Julie Friis Nielsen har bogstaveligt talt kæmpet sig ind på det sværest opnåelige studium i Danmark. Epilepsi, politikere og en ihærdig mor har klædt hende på til turen mod samfundets top.
Julie havde det svært. Epilepsi og specialklasse. Fra femte kom hun i en almindelig klasse med almindelige krav og almindelige lektier. Moderen var coach og kontrollant. Hun hjalp hende med at komme op på niveau med de andre. Den mindste fejl blev rettet. Opgaverne var perfekte. Julie lærte at gøre tingene pænt og ordentligt og korrekt.
- På den måde blev jeg selv perfektionistisk og inspireret til at gøre tingene rigtigt, fortæller hun.
19-årige Julie Friis Nielsen sidder under halvtaget i rækkehuset i ly for bygerne over Søborg. Det er søndag. Mor og far pusler i køkkenet. Brødrene på 15 og 17 siger goddag og forsvinder ud af syne.
Årene gik. Julie kom på niveau. Karaktererne steg. Et gennemsnit på 8 i ottende klasse blev året efter til 10.
- Jeg troede, at kravene i gymnasiet var vildt høje, så jeg var meget flittig og lavede mine lektier – og ekstra meget i de fag, jeg var dårligst i.
Hun havde brudt et hul i 'muren'. 12-tallerne begyndte at rulle ind.
1.g. 'Okay, tænkte jeg. Så fortsætter jeg bare på den måde. Tre timer om dagen.'
2.g. 3.g.
I dag står der en kurv med chokolade, champagne og guf på præmiestudentens værelse. Den er fra Lyngby Handelsgymnasium som anerkendelse for årets højeste gennemsnit. 11,8. I sidste uge fik hun så beskeden om, at hun var kommet igennem uddannelsessystemets smalleste nåleøje, International Business på CBS, med et snit på 12,7 – hun har ret til at gange gennemsnittet med 1,08, fordi hun søger om optagelse under to år efter, at hun er blevet student.
Julie har på opfordring reflekteret over opgaven: Hvordan er det at være på vej til at blive en del af samfundets elite?
- Det er surrealistisk. Men det forpligter. Vi betaler så høje skatter i Danmark for blandt andet at gå gratis i skole, så man kan lige så godt høre efter i timerne og gøre det så godt som muligt. Ikke spilde tiden – og så glæde sig over, at man har fået sådan en chance for at få en spændende stilling og skabe noget værdi til Danmark, siger hun.
- Jeg har aldrig haft en drøm om at være en del af eliten. Men den type job, jeg stiler imod, kan du kun få, hvis du er en del af eliten. Høje karakterer betyder ikke meget i sig selv – kun at man kan komme ind på sit drømmestudium og kan følge med. Det er lige så vigtigt, at man også kan noget andet.
'Jeg har slidt mig til meget'
Med plads på det eftertragtede studium på CBS kan første afsnit af Julies drøm krydses af. Et trin på hendes vej til konkurrencesamfundets top – en top som politikere og erhvervsliv siger, vi skal være stolte af.
For nogle er Julie en rollemodel i middelmådighedens fædreland. For andre en kilde til åndenød. Helt bevidst i forsøget på at undgå at blive fagidiot og for at få en bredere horisont har hun krydset af under fritidsjob og frivilligt arbejde: Bagerekspedient i Kvickly og formand for Venstres Ungdom i Gladsaxe.
Julies spidskompetence er, ifølge hende selv, at systematisere, tage kvalificerede noter, bide tænderne sammen. Og gøre de ting, hun bliver bedt om, når hun vel at mærke kan se en mening med galskaben.
- Politikerne har sagt, at vi unge skal hurtigt igennem studierne for at få et job. Men samtidig læser man, at der er finansiel krise og tænker: Hvorfor? Nå, okay, hvis jeg skal have et job så hurtigt, er jeg nok nødt til at kunne lidt mere. Kæmpe lidt mere. Jeg synes generelt, at jeg har slidt mig til meget, for jeg har nogle drømme, som er svære at opnå.
Det har hun så gjort. Men hun ved også, at politikerne har det fra økonomerne, og økonomerne har det fra nøgletal – 'og nøgletal kan man jo selv finde og fortolke. Det behøver man ikke politikere til, som hun siger.
Julies fremtidsplan ser nogenlunde således ud: Hun skal være bachelor, derefter kandidat og så på et af CBS’ partneruniversiteter i Spanien eller Latinamerika for at åbne døre og bruge sit spanske, som hun har finpudset på sprogskoler i sommerferierne – 'for at skabe en unik profil, der er anderledes end de andres'.
- Når jeg så er færdig og har fået job i et andet land, kan det godt være, at jeg efter fire år tager tilbage til Danmark for at stifte familie og være sammen med venner. Eller måske flytter jeg til et nyt land.
Turen mod toppen har sin pris. Den har hun foreløbig betalt uden at kny. Hun har droppet sit gryende talent for at tegne. Er stoppet med at danse og svømme, og byture med vennerne blev der ikke mange af i gymnasiet.
- Jeg har ikke haft tid og overskud til kærester. Hvordan skulle jeg have haft tid til det?
Kan man stoppe kærligheden?
- Ja, hvis man glemmer den igen, fordi man ikke føler, man har tid til den. Det er sket, at jeg har mødt en, hvor jeg så har tænkt: Det har jeg ikke tid til. Undgå personen. Bare snak som venner. Det kan jeg ikke byde nogen. Men jeg har det jo egentlig meget godt.
Det er sjovt at konkurrere
Ud over kurven med lækkerier fra gymnasiet har fliden og målrettetheden selvfølgelig også givet pote.
- Jeg har mere selvtillid i dag. Jeg tror nu på, at jeg kan opnå mine drømme, hvis jeg kæmper nok for dem. Bare det at kæmpe, som jeg har gjort, for at komme ind på den sværeste uddannelse i Danmark. Det er en drøm, jeg har haft siden 2.g.
- Jeg har aldrig tænkt: 'Jeg er bedst. Jeg er bedre end alle andre eller mere værd'. Der har altid været nogen, som var bedre end mig. Men så har jeg bare kæmpet for at blive lige så dygtig eller dygtigere. Perfektion er ikke det eneste rigtige for mig, men konkurrencementaliteten er sjov. At det faktisk er menneskeligt muligt at få høje karakterer.'
Hvad hvis der sker noget uforudset i dit liv?
- Jeg har ikke en plan B. Mens jeg kæmper mig frem mod mit mål, kan der jo ske noget på min vej, og så må jeg tage den derfra. For eksempel hvis jeg skulle bryde sammen på grund af stress på mit studium. Men jeg tvivler på, at det vil ske.
