Videoen øverst i artiklen er fra Store Dyrehave i Hillerød - den er taget af Martin Warming fra Hillerød Posten.

En stor mængde skrald blev torsdag eftermiddag fundet i Store Dyrehave ved den nordsjællandske by Hillerød. Nu forsøger myndighederne at finde ud af, hvem personen bag skovsvineriet er.

Det skriver Hillerød Posten.

Adskillige sorte sække med affald blev fundet af en gæst i Store Dyrehave torsdag, og hurtigt kontaktede gæsten Naturstyrelsen, som nu arbejder på at finde ud af, hvem der har efterladt de store mængder skrald i skovbunden.

»Vi vil fjerne det så hurtigt som muligt, og så må vi prøve at se, om vi kan finde ud af, hvem der har smidt det i skoven. Vi går det hele igennem for at se, om der er noget, der kan identificere gerningsmanden. Og så melder vi det selvfølgelig til politiet, hvis vi finder noget brugbart,« siger skovløber Bjarne Persson til avisen.

Han fortæller desuden til mediet, at dumpningen af skrald i skovbunden ikke er et sjældent syn. Og faktisk er foråret - som kalendermæssigt er lige om hjørnet - typisk er den årstid, hvor skovsvin oftest er på færde.

På billederne fra Store Dyrehave kan man se, hvordan den ganske store mængde skrald blot er efterladt i skovbunden.

Den store mængde skrald efterladt i skoven i det nordsjællandske.
Den store mængde skrald efterladt i skoven i det nordsjællandske. Foto: Martin Warming - Hillerød Posten
Vis mere

I forbindelse med fundet af skraldet i skovbunden, har Bjarne Persson dykket dybere ned i poserne. Og det har givet en form for gennembrud. En svensk kvindes navn er blevet fundet på flere forskellige stykker papir, der er fundet i skraldet.

»Vi har fundet hendes navn på flere papirer, der lå i affaldet - blandt andet på en lejekontrakt på en bolig, en kvittering for en udlejningsbil og en p-bøde. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det er hende, der har smidt affaldet i skoven, men det giver da politiet nogle gode spor at arbejde videre med,« siger Bjarne Persson til Hillerød Posten.

I det hele taget forstår Bjarne Persson ikke, hvorfor folk smider deres affald i skoven.

»Det undrer mig virkelig. Hvad pokker sker der inde i hovedet på folk. De kan jo bare køre på genbrugsstationen og aflevere det. Jeg forstår ikke, at folk kan finde på at smide det i skoven,« siger han slutteligt til mediet.

Både sorte skraldesække og en enkelt malerbøtte var at finde i skovbunden.
Både sorte skraldesække og en enkelt malerbøtte var at finde i skovbunden. Foto: Martin Warming - Hillerød Posten
Vis mere

Til TV2 Lorry fortæller Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi, at man håber på at finde frem til den person, som har efterladt den store mængde skrald i skoven.

»Vi vil gerne have fat i de skovssvin. Vi skal selvfølgelig have fundet vedkommende, snakket med personen, og så skal vedkommende sigtes,« siger Henrik Suhr, pressekoordinator i Nordsjællands Politi til mediet.

Han fortæller samtidig, at det kan give en større bøde at smide skrald i naturen - i helt ekstreme tilfælde kan det endda blive til fængselsstraf. Men helt deroppe er vi dog ikke i denne sag, oplyser han.

Naturstyrelsen fortæller til TV2 Lorry, at det er en større sag for dem med skrald i skove - faktisk bruges der helt op mod 150.000 kroner årligt på skrald der smides i naturen, oplyses det.

Skrald i Store Dyrehave i Hillerød.
Skrald i Store Dyrehave i Hillerød. Foto: Martin Warming - Hillerød Posten
Vis mere

Kender du noget til skraldet i skovbunden, så vil vi gerne høre fra dig. Skriv til os på 1929@bt.dk.