Michael Henriksen havde knoklet hårdt for den helikopter, der til sidst kostede ham livet. Den skinnende sorte Robinson-44 helikopter var længe før ulykken et stort ønske for den succesrige iværksætter.

Det fortæller hans nære ven og forretningspartner, der skulle have tilbragt den kommende weekend i selskab med den nu afdøde familiefar.

- Han har haft helikopteren i halvandet års tid, og jeg tror, det var en af hans store drømme, siger René Birch, der har kendt Farum-iværksætteren i mere end 20 år. Sammen havde de blandt andet selskabet Henriksen & Birch Holding ApS.

Læs også: Efter tragisk helikopterstyrt: De skal føre Farum-milliardærs forretning videre

Michael Henriksen omkom, da privathelikopteren med ham ved rorpinden under endnu ukendte omstændigheder fredag styrtede ned mellem Samsø og Sjælland. Sammen med den 52-årige direktør omkom tre venner og forretningsforbindelser i ulykken.

René Birch fortæller, at Michael Henriksen på råt forretningstalent og hårdt arbejde havde skabt et af Danmarks største vognmands- og transportfirmaer.

Hjalp til ’i marken’

Men selv om Michael Henriksen kunne kalde sig milliardær, tog han gerne arbejdshandsker på og hjalp til ‘i marken’.

Læs også: Helikopter-tragedien: Styrtede i døden uden flyveplan

- Michael arbejdede stadig tit om lørdagen. Han havde sin egen lastbil holdende klar ved firmaet. Den kørte han, når der var travlt. Han hentede containere i Polen, kørte gummiged og gravemaskiner og tog i det hele taget fat, når der var brug for det, siger René Birch, der blandt andet havde et sommerhus ved siden af Michael Henriksens i Skagen.

I den kommende weekend var det planen, at Michael Henriksen skulle være fløjet i helikopteren til Jylland for at mødes med René Birch.

- Jeg er sponsor for Silkeborg, og han er for FC Nordsjælland. Vi skulle have set deres superligakamp søndag og i den forbindelse have været i sommerhus i Skagen, fortæller ejendomsinvestoren.

Læs også: Fire venner fløj i døden: Ny teori kan forklare helikopter-tragedien

- Han er uerstattelig. Den største person, jeg nogensinde har mødt og en kæmpe ven af familien. Jeg kommer til at savne ham resten af livet.

Støtter de efterladte

René Birch fortæller, at både han og familien aldrig mere skal flyve i helikopter efter den tragiske ulykke. De har tidligere været passagerer i Michael Henriksens sorte Robinson-44, som også vognmandens to sønner havde certifikat til.

- Min dreng blev sat af ude på en gård, hvor han skulle til fødselsdag. Der landede han med ham, så det var alle tiders oplevelse.

Siden ulykken har den jyske forretningsmand støttet Michael Henriksens efterladte, så godt han kan.

- De skal bare ringe eller sige til, så kommer jeg. Hvis der er noget, så hjælper jeg gerne. Man var altid velkommen hos ham. Vi snakkede sammen hver dag. Hans død efterlader et kæmpe tomrum, understreger han.

Havarikommissionen forventes klar med en foreløbig redegørelse inden 60 dage.