Indtil den fremtidige svigerfamilie fik ophævet Geeti Amiris forlovelse, fordi hun ikke var »ærbar« nok, troede hun, at veluddannede kvinder ville vælte minoritetsmiljøernes patriarkat. Nu kræver hun, at ressourcestærke nydanske kvinder gør op med rygtekultur og social kontrol.
Geeti Amiri er en af de prominente nydanske kvindestemmer, der over de senere år har markeret sig i den danske integrationsdebat. Først med synspunkter om, at veluddannede og ambitiøse kvinder som hende selv var integrationens stormtropper.
I et interview med Politiken i 2014 erklærede hun blandt andet:
»Som for alle andre kvinder er uddannelse for os vejen til mere frihed, uafhængighed, anerkendelse og et bedre liv. Og vi stopper ikke for nogen i kampen om vores eksamensbeviser eller de høje stillinger.«
Hun blev også citeret for, at »de patriarkalske familiestrukturer er under opbrud i mange nydanske miljøer som resultat af kvinders uddannelsesløft.«
Det mener Geeti Amiri imidlertid ikke længere. Fortællingen om uddannelse som murbrækker i kampen mod patriarkat og forældede normer i indvandrermiljøer er i høj grad en illusion, siger hun nu til Berlingske.
At hun så markant har ændret holdning skyldes ikke mindst, at hun på egen krop oplevede, at de traditionelle æresbegreber, som hun ellers troede, var under opbrud, stod væsentligt stærkere, end hun tidligere havde villet erkende.
Men indtil foråret for to års tid siden mente Geeti Amiri, at hun var præmieeksemplet på en nydansk kvinde, der havde frigjort sig fra kvindeundertrykkende strukturer og social kontrol.
»Jeg læste statskundskab, var kæreste med en sød dansk-afghansk fyr, og jeg lagde ikke skjul på, at jeg havde haft forhold, boet for mig selv og haft et sexliv inden ægteskabet. Kort sagt havde jeg levet som langt de fleste unge danske kvinder.«
Med sine egne ord troede Geeti Amiri, at hun kunne »få det hele«. At hun kunne være en stolt del af både det afghanske minoritetsmiljø og det danske samfund med alt, som det indebar.
Den optimisme varede, lige indtil hun og kæresten stod foran et bryllup, og kærestens forældre skulle komme på besøg for formelt at bede om Amiris hånd. Geeti Amiri betragtede mest mødet som en lidt hyggelig og antikveret formalitet. Ikke mindst da kærestens familie udmærket kendte hende og hendes baggrund.
Men mødet blev ingen formalitet. Det blev aflyst. Ligesom brylluppet.
»Min familie fik et opkald lige inden besøget, hvor min daværende kærestes familie fortalte, at forholdet ikke lod sig gøre, og vores ægteskab ikke kunne blive til noget. Det handlede ikke om, at noget var sket, men udelukkende om, at jeg er den, jeg er. Jeg havde gået i byen, datet og boet for mig selv. Det gjorde, at de ikke mente, at jeg var en acceptabel og ærbar hustru for deres søn. Jeg var blevet for dansk,« siger hun og fortsætter:
»Det ramte mig som en stor, syngende lussing. Jeg levede i den her illusion om, at hvis jeg studerede og klarede mig godt fagligt og var økonomisk uafhængig, kunne jeg være en af de fremadstormende minoritetskvinder, der angiveligt ikke ligger under for social kontrol og patriarkalske normer. Men det gik op for mig, at fortællingen om eksamensbeviset som vejen til frihed er en stor, fed løgn.«
Ifølge Amiri er den sociale kontrol i indvandrermiljøerne allestedsnærværende og rammer folk, uanset om de går med tørklæde, er ufaglærte eller, som hende selv, lever fuldstændigt frigjort.
»Lad mig sige det, som det er: Hvad hjælper et eksamensbevis, hvis man som kvinde skal leve op til kriterier, som intet har med uddannelse at gøre? Den artige og anstændige kvinde defineres ikke af uddannelse, men af sin evne til at makke ret.«
De problemer med en angiveligt manglende ærbarhed, som Geeti Amiri oplevede på nærmeste hold, mener hun, i høj grad skyldes et ekstremt magtfuldt rygtesamfund, særligt blandt unge med muslimsk baggrund.
»I alle muslimske minoritetsmiljøer, det være sig palæstinensiske, iranske, somaliske eller tyrkiske, hersker der stærke kodekser og kollektive normer om, hvordan man »passer på hinanden«. Det betyder, at det er enhvers anliggende, hvad alle andre foretager sig. Det er særligt udtalt i forhold til kvinderne, for de bærer familiens ære. Derfor bliver det hele miljøets ansvar at sørge for, at de ikke gør noget skamfuldt.«
Amiri fortæller, at det i praksis betyder, at man oplever konstant overvågning i det offentlige rum. Man skal kigge sig over skulderen for at sikre, at man f.eks. ikke bliver set med en kæreste uden at bære slør, hvis man har dette på i familiens nærvær.
»Bare man går ned ad Strøget og bliver set af en anden med afghansk baggrund, kan vedkommende sørge for, at alle afghanere i det yderste hjørne af Jylland ved det i løbet af nærmest ingen tid,« fortæller hun og nævner, hvordan hun selv oplevede rygtesamfundets magt.
