Wilhelm Kraft mener at have fundet stedet, hvor skatten blev gravet ned
- Det er lige der. Det var sådan her, det så ud.
Vinden rusker i den gamle, syge mand, der forsøger at overdøve havets brølen. 90-årige Wilhelm Kraft liver op, imens han energisk vifter sin stok i retning af det stykke på stranden lige ved siden af havnen i den nordjyske by Asaa, hvor han i 1944 hævder, at have brugt tre måneder på at være med til at grave et kæmpe hul for de tyske besættelsestropper.
Fire meter dybt hul
- Det var få meter oppe på stranden, at vi gravede det. Stranden ligner sig selv, men havnen har ændret sig lidt. Dengang var der ikke lystbåde som nu, og der lå kun et par skibe her. Jeg husker, at vi i klart vejr kunne se Sverige, råber han, mens han forsøger at holde på sin hat.
Sydtyske Wilhelm Kraft har - som BT i går kunne fortælle - rejst de 900 km mod nord for at afsløre en af Nazitysklands måske største hemmeligheder. Wilhelm hævder nemlig ikke blot at have været med til at grave et dybt hul på seks gange fire meter.
Han hævder også, at et svært bevogtet godstog efterfølgende ankom med en så hemmelig last, at bevæbnede vagter nægtede Wilhelm og kollegaerne adgang.
Da en dør på et af togene gled op, så han dog, hvordan lange trækasser stod stablet sammen. Kasser, som Wilhelm Kraft mener var tiltænkt de store huller ved stranden.
Nu har han taget BTs reporter med ud til det præcise sted, hvor han husker at have gravet hullerne.
Altså, hvor sikker er du, det er jo mange år siden?
- Jeg er temmelig sikker. Det er her.
Wilhelm Kraft har lejet en hytte ved den lokale campingplads, her viser han sin mappe med satellitfotos fra området, samt billeder fra besættelsestiden. Han forklarer, at han var 21 år, da han som en af 48 af Hitlers marinesoldater blev beordret til i al hemmelighed at grave det dybe hul, som han mener kan være spækket med guld.
- Måske er det noget af det guld, de røvede fra russerne, som aldrig blev fundet, måske er det andre ædle metaller, jeg ved det ikke. Det kan også være jødeguld, altså fra jødernes tænder, siger han og prikker morbidt neglen et par gange på sin fortand.
Mens han kigger på sine mange dokumenter fra krigstiden, der er spredt ud over campinghyttens bord, står det lysende klart, at hans viden om den hemmelige udgravning har plaget ham i årevis.
Frygter Hitler-sympatisører
-Jeg har jo ikke turdet fortælle det her til nogen af frygt for, hvad de Hitler-sympatisører, der stadig eksisterer i Tyskland, vil kunne finde på. Så mine venner sagde, at jeg skulle holde fingrene fra det her, men jeg kan ikke. Og selvom jeg stadig er bange, nu hvor jeg er stået frem, så må jeg have vished nu. Jeg trænger til at få lettet mit hjerte for de her oplysninger, siger han.
Nu hvor hans søgen er forbi, og stedet hvor udgravningen fandt sted efter 69 år formentlig er fundet, håber Wilhelm, at andre nu vil tage over.
- Jeg er vist blevet for gammel til at grave, siger han og gnækker.
- Så den del må danskerne nok hellere stå for.
