TV-journalist Carsten Fischer er død efter længere tids sygdom.

Han døde søndag eftermiddag som 79-årig.

Det oplyser hans ven og kollega igennem 40 år Hans Grønfeldt til Ritzau, ifølge DR.

Den anerkendte journalist var alvorligt syg af kræft. Efter at have været igennem kemo- og strålebehandling, fravalgte han til sidst mere behandling.

Fischers startede som journalist i 1956 på Bogense Avis. Herefter nåede han en tur omkring det radikale Fyns Venstreblad og Silkeborg Avis. Fyns Tidende og Jyllandsposten var også inde i billedet, inden han blev ansat af Gunner "Nu" Hansen på TV-sporten på Danmarks Radio i 1963. Han var ansat på DR i 43 år.

På DR har tv-journalisten lavet adskillige programmer, men han vil nok særligt blive husket for sine 70 programmer om opførelsen af Storebæltsbroen og 30 programmer om Øresundsbroen.

I den forbindelse modtog Fischer Den Danske Broforenings pris 2000 samt Ingeniørforeningens Betonpris for sin formidling af den tekniske og menneskelige indsats ved byggeriet af Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen.

Han sendte sin sidste tv-udsendelse i 2007, skriver fyens.dk.

»Det har de seneste 20 år som tv-journalist været de menneskelige skildringer og miljøerne på de store arbejdspladser, der har interesseret mig. Det er efter min mening godt fjernsyn, hvor man både får oplysning, men også "menneskeblod". Man komme tæt på almindelige mennesker, der har et spændende og anderledes arbejde. Det har altid fascineret mig,« fortalte Carsten Fischer til fyens.dk kort før sin sidste tv-udsendelse i 2007.

I samme interview tilbage i 2007 spurgte fyens.dk tv-journalisten, hvad hans største oplevelse har været igennem sin karriere:

»Den oplevelse, der nok har sat sine største spor i mig som sportsjournalist, var, da jeg var udsendt til De Olympiske Leje i München i 1972, og hvor jeg, mens jeg sad og kommenterede en ridebanekonkurrence, pludselig blev afbrudt, fordi der var en gidselaktion i gang, hvor 11 israelske idrætsfolk blev myrdet. Det var bestemt ikke nogen morsom oplevelse. Den var nærmest uvirkelig,« sagde han.

Carsten Fischer efterlader sig hustruen Lene samt to døtre, som han havde fra et tidligere forhold.

Opdateres...