Tidligere Grand Prix-vinder Michael Teschl har lagt sig ud med Advokatsamfundet efter, at han har startet en ny portal, som sætter fokus på etik i advokatbranchen.

'En gabestok, som hænger advokater til tørre i offentligheden.'

Sådan lyder kritikken i Berlingske fra Advokatsamfundets generalsekretær Torben Jensen få dage efter, at en ny portal advokatetik.dk er gået i luften.

Advokatsamfundet har indbragt portalen til Datatilsynet, som nu skal tjekke, om advokatetik.dk overholder persondataloven.

Bag portalen står Michael Teschl, som i 1999 vandt det danske Melodi Grand Prix sammen med Trine Jepsen med sagen 'Denne gang.'

Nu har sangeren og forfatteren Teschl startet portalen advokatetik.dk, som blandt andet giver information om advokatsager, som har været indbragt for Advokatrådets egen domstol, Advokatnævnet.

Teschl fortæller, at det var hans egen og andres dårlige erfaringer med advokater, der fik han til at tage initiativet til portalen.

- Jeg og de folk, der er i virksomhedens bagland, har startet portalen, fordi vi allesammen har haft uheldige eller kritisable oplevelser med det behandlingsforløb, man kommer igennem hos Advokatsamfundet, når man som borger klager over en advokat. 

- Det er på tide, at borgerne får mulighed for at gå ind og søge på en advokat og få at vide, om vedkommende advokat har et synderegister eller kendelser, hvor vedkommende groft har tilsidesat de advokatetisk regler. Du får jo ikke din kendelse offentliggjort med mindre, du har lavet en grov tilsidesættelse af de advokatetiske regler, fortæller han.



Men allerede få dage efter lanceringen er virksomheden kommet i kraftig modvind, og Advokatsamfundet raser.

- Det er et spørgsmål om retssikkerhed. Det handler om folks levebrød, siger Torben Jensen fra Advokatsamfundet til Berlingske.

Torben Jensen er især utilfreds med, at advokatetik.dk vil bringe oplysninger om klagesager tre år tilbage i tiden, mens Advokatnævnet kun lader kendelserne stå et år på deres hjemmeside.

Den kritik forstår Michael Teschl ikke.

- Vi bringer kun oplysninger, som har været publiceret på nævnets egen hjemmeside siden november 2011, siger han.

Angrebet fra Advokatsamfundet kommer ikke bag på ham, men det ærgrer ham alligevel. I stedet for at fokusere på det negative, synes han meget hellere, at Advokatsamfundet skal glæde sig over, at forbrugerne nu har mulighed for at finde frem til de mange advokater, der gør det godt.

- Det er ærgerligt, at Advokatsamfundet ikke vælger at se på det positive i det her. Nemlig, at dialog er muligt. Det er jo det første site i Danmark, hvor alle parter kan komme til orde. Og søgning på sitet viser jo også, at langt de fleste danske advokater er hårdtarbejdende og dybt professionelle. I stedet skulle de da prale med, at under tre procent af deres medlemmer rager uklar med reglerne. Det tror jeg ikke, der er ret mange andre brancher, der kan prale med, siger Michael Teschl.

Han lægger dog ikke skjul på, at advokatetik.dk er forbrugernes site, for de har ingen andre steder, hvor de kan få hjælp og vejledning, når de skal hyre en advokat. 

- Hvorfor skal advokaterne været hævet over alle andre erhverv? Hvis du serverer fordærvet mad, får du en sur smiley. Det her er da ikke meget anderledes, siger han.

I øvrigt mener han, at Advokatsamfundets reaktion blot er med til at lave ufrivillig reklame for portalen.

- Siden de indbragte os for Datatilsynet, er klik-tallet på vores hjemmeside steget markant, fortæller han.