Peter Yung Worth Jacobsen fra Restaurant Kanalen har vundet titlen som årets kok og 40.000 kroner.

København. Ti danske topkokke kæmpede tirsdag om retten til at kalde sig årets kok. Det var Peter Yung Worth Jacobsen fra Restaurant Kanalen i København, der løb med sejren.

Det oplyser brancheorganisationen Horesta.

Årets kok er danmarksmesterskabet for professionelle kokke, hvor ti af landets gastronomiske talenter duellerer om at vinde titlen som årets kok og en førstepræmie på 40.000 kroner.

Det er Horesta, der i samarbejde med 3F, har arrangeret konkurrencen.

Konkurrencen blev afholdt i Papirfabrikken på Hotel- og Restaurantskolen i København.

Finalisterne skulle lave en hovedret, hvor der skulle indgå gederyg med saddelstykke, indmaden fra geden og en garniture, som skulle være grillet eller stegt.

Derudover skulle de tilberede en forret og en dessert af en råvarekurv, som de ikke kendte indholdet af, og som først blev udleveret på dagen.

Forretten skulle laves med sandart og sort hummer, og desserten skulle bestå af butterdej, kvæder og is.

Hver kokkefinalist havde seks timer og 25 minutter til at tilberede en treretters menu til ti kuverter.

Og det var altså Peter Yung Worth Jacobsen, der imponerede dommerpanelet mest.

Dommerpanelet bestod blandt andet af Rasmus Kofoed, der er medejer af restauranten Geranium.

Årets sølvmedalje gik til Nikolaj Schmidt Skadborg fra Restaurant Sletten i Humlebæk, mens Dennis Bang Carlsen fra Restaurant Bühlmann i Aalborg fik bronze.

Ud over årets kok blev årets tjener kåret sideløbende, hvor fem finalister dystede i discipliner som menuforklaring, osteservering og gæsteservice.

Titlen som årets tjener og en præmie på 40.000 kroner gik til Christian Neve fra Restaurant Domestic i Aarhus.

Det er 26. gang, at konkurrencen om at blive årets kok bliver afviklet.

/ritzau/

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.