»I forhold til min ekskærestes familie overraskede det mig, at det viste sig, de kendte detaljer om mig, som jeg aldrig havde omtalt offentligt, men som de tydeligvis havde hørt på anden eller tredje hånd og bedømte mig på baggrund af.«
Amiri fremhæver også, at der eksisterer et stort hykleri i minoritetsmiljøerne, fordi mange, også forældrene, er klar over, at døtre og søstre forbryder sig mod æresbegreberne. Men så længe det foregår uset, bliver det tolereret.
»Hvis nogens døtre er mindre omtalte, er de mere værd, uanset hvilke egenskaber de ellers måtte have. Også selv om de har levet præcis lige så dansk som mig, men blot undladt at stå ved det,« siger hun.
»En kvinde, som tager et opgør med normerne, som jeg har gjort, udstødes i høj grad af de andre kvinder, fordi hun bryder idealet om, hvad en kvinde bør gøre. Som jeg oplever det, foretages den værste undertrykkelse af kvinderne selv,« siger hun.
»Man kan også bruge rygter til at fjerne fokus fra sig selv. For hvis man taler nok om naboens kaos, er der måske færre, som bemærker ens eget. Rygtesamfundet er derfor også en måde at få eller miste status på.«
Siden Geeti Amiri meldte sig ind i debatten med kritik af rygtesamfundet og social kontrol af kvinders ære internt i minoritetsmiljøerne, har hun oplevet voldsom kritik fra andre ressourcestærke og veluddannede nydanske kvinder.
»Jeg oplever, at mine største modstandere ofte er minoritetskvinder, som selv har oplevet at sidde i samme situation som jeg. Ressourcestærke kvinder, som selv har været ofre for rygtesamfundet, men som ikke har haft kræfter eller mod til at tage et offentligt opgør med det. Jeg tror desværre, at når man kommer over på den anden side, er blevet gift og i nogen grad har accepteret dette samfunds konventioner, selv om de er problematiske, har man ikke nogen interesse i at kritisere dets normer. Søstersolidaritet findes ikke i minoritetsmiljøer.«
Også de etnisk danske feministers måde at forholde sig til ligestillingsproblemer på er Geeti Amiri kritisk over for. Hun mener, at mange danske feminister kun forholder sig til det sidste af de tre stadier for kvindekamp, hun opstiller.
Første stadie handler om at vinde retten til sin egen krop og eksistens, det andet om retten til at leve sit liv, som man vil uden social kontrol, mens det tredje går ud på, at meget overordnede emner som kvindekvoter i bestyrelser og øremærket barsel bliver problematiseret.
»Rigtigt mange minoritetskvinder befinder sig på første stadie, og de kæmper blot for retten til at bestemme over deres egen krop og eksistere uden at være afhængige af en mand eller far. Danske feminister har derimod meget travlt med problemer, som set fra mit perspektiv er temmelig banale,« siger hun og eksemplificerer.
»Når jeg fortæller danske feminister, hvordan en familie og en stor del af et helt minoritetssamfund kunne stemple mig som en uacceptabel hustru og svigerdatter på grund af forældede kønsnormer og krav om kvinders ’renhed’, udløser det oftest kun en let bekymret panderynken. Men hvis Joachim B. Olsen siger, at der findes en lille biologisk forskel på kønnene, eksploderer mange af de samme mennesker i raseri,« siger hun.
Geeti Amiri er ikke videre fortrøstningsfuld i forhold til, hvad man kan gøre ved problemet.
»Jeg kan godt forstå, at man i Danmark er bekymret, for jeg ser en ungdom, som er langt mere religiøs end forældrene,« siger hun og tilføjer, at hun ikke mener, man skal gøre sig nogen forhåbninger om, at imamer og de religiøse miljøer kan spille en positiv rolle for nydanske kvinder.
»Efterhånden må jeg erkende, at der ikke er nogen imamer, som ved højlys dag vil gå ind for ligestilling. De vil kun sige, der er ligeværd. Men det giver ingen mening. Ligestilling er, at folk har samme rettigheder, men inden for islam, som praktiseres patriarkalsk, er kvinder dårligere stillet, og det vil de ikke gøre op med,« siger hun.
Det, der for alvor kan gøre en forskel, er ifølge Amiri, at nydanske kvinder offentligt og højlydt tager opgøret med den sociale kontrol, rygtesamfundet og de forældede æresbegreber.
»Man skal kalde en spade for en spade. Hvis man råber op om de her problemer, kan det også få de piger i minoritetsmiljøerne, som normalt ikke tænker over det, til at undre sig over, hvorfor det egentlig rager andre, hvordan de opfører sig. Rygtesamfundet har været voldsomt tabuiseret, primært blandt de brune stemmer. Man har betegnet det som et lille problem, men rend mig i røven, det er et helt enormt problem,« siger hun og fortsætter:
»Jo mere vi normaliserer kritik af rygtesamfundet og kompromisløst erklærer, at rettigheder gælder for alle uanset hudfarve, jo bedre vil det gå i fremtiden. Det er vigtigt at tage det opgør lige nu, fordi vi ser ekstremt mange flygtninge komme til Europa og Norden. Her bliver vi nødt til ikke at gentage fortidens fejl. Frihedsrettigheder er ikke til forhandling. Punktum.«
