Sammen med sin far er han en af Danmarks rigeste. Men han voksede ikke op med en guldske i munden. Og de bugnende bankkonti afspejler sig stadig ikke i alle hverdagsaspekter hos Harald Nyborg-ejer og milliardær Erling Daell.

Havregrød fra en plastikbøtte og en to-værelses ungkarlehybel på Frederiksberg. Det er måske ikke lige sådan, at mange forestiller sig, at en af Danmarks rigeste mænd lever. Men ikke desto mindre er det hverdag for rigmanden Erling Daell, der sammen med sin far og lillebror ejer Harald Nyborg og Jem & Fix.

Det fremgår af et interview med den 45-årige erhvervsmand på finans.dk.

»Ærlig talt: Jeg har det, jeg skal bruge. Jeg bliver ikke gladere og får ikke mere livskvalitet af at spise kaviar om morgenen. Du vil heller ikke se mig rende rundt på Cafe Victor. Jeg bilder mig ind, at de mennesker jeg ser, kan lide at være sammen med mig, fordi de synes, jeg er et interessant menneske, ikke på grund af økonomi. Hvis jeg rendte rundt på Cafe Victor, kunne jeg have min tvivl,« siger Erling Daell til finans.dk.

Med en formue, der er vurderet til 2,5 milliarder kroner, indtager Erling Daell og hans far Kurt Daell en plads som nummer 39 på Berlingske Business liste over Danmarks rigeste for 2015.

Rigdommen var dog ikke medfødt for Kurt Daell. Han kom til Danmark som et krigsbarn fra Østrig, der skulle fedes op. Skæbnen ville, at han havnede hos Ingeborg Daell, enken efter grundlæggeren af det legendariske Daells Varehus, Christen Daell. Og hun endte med at blive så glad for den lille Kurt, at det midlertidige ophold endte med at blive permanent.

Ingeborg Daell var dengang temmelig velhavende, og Kurt Daells danske opvækst bød da også på en barndom i den store, hvide palævilla Taarbæklund, der ligger midt mellem Eremitageslottet og Øresund i Nordsjælland. Det har han fortalt i et længere interview med BT i 2014.

Men selv om i barndommen bød på hele 1.400 kvadratmeter boligareal, en gartnerbolig og 20.000 kvadratmeter have, så lærte Kurt Daell alligevel at stå på egne ben.

Erling Daell i sin lejlighed.
Erling Daell i sin lejlighed. Foto: Claus Bech
Vis mere

Ifølge Erling Daell fik familien nemlig ikke særlig meget økonomisk støtte fra de rige slægtninge, mens han var lille - dengang hans far var jurastuderende og hans mor arbejdede som lærer. Kurt Daell havde dog også erfaringer at trække på fra sin tidligere barndom i Østrig. Han var vokset op under meget beskedne kår i et borgerligt hjem, og hans far, der under krigen var officer, måtte efter krigen arbejde som børstenbinder for at kunne forsørge sin kone og parrets fire børn.

Dengang, da pengene var knappe, mens Erling Daell var lille, var det da heller ikke luksusmad, de fik at spise. Faktisk var det de frosne sild fra Irma, der stod på middagsbordet hver uge.

»Jeg har ikke oplevet rigdom i min opvækst. Fra jeg var lille, tjente jeg lommepenge ved at vaske mit tøj, rydde op på mit værelse og sørge for, at der var stillet morgenmad frem. Kiksede jeg, talte det ned. Senere fik jeg job som opvasker og flaskedreng. Jeg har lært, at tingene ikke kommer af sig selv. Det giver så en tilfredsstillelse, når man lykkes, og rent forretningsmæssigt er du måske lidt mere vågen,« fortæller Erling Daell i interviewet med finans.dk.

Kurt Daell og sønnen Njal ved et af deres indkøb på veteranbilauktionen hos den danske rigmand Henrik Frederiksen.
Kurt Daell og sønnen Njal ved et af deres indkøb på veteranbilauktionen hos den danske rigmand Henrik Frederiksen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Bøtten vendte dog for Kurt Daell. Godt nok lykkedes det ham aldrig at redde det legendariske Daells Varehus, som grundet familiestridigheder kom ud i så store problemer, at det endte med at lukke – men efter successen med Harald Nyborg og Jem & Fix kan Kurt Daells livsstil dog næppe kaldes spartansk længere. I mange år har han boet som nabo til Mærsk Mc-Kinney Møller i Charlottenlund, før han sammen med sin samleverske Kirsten Nielsen købte en meget dyr lystejendom i Nordsjælland, hvor parret bor i dag.

Desuden har Kurt Daell også afsløret, at han har en glødende passion for veteranbiler, som han bruger mange penge på. Det sås senest i efteråret 2015, hvor han købte seks af slagsen, da rigmanden Henrik Frederiksen solgte ud af sin kolossale veteranbilsamling. Kurt Daell, der var troppet op sammen med sin yngste søn, Njal, købte nemlig ikke færre end seks biler, der tilsammen kostede over seks millioner kroner.

»Jeg tænker bare; åh nej, hvordan får jeg nu forklaret min hustru, at jeg er kommet hjem med endnu flere biler. Hun mener, vi har for mange i forvejen,« lød det fra en grinende Kurt Daell ved auktionen.

Kurt og Erling Daell hjemme hos Kurt Daell, der bor i noget større og mere lukseriøse omgiovelser end sin søn.
Kurt og Erling Daell hjemme hos Kurt Daell, der bor i noget større og mere lukseriøse omgiovelser end sin søn. Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

Selv om Erling Daell modsat sin far dog fortsat lever temmelig ydmygt, så kan han dog også godt finde ud af at bruge penge på fornøjelser. I 2014  sprang ud som rocksanger med bandet The Bullhounds, og i den forbindelse har Erling Daell selv betalt for at få udgivet albums gennem sit eget selskab Bastard Records.

Når Erling Dael ikke har travlt bag mikrofonen, har han travlt som direktør for den svenske afdeling af Harald Nyborg og Jem & Fix.