På grund af et stigende arbejdspres på medarbejderne, når der er sporarbejde, er det kun et spørgsmål om tid, før det går galt, lyder advarslen.

Medarbejderne i fjernstyringscentralen, som er dem der sidder med overblikket over sporskiftene på Københavns Hovedbanegård, har på det seneste udtrykt bekymring over sikkerheden. Det fortæller tillidsrepræsentanten for medarbejderne i Banedanmark, Martin Uldall-Jessen, til Politiken.

Bekymringen kommer sig af, at der lægges ekstra pres på medarbejderne, når der er sporarbejde. Senest var to tog ifølge Politiken tæt på at kollidere på hovedbanegården i efterårsferien.

- Det er nogle grove brud på sikkerhedsreglementet. Hvis der sker noget, er det os, der bliver straffet. Det er os trafikledere, der har det overordnede ansvar. Det er dybest set kulminationen på, at flere og flere ting bliver lagt på os, og at der kører for mange tog, når der er sporarbejde. Og det flytter fokus fra sikkerheden, siger Martin Uldall-Jessen til avisen.

Ifølge Andreas Hasle, formand for HK Trafik & Jernbane, er det kun et spørgsmål om tid, før det går galt.

Situationen fra efterårsferien skyldtes ifølge en rapport til Banedanmark, som Politiken har set, at der var for mange tog i forhold til »medarbejdernes betjeningsmuligheder«, og den primære årsag til hændelsen anføres som »arbejdsbelastning«.

På baggrund af rapporten vil transportminister Henrik Dam Kristensen (S) drøfte sagen med Banedanmark.

- Jeg har bedt Trafikstyrelsen, som er sikkerhedsmyndighed på jernbaneområdet, om en redegørelse om sagen fra Banedanmark, skriver han i en mail til Politiken.