Vesterport Station skal fremover danne rammerne for Gasoline Grills nye burgerbiks.

Fredag blev de første burgere langet over disken hos Gasoline Grills tredje og nyeste burgerbiks, der har fået adresse på Vesterport Station, og med den håber direktøren for den efterhånden verdensberømte danske burgerbar, at man kan udfordre lidt.

»Vores første lokation var lidt skæv og sjov, og det synes vi også, at det her er. Og så kan vi godt lide at udfordre tanken om, hvor man kan ligge henne som spisested,« fortæller Klaus Wittrup, direktør i og medejer af Gasoline Grill.

Gasoline Grill åbnede sin første burgerbiks i lokaler ved en tankstation på Borgergade i København tilbage i 2016, men det var først, da det amerikanske medie Bloomberg kårede burgerbaren som den 27. bedste af sin slags i verden, at Gasoline Grill for alvor blev kendt hos den brede danske befolkning.

Siden åbnede endnu en på en sidegade til Strøget i København, og nu har man således valgt at placere kædens tredje spisested på en perron mellem travle S-tog.

»Når man tager til storbyer som Tokyo og New York, så er der kvalitetsmad på togstationerne. Det har vi ikke set i Danmark, og jeg tror heller ikke, man har set det andre steder i Nordeuropa, og det er derfor, at vi åbner på Vesterport Station,« siger Klaus Wittrup, der tilføjer, at man har planer om at åbne et større spisested i København inden længe.

Opskriften på succesen skal ifølge Klaus Wittrup findes i stedet begrænsede sortiment. Hvis man kigger forbi Gasoline Grill, kan man se, at de kun sælger fire forskellige slags burgere.