Peter Zinck, der ejede Inspiration på Fyn, har tabt mange millioner på butikskædens problemer

Butikskæden Inspiration, der i går blev overtaget af Odense-koncernen L'Easy, har kostet sine tidligere ejere mange penge. For den fynske erhvervsmand Peter Zinck er tabet meget stort - omkring 62 millioner kroner alt i alt. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Dermed er langt den største del af hans formue tabt. Pengene fik han, da han som sine kolleger solgte sine Inspiration-butikker til et nyt, centralt selskab. Butikkerne, han solgte, har været i familiens eje, siden hans farfar, Herman Zinck, overtog en isenkramforretning i Middelfart i 1928, fortæller Fyens Stiftstidende.

I stedet for - som sine kolleger - at gemme de mange millioner fra familievirksomheden i banken, skød han dem alle sammen ind i det nye Inspiration-selskab. Her blev de imidlertid udsat for finanskrise og store problemer.

- De er væk alle sammen. Rub og stub, forklarer Peter Zinck.

- Det kan jeg da godt græde over i dag, men det får jeg jo ikke noget ud af, siger han til Fyens Stiftstidende.

I stedet for at være bitter eller skuffet har han valgt at glæde sig over, at Inspirations fremtid nu tegner mere lys i hænderne på L'Easy og virksomhedens ejer, odenseaneren Niels Thorborg.