En person er kommet alvorligt til skade, efter der gik ild i flere kanonslag, som lå i den bil, han kørte rundt i med sin bror. Bilen er totalsmadret efter eksplosionen.

En ung mand kom søndag aften alvorligt til skade, da en større mængde kanonslag pludselig eksploderede under fødderne på ham.

Sammen med sin 22-årige tvillingebror kørte den unge mand rundt i en bil i Næstved, og på gulvet ved passagersædet havde de efter eget udsagn lagt seks-syv kanonslag, fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Østervig.

- Kanonslagene lå ved den enes fod, han sidder og ryger, og så er der tilsyneladende røget en glød fra cigaretten ned i posen, og det antænder krudtet, siger han.

Begge mænd har pådraget sig kvæstelser under eksplosionen, og det er gået særligt hårdt ud over manden ved passagersædet.

- Han tilstand er ukendt, men vi ved, at han har fået skader på øjnene. Han har også rifter op og ned ad arme og ben, og så har han muligvis brækket en arm og en finger. Han er ikke i livsfare, de har været heldige, siger Søren Østervig.

Den anden bror, som sad bag rattet, har også fået skader på synet, men det er tilsyneladende ikke alvorligt.

Bilen, som de to brødre kørte i, er til gengæld totalskadet efter eksplosionen, forklarer vagtchefen.

- Bunden er trykket ud under det høje tryk, alle ruder på siden af bilen er trykket ud, forruden er smadret og indendørs er bilen også raseret, siger han.

Eksplosionen skete i krydset foran Næstved Banegård, mens de to brødre kørte. Der er ikke andre, der er kommet noget til.

Manden på passagersædet er blevet kørt til Slagelse Sygehus, hvor sundhedspersonalet forsøger at behandle hans øjne.

Søren Østervig afviser, at de to brødre kan have haft nogle af de kraftige fyværkeribomber, som natten til lørdag blev stjålet fra en fabrik på Lolland, med i bilen.

- Så havde de ikke været i live, siger han.