Fem medlemmer af den vanekriminelle og i medierne meget omtalte Levakovic-familie har fået udbetalt kontanthjælp, mens de har været fængslet.

Det skriver Ekstra Bladet mandag på baggrund af en rapport fra Intern Revision i Københavns Kommune, hvor fire generationer af Levakovic-familien er blevet gået efter i sømmene.

- Det burde ikke kunne lade sig gøre, at en indsat modtager kontanthjælp eller tilsvarende ydelser, siger Jan Førde, socialfaglig konsulent i Kriminalforsorgen til Ekstra Bladet.

- For at få kontanthjælp er det en forudsætning, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet, og det kan man i udgangspunktet dårligt sige, de gør, når de er fængslet, forklarer han.

Anne Mee Allerslev (R) er som integrations- og beskæftigelsesborgmester ansvarlig for udbetalingen af kontanthjælp i Københavns Kommune. Hun ærgrer sig over, at mennesker, der begår berigelseskriminalitet igen og igen, får udbetalt kontanthjælp, når de ender i fængsel.

- I forhold til den konkrete sag har vi bedt Kriminalforsorgen om at give os oplysninger tidligere, så vi forhåbentlig undgår sådan nogle tilfælde i fremtiden. Men vi kan ikke helgardere os mod, at nogle folk altid vil prøve at snyde og bedrage.

Ekstra Bladet har gennem flere dage forsøgt at få en kommentar fra flere medlemmer af Levakovic-familien. Søndag lykkedes det at få et familiemedlem i tale. Vedkommende ønsker ikke at stå frem, men siger:

- Vi får det, vi er berettiget til. Det er ikke vores skyld. Kommunen siger, hvad vi skal søge. Sådan fungerer systemet her i Danmark. ---- Mindst seks personer af familien sidder i øjeblikket i fængsel.