Så skete det igen. Unge gymnasieelever skaber endnu en gang kontroverser, ballade og svineri - som det også skete i Esbjerg og Slagelse.

Denne gang handler det om hundredevis af unge og fulde gymnasieelever fra Gammel Hellerup Gymnasium hærgede og svinede ved Hellerup Havn tirsdag morgen og aften. Skolens pedeller blev sendt ud for at rydde op efter dem.

Det var 3.g’erne fra gymnasiet, der fejrede sidste skoledag i Staudehaven ved havnen i Hellerup.

De unge spillede meget højt musik og efterlod store mængder af affald på området, da de forlod stedet, skriver Villabyerne, som også beretter om, at op mod 300 unge befandt sig på stedet.

Line Traugott, der var vidne til de unges festivitas, fortæller til mediet, at de unge 3.g’ere festede løs, drak igennem, skabte uro og efterlod glasskår på hele græsplænen, da de endelig besluttede sig for at forlade stedet og give områdets beboere fred.

Men noget af det, som gik Line Traugott mest på nerverne, var, at man sendte et helt forkert signal til de unge, da man lod pedellerne klare oprydningen.

Samme mening har en anonym Hellerup-borger, der også var vidne til det unges fest. Hun fortæller, at hun er fuldstændig lamslået over, hvordan unge mennesker kan finde på at opføre sig. Samtidig mener hun, at skoleledelsen 'accepterer' opførslen, når de sender pedellerne ud for at rydde op.

Ifølge Nordsjællands Politi kom der også flere klager over uroen, de unge skabte. Politiet tog ned til stedet af flere omgange for at få de unge til at dæmpe sig. Angiveligt skruede de unge blot op for volumen, når politiet forsvandt fra området igen.

Jørgen Rasmussen, som er rektor på Gammel Hellerup Gymnasium, forstår de Hellerup-borgere, der har været frustreret over støjen og svineriet. Han fortæller, at de unges opførsel er fuldstændig uacceptabel og urimelig.

»Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at stille krav til de unges opførsel. Vi har holdt flere møder med 3.g'erne, hvor vi har indskærpet, at de skal opføre sig ordentligt og vise hensyn til beboerne. Men det hjælper tilsyneladende ikke,« siger Jørgen Rasmussen til Gentofte Lokalavis og understreger, at det er elevernes eget arrangement og ikke noget, som gymnasiet har noget med at gøre.

Han tilføjer, at skolen sendte pedellerne til at rydde op for at vise hensyn fra gymnasiets side. Han medgiver, at det er et dilemma at sende pedellerne på opgaven, men at eleverne i virkelighedens verden ikke rydder op efter sig selv.

Gammel Hellerup Gymnasiums 3.g’ere har hvert år en tradition med at sætte sig ned i Staudehaven og holde en drukfest, oplyser rektoren.