Flere danskere oplever, at hackere overtager og låser deres computere og kræver penge for at åbne dem igen.

Flere danskere rammes af hackerangreb, hvor computeren låses og et skærmbillede, der nævner Interpol, politiet og børneporno, bliver vist sammen med trusler om at betale et beløb i euro for at undgå at blive anmeldt til politiet, skriver Jyllands-Posten.

Sikkerhedsspecialist Peter Kruse fra it-sikkerhedsfirmaet CSIS vurderer, at 100 danskere hver uge de seneste tre måneder, har været udsat for den slags hackerangreb.

»De bruger en slags kidnapningssoftware, som låser computeren fast i en tilstand, hvor der blot står, at man har set børneporno eller brugt illegale programmer,« forklarer Peter Kruse,

»Efter sigende låser de computeren op, hvis man overfører penge til dem. Men vi ser, at det ikke altid sker,« tilføjer han.

Da bagmændene har en interesse i at holde sig skjult, bliver ejerne af de låste computere bedt om at betale såkaldte ukash, som er virtuelle penge, som man blandt andet kan købe i 7-eleven.

Så får man en kode, som bagmændene vil have en til at indtaste på computerskærmen, og så ryger pengene ind på bagmændenes konto, uden de kan spores, forklarer Peter Kruse.

»De seneste måneder har vi set mere til dette svindelnummer. Og det er desværre noget, der kan være ret alvorligt,« siger han.

Peter Kruse forklarer, at i 90 procent af tilfældene skyldes det ikke, at computerejerne har dummet sig og klikket på noget, de ikke burde, men at de har glemt at opdatere programmer som Adobe Reader, Java eller Flash Player, og så kan man risikere, at computeren bliver »tvangsfodret med kidnapningssoftware«.

Man undgår den form for »kidnapning« af computeren ved at sørge for at opdatere sine programmer.

CSIS tilbyder et gratis program, som hedder Heimdal, der opdaterer programmerne automatisk.

Peter Kruse fraråder at betale bagmændene, da det blot ansporer bagmændene til at bruge metoden endnu mere.