Endnu en dansk soldat har mistet livet i Afghanistan. Forsvarsminister Søren Gade sender sine tanker til den dræbte soldats familie og kolleger.

Forsvarsminister Søren Gade beklager den sørgelige nyhed om at endnu en dansk soldat er blevet dræbt i Afghanistan. Det er den 27. danske soldat, der mister livet i krigen.

- Det er med dyb sorg, at jeg i dag har modtaget meddelelsen om, at en dansk soldat i dag har mistet livet i Afghanistan.

Mine tanker er hos de pårørende til den dræbte soldat. De har lidt et forfærdeligt tab, og de har min dybeste medfølelse, siger Søren Gade.

- Det smerter mig, at endnu en dansk soldat har mistet livet som følge af sin uselviske beslutning om at tage til Afghanistan for at hjælpe andre og for at gøre tilværelsen mere sikker for både afghanere og resten af verden, fastslår forsvarsministeren i en pressemeddelelse.

Gade sender også en tanke til den dræbte soldats kolleger i Afghanistan.

- Jeg tænker naturligvis også på det tab, som den afdøde soldats kammerater har lidt, og på den svære tid, de nu skal igennem, når de fortsætter med at løse deres opgaver samtidig med, at de sørger over at have mistet deres kammerat.

Den danske soldat blev dræbt af skud under en patrulje over middag fredag.

/ritzau/