I 2014 startede Carl Kai Rand, Anders Mørck og Kasper Eich-Romme virksomheden Goboat, som giver alle mulighed for at tage en sejltur i de københavnske kanaler, og nu går virksomheden så godt, at stifterne forventer at være til stede i 20 lande om bare to år. Det skriver Børsen.

Goboat er foruden København allerede i dag til stede i Malmø, Aalborg, London og Australien og interessen for den danske start up-virksomhed er enorm.

»Vi får mindst en henvendelse om ugen fra byer og iværksættere rundt omkring, der gerne vil starte Goboat op. Fra hele verden. Alt fra Esrum Sø til Venedig. Det er fantastisk, at vi ikke engang selv går ud og søger. Vi har ikke engang skrevet det på hjemmesiden. Folk går uopfordret ud og tænker, at det ville være fedt at få det i deres by,« siger Kasper Eich-Romme til Børsen.

Han fortæller, at det gode sommervejr i Danmark i år har været godt for forretningen, da vejret, forståeligt nok, har en stor indflydelse på, hvorvidt folk har lyst til at sejle.

Anders Mørck, Kasper Eich-Romme og Carl Kai Rand har startet Goboat.
Anders Mørck, Kasper Eich-Romme og Carl Kai Rand har startet Goboat. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Ifølge Børsen er Goboats forretning da også steget med hele 79 procent i perioden januar til maj, hvis man sammenligner med samme tidspunkt sidste år.

Succesen kommer til trods for, at Goboat sidste år blev impliceret i en tragisk sag, da to amerikanske piger omkom, efter en vandscooter påkørte dem, mens de sad i en Goboat.

»Det har været en meget hård oplevelse. Lige nu kæmper vi også med at holde hovedet oppe, for det er sgu også vigtigt for de ansatte. Og så tænker vi enormt meget på de to piger og deres familier,« fortalte Kasper Eich-Romme i maj sidste år til B.T. kort efter ulykken.

Til Børsen fortæller medstifteren i dag, at ulykken også har betydet, at Goboat som virksomhed har endnu større fokus på sikkerhed på alle markeder, ligesom de tre stiftere af Goboat fokuserer på at forebygge ulykker andre steder.