TDCs økonomi bløder, og deres fastnetkunder er i frit fald. Derfor har teleselskabet nu skruet gevaldigt op for priserne. Vil du fortsætte med at eje en køkkentelefon skal du fra 1. juli betale 22 procent mere, end hvad du plejer. Oven i det boner TDC dig nu for knap 350 kr. ekstra om året, hvis du modtager dine regninger med posten. Det skriver Jyllands Posten

TDC sidder solidt på fastnet-markedet med ejerskab over 8 ud af 10 af danskernes køkkentelefoner. Selv om TDC ikke vil oplyse, hvor mange danskere det nye brev-gebyr reelt rammer, viser tal fra TDC ifølge JP, at 865.000 danskere ejede en fastnettelefon i sidste halvår af 2013.

Dermed kan TDC potentielt se frem til at stoppe over 300 millioner kr. ned i lommen alene på det nye brevgebyr.

Martin Salomon, chefkonsulent hos Forbrugerrådet Tænk er oprørt over prisstigningerne, som især vil ramme mange ældre kunder.

- Der er reel konkurrence på alle andre områder, men på fastnettet kan de i TDC te sig, som de vil, og det gør de, siger han til Jyllands Posten.

Koncerndirektør med ansvar for TDCs privatforretning, Johan Kirstein Brammer, Consumer, forklarer den nye prisstigning til JP.

- Vi ser et fald i vores fastnetkunder, og det gør, at vores omkostninger til at drive vores telenet skal fordeles på færre kunder. Derfor er vi simpelthen nødt til at hæve prisen for vores fastnetabonnement, siger han.

TDC har tabt 43 % af sine fastnetkunder på bare fem år, viser tal fra TDC.