Den danske virksomhed weneverloseit.com udgiver sig for at være Spotify og Netflix og har snydt flere danskere til at oprette falske abonnementer.

Som BT tidligere har beskrevet, sender virksomheden mail og udgiver sig for at være en af de to populære streaming-tjenester Spotify eller Netflix. Med et lokkende tilbud om at oprette et abonnement på tre måneder for bare fem kr. er mange danskere gået i fælden, og Forbrugerombudsmanden har bare inden for de seneste dage modtaget rigtig mange klager. Det forklarer chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden Uffe Foged Jespersen.

»Jeg kan bekræfte, at vi både har fået henvendelser angående falske Spotify- og Netflix-abonnementer. Siden starten af marts har vi fået næsten 100 klager, der vedrører falske Netflix-abonnementer, og det ser ud til, at langt størstedelen vedrører den omtalte kampagne. Det handler enten om  genaktivitering af Netflix-abonnement, om tre måneders abonnement, eller om rykker-mail om, at du stadig ikke har tilmeldt dig.«

Typisk eksempel på abonnementsfælde
Uffe Foged Jespersen fortæller desuden, at weneverloseit.com er en undervirksomhed til Storage4You.com, og deres metode til at snyde danskere er et typisk eksempel på abonnementsfælder.

»Mange henvendelser går på, at man modtager en laptop eller tablet mod betaling af et symbolsk beløb, og overordnet set, så ser vi også andre abonnementsfælder, der anvender en lignende fremgangsmåde. Metoden er typisk, at den, der står bag kampagnen, stiller forbrugeren en værdifuld genstand i udsigt, og så forsøger at skjule, at der reelt er tale om en abonnementsaftale, som koster forbrugeren et fast, månedligt beløb, når først forbrugeren har givet sine kortoplysninger,« forklarer han.

Det er mails som denne, der snyder flere danskere til at falde i abonnementsfælder.
Det er mails som denne, der snyder flere danskere til at falde i abonnementsfælder.
Vis mere


Kun toppen af isbjerget
Forbrugerombudsmanden har gennem længere tid modtaget klager over weneverloseit.com, som Storage4You.com står bag, og selvom klagerne de seneste dage er væltet ind, er der sandsynligvis endnu flere, der er blevet snydt.

»Det ser ud til, at der har været en høj stigning siden starten af marts, og der er nok et andet mørketal i det. Det er langt fra alle, der melder denne slags ting, så det er nok kun toppen af isbjerget,« forklarer Uffe Foged Jespersen og tilføjer, at man nu arbejder på at starte en straffesag mod virksomheden.



»Vi er ved at kigge på en sag mod selskabet Storage4you, og vi har samlet nogle klager, som vi er ved at vurdere. Det kan munde ud i en straffesag, da der er flere bestemmelser, der kan være overtrådt, blandt andet markedsføringslovens paragraf tre om vildledende markedsføring.«

Kan ende med bøde
Bliver virksomheden dømt, vil det højst sandsynligt ende med en bødestraf.

»Hvis der er tale om en abonnementsfælde, vil det typisk ende med en bøde. Det er ikke til at sige endnu, hvad det her vil munde ud i. Der kan være skærpende og formildnende omstændigheder, men man vil som regel gå efter en bøde svarende til den fortjeneste, virksomheden har inkasseret på overtrædelsen.«