus Balstrøm. Kunstnerens bidrag blev et graffitimaleri af manden, der hurtigt blev landskendt under navnet ’spyttemanden’, fordi han blev fotograferet i færd med at spytte ned på de flygtninge, der gik på motorvejen ved Rødbyhavn. På Rasmus Balstrøms maleri er det dog ikke flygtninge, der bliver spyttet på, men integrationsminister, Inger Støjberg.

Men hvorfor netop dette motiv?

»Det var egentlig bare, fordi det var sjovt. En af mine venner foreslog, at jeg malede spyttemanden, men det var så forfærdeligt, at det eneste, der kunne gøre det sjovt var, hvis han spyttede på Inger Støjberg. Det lå lige til højrebenet.«

»Jeg tager emner op, der er lidt mere på spidsen. Jeg har et ansvar som tegner for at lave ting, der sætter spørgsmålstegn ved det, alle går og snakker om. Det er min rolle som satiriker og tegner at få folk til at grine i stedet for at pege fingre. Det synes jeg, er en vigtig pointe i den her tid, fordi tonen er meget hård,« forklarer Rasmus Balstrøm, da bt.dk får fat på ham fredag aften.

Ifølge Rasmus Balstrøm har Inger Støjberg allerede fået besked om, at hun er blevet foreviget sammen med ’spyttemanden’. Men han håber dog ikke, at hun tager det alt for personligt, da det mest blev malet som et humoristisk indspark i den hårde tone, der i øjeblikket er i flygtningedebatten.

»Inger har allerede set billedet. Det kan være, jeg får en hademail, men jeg er grafisk maler, så jeg er vant til, at folk ikke altid går ind for det, jeg laver. Så det er ok. Det er sundt. Jeg har ikke noget imod at stå for skud for meninger. Det er sundt, vi får en debat,« forklarer Rasmus Balstrøm.

»Jeg synes, det er vigtigt. Hun er en stærk personlighed, og hun tager beslutninger, hun står ved. Inger Støjberg er en meget interessant person, og hun er rimelig markant. Men jeg er ikke ude på at svine hende til. Jeg synes bare, det var en god måde at grine lidt af situationen på, fordi den er så tragisk, som den er,« forklarer Rasmus Balstrøm.

Reaktionerne på billedet har mest været positive, fortæller Rasmus Balstrøm. Og andet havde han heller ikke regnet med, da han selv er fra Københavns Nordvestkvarter og kender sit publikum. Men der blev faktisk også vist interesse fra en lidt mere uventet side.

»Jeg har fået masser af reaktioner. Blandt andet kom der en centervagt hen, hvis kæreste stemmer på Inger Støjberg, og som stadig gerne ville have et billede, fordi det var så flot. Vi snakkede lidt om politik. Der har også været rigtig mange indvandrerfamilier, der er kommet forbi og griner, de synes, det er sjovt.«

Billedet blev fredag vist frem ved Nørrebro Bycenter, som Rasmus Balstrøm har valgt at donere sit graffitimaleri til.

Der gik ikke lang tid, før integrationsminister, Inger Støjberg (V), blev gjort opmærksom på, at hun var blevet foreviget sammen med 'spyttemanden'.
Der gik ikke lang tid, før integrationsminister, Inger Støjberg (V), blev gjort opmærksom på, at hun var blevet foreviget sammen med 'spyttemanden'.
Vis mere