____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Først troede et fynsk pensionist-ægtepar, at de havde vundet 24.000 kr. i Lotto. Ikke så skidt, tænkte de.

Senere tjekkede de syv vindertal igen, og opdagede, at de havde set forkert. Det var ikke 24.000 - men hele 24.000.000 kr, der nu kan tjene som et tiltrængt tilskud til folkepensionen.

- Vi så tallene og sagde: Nå, vi har vundet 24.000 kroner. Det er jo også meget pænt, fortæller den heldige Kerteminde-borger til jv.dk.

Men da de kiggede på tallene igen, opdagede de deres held. Gevinsten lød nemlig på 24.483.396 kroner.

- Vi var lidt chokerede og troede ikke på det. Vi sov ikke meget den nat, fortæller de videre.

Vinderparret foretrækker at være anonyme. Men de vil godt fortælle, at de er et pensioneret ægtepar fra Kerteminde. De har spillet den samme 5 ugers kupon siden Lottos start i 1989.

- Det kan nok betale sig at blive ved med at spille den samme. Jeg skal ned og forny den en af dagene, siger pensionisten med et lunt glimt i øjet. - Hvis der er noget, vi gerne vil have, så kan vi købe det. Vi vil nyde livet og tage ud at spise nogle gode middage, når vi har lyst, siger han også til jv.dk.

De mangedobbelte Lotto-millionærer har takket ja til økonomisk rådgivning fra Danske Spil.

Det lykkebringende spil blev købt hos Thor-Kiosken, Strandvejen 31, 5300 Kerteminde. Det er årets fjerdestørste gevinst. Årets hidtil største gevinst blev vundet af en anden fynbo. En odenseaner vandt 29.980.905 kroner i uge 17.