Ny rapport viser, at mange millioner skadelige links dagligt bliver fjernet fra Facebook. Cyberkriminelle misbruger tilliden til platformen, mener IT-sikkerhedseksperter.

Facebook-brugerne elsker at »like« ting, og cyberkriminelle »liker«, at det forholder sig sådan. En ny rapport, der er udarbejdet af IT-sikkerhedsfirmaet Symantec og Facebook, viser, at Facebook dagligt blokerer 220 millioner meddelelser med skadelige links.

Gennem det seneste år har cyberkriminelle for alvor fået øjnene op for Facebook ifølge IT-sikkerhedseksperter. Forklaringen er, at brugerne har en høj grad af tillid til det indhold, der deles på tjenesten, fordi det deles af venner.

Problemet er imidlertid, at Facebook-vennerne nogle gange er hackere i digital forklædning. De opfordrer brugere til at »synes godt om«, »like« eller »dele« noget indhold, og i det øjeblik, de gør det, ledes de videre til andre sider, der inficerer computeren med skadelig software. Når skaden er sket, kan hackere få adgang til privatpersoners computere og misbruge prekære personoplysninger såsom CPR-numre og bankkoder.

- Facebook er blevet en ny platform for cyberkriminelle. Forestil dig, at du elsker golf, og en af dine Facebook-venner sender dig et video-link til en golf-video med Tiger Woods. Du ville aldrig få den tanke, at det link er farligt. Det er derfor langt mere effektivt at sprede skadelige software på Facebook, fordi hackerne kan tilføje et lag af »tillid« til deres ulovligheder. Det er ikke »bare« en e-mail fra en tilfældig nigerianer. Der er ingen tvivl om, at Facebook er en guldgrube for hackere, siger Kim Guldberg, IT-sikkerhedsspecialist ved Forsvarets IT-afdeling, FKIT.

Tilliden er ifølge Peter Kruse, direktør for sikkerhedsfirmaet CSIS, et nøgleord, når man skal forklare, hvorfor hackerne gennem det seneste års tid har kastet sig over Facebook.

- Facebook har været i luften i en del år, men det er ret nyt, at de cyberkriminelle udnytter tjenesten til kriminelle formål. Når folk har tillid til deres venner på Facebook, er det meget let at dele virus eller malware, og det spreder sig hurtigt til andre brugere. Cyberkriminelle går ofte efter penge. 97 pct. af den malware, folks computere inficeres med i dag, har dataindsamlingsegenskaber, hvor tyvene vil have fingre i oplysninger, som de enten selv misbruger eller sender videre til IT-kriminelle, siger han.

Ifølge IT-sikkerhedsekspert Ulf Munkedal fra FortConsult er Facebook som platform for cyberkriminelle en »klart opadgående« tendens.

- På Facebook klikker folk på links, som de ellers ikke ville have klikket på. Cyberkriminelle kan se Facebook-brugernes interesser og »likes«, så de ved, hvad de skal sende til brugerne for at fange deres opmærksomhed. Nogle gange er det ikke nok at bruge sin sunde fornuft, fordi denne type cyberkriminalitet er så troværdig. Ofte får folk endda overtaget deres computere, uden at de selv ved det. Derfor skal man have et opdateret styresystem og antivirus-software, for uheldet kan pludselig være ude, siger han.

IT-sikkerhedsekspert ved IT-universitet Joe kiniry mener, at folk skal indse, at Facebook i dag er meget mere end bare Facebook.

- Facebook lagrer så mange privatoplysninger, så det sociale medie nu har fået hackernes opmærksomhed. Disse er blevet langt lettere at få adgang til, fordi Facebook har integreret app’s i deres platform. Brugerne kan ikke vide, om deres app’s køres af Facebook eller via websteder uden for Facebook. Det har skabt mange sikkerhedshuller i det sociale medie, og derfor bør folk vide, at selv om Facebook ligner ét program, så er det meget mere end det. Man bør derfor kun tilføje app’s, som man har tillid til. Det her problem er faktisk så kompliceret, at selv jeg har svært ved at overskue det, siger IT-sikkerhedseksperten.

BNB