Manden på landets mest omtalte billede nægter over for BT at have spyttet efter flygtninge fra en motorvejsbro. Med på billedet er en kvinde, der står og tager billeder med sin mobil. Hun hedder Lili Faxholm Vilhelmsen og bekræfter, at manden flere gange spyttede på flygtningene under ham.

Billedet af en mand i ternet skjorte, der står på broen over Sydmotorvejen uden for Rødbyhavn og tilsyneladende spytter ned på de vandrende flygtninge under ham, har fået de sociale medier til at koge det seneste døgn.

Og helt ufrivilligt blev kvinden på mandens højre side genstand for hele landets opmærksomhed. Dels fordi folk troede, at hun var mandens hustru, og fordi hun med et blev førstehåndsvidne til optrinnet.

Læs også:

Da BT tirsdag eftermiddag får fat i Lili Faxholm Vilhelmsen via telefon, er hun meget påvirket af gårsdagens møde med manden og hele flygtningesituationen. Hun arbejder til daglig som aktivitetsleder i Røde Kors i Rødbyhavn

»Jeg kan næsten ikke snakke om det, så græder jeg. Du må finde dig i, at jeg er meget bevæget,« siger Lili Faxholm Vilhelmsen og fortæller sin version af hændelsen på broen.

»Jeg stod på broen og tog billeder af alle de flygtninge på motorvejen for at få noget til Røde Kors-bladet. Så ser jeg et par på min venstre side, hvor manden står og råber 'Dit muslim-svin, gå hjem til jeres eget land' og står og spytter på dem.«

»Det kan man bare ikke. Jeg havde ikke nogle ord at sige til ham og begyndte at græde.«

»Jeg synes, at det var en grotesk opførsel. De stakkels mennesker har kæmpet i måneder og gået så mange kilometer og regner med at komme op til et fredeligt land, og så skal han te sig på den måde. Det er en skam,« siger Lili Faxholm Vilhelmsen

Læs også:

Da billedet af manden begyndte at florere på de sociale medier, antog mange, at Lili Faxholm Vilhelmsen var mandens kone. Det afviser hun på det kraftigste:

»Hvor herre bevares. Jeg har en meget bedre mand end det der. Min mand er formand for Røde Kors-butikken, og han var nede i hallen i Rødbyhavn, da jeg stod på broen,« siger Lili Faxholm Vilhelmsen

Ifølge Lili Faxholm Vilhelmsen stod mandens kone på hans venstre side. På et tidspunkt blev mandens opførsel for meget for konen, der skred ind:

»'Nu stopper du,' sagde hun til ham. Det var det sidste , jeg hørte, inden jeg gik,« siger Lili Faxholm Vilhelmsen.

Læs også:

Mandens egen udlægning af optrinnet lyder således:

»Jeg har ikke spyttet på nogen,« sagde han, da BT tirsdag konfronterede ham med billedet.

Kunne du finde på at spytte efter dem?

»Nej, nej, nej, slet ikke.«

Men du var ude at se på flygtningene?

»Ja, jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej,« siger han og forklarer, at han ikke er på Facebook og er ude at køre lastbil, og derfor ikke har haft mulighed for at se noget billede af sig selv.

De var så tilfredse

Lili Faxholm Vilhelmsen brugte mandagen i hallen i Rødbyhavn. Her var hun med til at sortere og pakke slik, barnevogne, tøj og sko, som folk kom med til flygtningene. De kørte i pendulfart frem og tilbage til Stop n' Sleep-hotellet og hallen i Rødbyhavn. Det var en hektisk dag fra 08.15 til 22.30, fortæller hun.

Samme opgaver er Lili Faxholm Vilhelmsen i gang med tirsdag, og hun fortæller, at stemningen blandt de cirka 150 flygtninge i Rødbyhavn er god.

»Det var den også i går. De var så tilfredse, og mange sagde, at de elskede det danske folk, og at vi var i deres hjerter. Jeg synes, at man skal tænke på, at vi har et godt liv her i Danmark, så vi skal ikke kun tænke på os selv,« siger Lili Faxholm Vilhelmsen.