Virksomheden Arla Foods er traditionelt set kendt for primært mælk og mælkeprodukter. Men nu tilføjer den danske virksomhed en helt ny type varer til sortimentet.

Arla går nemlig i direkte konkurrence med bryggerierne, når virksomheden lancerer en helt ny type mælkedrikke - med brus - og inden 2020 har planer om at sælge flere af disse nye typer prodkter for mere end fem milliarder kroner.

Det skriver Finans.dk

»Vi er allerede klar til at producere eksempelvis en mælke- og frugtdrik med brus. Teknologien og selve produktet er på plads. Vi skal nu udvikle varemærket og etablere distributionen. Vores ambition er at udfordre sodavandsmarkedet med produkter, som er baseret på mælk og er sundere,« siger koncerndirektør for global marketing hos Arla Foods, Hanne Søndergaard til Finans.dk.

Udover mælk med brus kan mælkedriksvarianterne eksempelvis være mælk med tilsat smag eller mælkedrikke med fibre og korn. Disse former for drikke skal være med til at booste Arlas salg af mælkebaserede drikkevarer fra 1,7 milliarder kroner i dag til godt 5,2 milliarder inden 2020.

Årsagen til Arlas nye fokus er blandt andet, at traditionelle mælkeprodukter ikke sælger lige så godt - og ikke har de helt store vækstmuligheder. Derudover vokser markedet for andre typer mælkebaserede drikkevarer ifølge Finans.dk fem procent årligt - og i Asien er det tal endda højere.

I starten kan vi som danske forbrugere dog ikke få glæden af de nye produkter, da de i første omgang skal lanceres på udenlandske markeder i Storbritannien, Singapore og i de Forenede Arabiske Emirater i 2017.