Flere og flere mænd vælger at få børn sent. Men er det også godt for børnene? Ikke nødvendigvis mener børnepsykolog

Det kan godt være, at nogle ældre fædre siger, at det var et perfekt tidspunkt for dem at få børn sent,  men er det også det for børnene?

Debatten om de ældre fædre har den seneste tid raset i medierne, og der er da også flere mænd, der vælger at få deres børn senere end før i tiden.

Tal fra Danmarks Statistisk viser, at antallet af nyfødte børn med fædre over 50 år er steget fra 262 til 690 over de seneste 30 år.

Ifølge børnepsykolog John Halse kan det da også være hårdt for barnet, at faderen ikke nødvendigvis kan de samme ting, som legekammeraternes fædre kan.

»Jeg har mødt børn, som udtrykte, at det var pinligt, hvis de blev spurgt i skolen om faderen var deres bedstefar. Det er en logisk følge. Selvfølgelig kan et barn synes, at det er øv, hvis far ikke kan lige så meget, som barnets legekammeraters fædre kan,« siger John Halse til BT.

Ifølge børnepsykolog John Halse er der også en risiko for, at barnet bliver deprimeret, hvis det for eksempel mister sin far som 14-årig. Og det er der en større risiko for, når man er ældre.

Der er dog ikke udelukkende negative sider ved at have en far, der er godt op i alderen. En mand, der får et barn i en højere alder, er nemlig mere reflekteret og overvejet omkring beslutningen om at få børn. Alligevel råder han fædrene til at få deres børn, inden de er omkring 35 år.

»Det råder jeg mænd til for at give børnene mulighed for at have deres far så længe som muligt, men også for at kunne lave fysiske aktiviteter med børnene. Barnet får måske også en far, der halter lidt rent fysisk i forhold til en mere ungdommelig far. Der er jo forskel på at være 65 og 35 år, og så får ungerne måske ikke spillet lige så meget bold med deres far,« siger John Halse.

»Der ligger nogle belastninger i det. Man kommer muligvis ikke engang til at opleve, at din far er med til din konfirmation. Hvis faderen ikke er et overmenneske fysisk, så vil barnet komme til at opleve en far i skavanker og de nedslid, der er i at blive ældre,« siger John Halse.

Martin Brygmann, komiker, skuespiller og musiker

»Jeg har fem børn (Ludvig på 27, Frida på 25, Cornelia på 11, Sørine på 10 og Douglas på to år), som er spredt godt ud i alder. Det sidste barn fik jeg som 52-årig. Så jeg må betegnes som en gammel far.«

Betyder din alder noget i forhold til at få børn?

»Det handler ikke om alder, men hvordan man er overfor sine børn. Unge fædre mangler jo enormt meget erfaring, og det har jeg mere af end en på 25 år. Jeg fik selv mit første barn som 26-årig, og forskellen på mig nu og dengang den er virkelig stor. Man har mere ro som menneske, når man bliver ældre. Dengang havde jeg hverken karriere, og moren og jeg havde lige mødt hinanden, så jeg var rigtig ny i både faderskab og i livet. Da jeg var ung handlede det meget om mig selv, så jeg var meget selvcentreret dengang. Det ved jeg ikke, om er godt for et barn at vokse op i.«

Var det bedre at få et barn sent?

»Nu har jeg meget mere tid til mit barn, fordi mit liv kører. Jeg vil betragte mig selv nu som en langt bedre far nu, end jeg var dengang for mit første barn.«

Hvilke overvejelser gjorde du, da du skulle have dit seneste barn?   

»Jeg var faktisk bare glad. Jeg ville så gerne nå det en gang til. Ligeså snart den sidste smider bleen, så indfinder der sig en nervøsitet hos mig. Så skal jeg have en til. Men nu skal jeg ikke have flere, selvom det ville ikke genere mig at få en mere. Men jeg siger stop herfra, selvom jeg godt kunne blive ved.«

Fordele og ulemper?

»Der er en masse ting, som man har i kufferten, som man kan give videre til sit barn, når man bliver ældre. Det er det, der taler for. Det, der taler imod, er, at man rent fysisk er ikke er ligeså skarp. Man spiller ikke lige så godt fodbold, men til gengæld så vinder min dreng nok over mig tidligere i fodbold. Men det er jo godt for min dreng.«

Når du skal hente i vuggestuen, tror de så ikke, at du er bedstefaderen?

»Man spejler sig jo i de unge fædre, der henter i vuggestuen. Jeg ser mig selv som lige så ung. Sådan føler jeg mig. Det må være det vigtigste et eller andet sted.«

Har du dårlig samvittighed over at have fået børn så sent?

»Min far fylder 95 år nu her, og han raske ture osv., så jeg har nogle gener, som heldigvis peger på, at jeg kun er halvvejs i mit liv. Det er jo også fantastisk. Så jeg slet ikke dårlig samvittighed. Når man først har fået et barn, så hænger man på det. Så må man bare være der for det. Hvis man skulle have fortrudt, så skulle det være inden man fik barnet. Man kan ligeså vel være en god far i 50’erne som i 20’erne. Barnet kan bare slå sin far tidligere i fodbold.«

Casper Christensen, Komiker, skuespiller og tv- og radiovært

»Jeg har i forvejen børn på 17 (Marvin) og 19 år (Cajsa), og så fik jeg for nyligt en søn (Cooper) som 48-årig.«

Havde du gjort dig overvejelser om få et barn i en sen alder?

»Det har jeg overhovedet ikke gjort mig nogle overvejelser om. Det er klart, at hvis man ikke regner med at kunne se børnene blive konfirmeret, så er det måske lige gammelt nok. Jeg har ikke skænket det en tanke, og jeg er ikke nervøs for det på nogen måde. Det er noget af det bedste, der er sket for mig, og min søn er foreløbig sund og rask.«

Har du haft dårlig samvittighed over at din søn får en ældre far?

»Jeg har ingen bekymringer om det her. Jeg har på ingen måde dårlig samvittighed over at have fået et barn som 48-årig. Det ville være fuldstændig vanvittigt.«

»Begge de børn, jeg har fået tidligere, og det barn, jeg lige har fået, kommer til at leve en anden barndom end 99,9 pct. andre børn i det her land. Der bliver kigget på dem på en anden måde, fordi deres far er Casper Christensen. Så de er udrustet og styrket til det og går igennem livet, uden at have problemer med det. Så at deres far muligvis er lidt ældre bliver ikke noget problem.«

Er det et godt tidspunkt at få et barn på, synes du?

»Det er jo ikke tilfældigt, at vi har fået et barn. Det er noget, vi har ønsket og planlagt. Så selvfølgelig har jeg ingen betænkeligheder i hele verden ved at få det barn. Jeg føler, at det er det mest perfekte tidspunkt i mit liv at få barnet på, og jeg er ikke nervøs for, om det bliver skizofrent eller paranoid. Jeg er heller ikke bange for, at nogen i den fremtidige skole muligvis skal sige ”hey, din far er ti år ældre end min far.«

»Det handler om at give barnet en ordentlig opvækst, give det muligheder, en god opdragelse og kærlighed. Det bliver altså ikke mindre af, at man Casper Christensen, er ti år ældre eller at man er 48, når man får det.«

»Det handler om helt andre værdier, og dem har jeg fuldstændig styr på. Jeg har to børn, som er super velfungerende. Nu har jeg så fået et tredje, og det er jeg meget tryg ved. Min nye søn skal min kone og jeg nok få opdraget til at blive en perfekt borger i det her samfundet. Så ingen bekymringer herfra.«