Den konkursramte britiske legetøjskæde Hamley holder ophørsudsalg.

Den 258 år gamle legetøjskæde må opgive sine aktiviteter i Danmark på grund af millionunderskud og lukker snart sin eneste butik i Danmark. Derfor varsler butikken nu ophørsudsalg.

I slutningen af maj i år skrev BT, at den danske afdeling af legetøjskæden Hamleys var i seriøse pengeproblemer, og at en ekstern finansieringsmulighed var det eneste, der kunne redde Hamleys Danmark fra en konkurs. Finansieringsmuligheden kom aldrig, og nu er det altså slut med Hamleys i Danmark.

Hamleys har en butik i Danmark, der ligger på Vesterbrogade i København. Der er ikke sat endelig dato på, hvornår butikken lukker,  men i en pressemeddelelse oplyser legetøjskæden, at der vil blive afholdt konkurssalg af de produkter, butikken ligger inde med.

Konkurssalget begynder fredag den 22. juni klokken 15 og finder sted på Vesterbrogade 1H i København.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at Hamleys har genereret et underskud på næsten 50 millioner kroner.

Hamleys butik i London fylder fire etager og er en attraktion for både store og små legebørn. Vis mere

»Problemerne med økonomien opstod allerede tilbage i 2014, hvor det første millionunderskud viste tænder hos den danske butik og udfordrede økonomien. Her blev butikken reddet på stregen af en ekstern finansieringsmulighed, men må nu erklære sig definitivt konkurs. Den dårlige økonomi har betydet, Hamleys egenkapital i Danmark er forsvundet, og det har fået moderselskabet Hamleys Group, som i 2017 sikrede den danske butiks overlevelse med en millionindsprøjtning, til at trække sin økonomiske støtte,« står der i pressemeddelelsen.

Hamleys blev stiftet i 1760 i London af William Hamley.  I dag ejer kæden butikker i hele verden og er særligt kendt for sin kæmpe legetøjsbutik på Regent Street i London. Den butik er på syv etager og har over 50.000 varer i sit sortiment. Det er en turistattraktion i London og har over fem millioner besøgende hvert år.