Gentofte Kommune vil slæbe regeringen i retten for at få gennemført en særlig miljøundersøgelse af betalingsringen. Transportministeren mener, at svarene allerede ligger klar.

Regeringen får snart en retssag på halsen. Gentofte Kommunes konservative borgmester, Hans Toft, er nemlig så utilfreds med, at regeringen ikke har planer om at gennemføre en særlig miljøundersøgelse - en såkaldt VVM - af betalingsringens konsekvenser, at han vil sagsøge regeringen.

- Betalingsringen berører i tusindvis af menneskers hverdag. Det er et kæmpestort projekt, som får betydning for både trafik, parkering og luftforurening, derfor er det helt afgørende, at få en VVM-undersøgelse, siger han.

VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet og udføres, når der foretages større omlægninger af eksempelvis vejsystemer. Typisk tager undersøgelserne tre-fire måneder at gennemføre, og de bliver efterfølgende præsenteret for Folketinget. En række anlæg såsom større vindmølleanlæg, kemiske fabrikker og motorveje er altid VVM-pligtige.

Af netop den grund anklager Hans Toft regeringen for at prioritere betalingsringen så højt, at den tilsidesætter de undersøgelseskrave, som ellers gælder for andre.

- Derfor vil jeg indstille til retssag mod regeringen. Vi må lade domstolene prøve dette her af, siger han.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) mener ikke, at Hans Toft har ret i kritikken.

- Vi har givet meget præcise svar på, hvad betalingsringen kommer til at betyde. Vi har undersøgt sagen grundigt, siger han og afviser dermed, at der er behov for en VVM-undersøgelse.

Blandt andre har Vejdirektoratet undersøgt en række konsekvenser ved betalingsringen. En af konklusionerne er, at de veje, der vil opleve den største trafikale belastning, ligger i Gentofte og Herlev. Men samlet set vil trafikken falde i begge kommuner, viser prognosen.

Henrik Dam Kristensen understreger, at hvis Hans Toft ønsker en retssag, så står det ham fri for.

- Jeg forstår, hvorfor der kræves VVM-undersøgelser, når man laver en motorvej, der pløjer igennem et stykke uberørt natur. Men i dette tilfælde er der tale om, at vi sætter noget op, der minder om gadebelysninger, siger ministeren.

Regeringen har - med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som fortaler - igen og igen fastslået, at betalingsringen kommer.

Den omstridte betalingsring bliver dog mødt med modstand blandt S og SFs venner i fagbevægelsen. LO Storkøbenhavn kræver for eksempel roadpricing som instrument til at løse trængselsproblemer, og flere socialdemokratiske omegnsborgmestre har ytret sig kritisk om planerne for en betalingsring.

Gentoftes kommunalbestyrelse behandler sagen om søgsmålet på et møde i starten af næste uge.

BNB