Den grønlandske by Illoqqortoormiut ligger tættest på eftermiddagens jordskælv, men her er der overraskelse over meldingen om den potentielle naturkatastrofe, der kunne have ramt byen

GRØNLAND: Jordskælvet ud for Grønlands østkyst har ikke ligefrem skabt en katastrofe, fortæller den lokale politistation i Illoqqortoormiut.

- Overhovedet ikke. Det er kun fordi I ringer, at vi bliver klar over, at vi har haft et jordskælv, siger Olav Nielsen, der er den eneste betjent i byen.

Illoqqortoormiut på Grønlands østkyst har cirka 500 indbyggere og er beliggende flere tusinde kilometer fra de nærmeste naboer. Byen er tættest på epicentret - 415 kilometer, fra det jordskælv, der torsdag eftermiddag dansk tid ramte området. Ramte er nok så meget sagt, for Olav Nielsen har end ikke set krusninger i overfladen af sin kaffe.

- Vi har hverken mærket rystelser eller haft tsunami. Faktisk intet som helst, fortæller betjenten.

Jordskælvet var ellers særdeles kraftigt, siger eksperter til Berlingske Nyhedsbureau.

- Der er tale om et forbavsende kraftigt jordskælv, det kraftigste i mindst ti år, siger professor Hans Thybo – Institut for Geografi og Geologi ved Københavns Universitet.

Området er dog kendt for at være særdeles geologisk aktivt, da det ifølge Hans Thybo ligger over et af de steder, hvor der i undergrunden skabes ny oceanbund.

- Der sker det, at to sider af en forkastning i undergrunden bevæger sig sideværts, og de bevægelser her sker i skorpen, siger han.

Ifølge Hans Thybos vurdering, har der ikke været fare for mennesker eller materiel fordi epicentret simpelthen ligger fra langt fra beboede egne.

Hans Thybo oplyser videre, at der otte minutter efter hovedskælvet på 6,6 Richter, indtraf et efterskælv der målte 5,2 Richter.

- Og sandsynligheden taler for, at efterskælvene bliver svagere, siger professor Hans Thybo.